Det er de kristne der forfølges
Mord, forfølgelse og afbrændte kirker er hverdag for forfulgte kristne, der udgør 90 pct. af alle verdens forfulgte. Men hvad gør vi?Man kan vel inden for kristendommen ikke forestille sig nogen større kontrast end den, der findes mellem juleaften på den ene side og 2. juledag, festdagen for St. Stefan, på den anden side. 
Sven Hakon Rossel
er professor i skandinavisk
litteratur på Wiens Universitet.
Den 24. december fejrer de kristne med Jesu fødsel livet selv og den 26. december kristendommens første martyr, dvs. døden. Ifølge Ny Testamente drejer det sig om den hellige Stefan, diakon i den oldkristne menighed i Jerusalem, der for sin overbevisning blev stenet ihjel ca. 36 e.Kr.
Martyriernes historie er lang og blodig og toppede måske i de romerske kejseres forfølgelser, men er langtfra forbi. Kristne forfølges, hvor de udgør et mindretal! Kendt er kommunismens ubarmhjertige undertrykkelse af kristne helt frem til vore dages Nordkorea, men det er endnu mere aktuelt at pege på den systematiske forfølgelse, der i de sidste par år har fundet sted især i en række islamiske lande.
I 2008 toppede forfølgelserne, der ramte over 200 mio. af de i alt 2,2 mia. kristne, der findes.
Den svejtsiske organisation Christian Solidarity International har på sin webside www.csi-schweiz.ch dokumenteret i hvilken udstrækning disse finder sted lige fra Algier til Ægypten: kirker afbrændes, gudstjenester afbrydes, og boliger, der tilhører kristne, ødelægges.
Disse udsættes i bedste fald selv for chikane og diskriminering i skolerne og erhvervslivet, i værste fald voldtægt og tortur. Selv mord på præster og ordensfolk, eller muslimer, der er konverteret til kristendommen, hører til hverdagen. En tilsvarende liste findes på det førende tyske dagblad Die Welts hjemmeside under www.welt.de/politik/article 2911903/2008, der endvidere peger på, at over 90 pct. af dem, der i 2008 forfulgtes eller mistede livet af religiøse grunde, var kristne mænd, kvinder og børn.
Mindst blodige er forfølgelserne i Tyrkiet, der som bekendt banker på EUs dør og hvis medlemskab af ubegribelige grunde har mange fortalere i den vestlige verden.
Men en demokratisk rettighed som f.eks. fri religionsudøvelse hvor som helst og når som helst er her et ukendt begreb! Enhver form for missionsvirksomhed fra protestantisk eller katolsk side og ethvert forsøg på at bygge nye kirker betragtes som en fjendtlig handling som om de ca. 100.000 kristne ud af en samlet befolkning på 75 mio. kan udgøre en trussel mod den altdominerende islam.
Dette fik tre tyske protestantiske missionærer forrige år at føle i den østtyrkiske by Malatya.
De blev ganske enkelt myrdet, mens de besøgte et kristent forlag, og politiet bekymrede sig en døjt om opklaringen! Selv dét at samles til gudstjeneste eller fejre andre religiøse ritualer er strengt forbudt.
Hvor anspændt det religiøse klima er, viser den tyrkiske religionsminister Ali Bardakoglus udtalelse om, at han må betragte 368 muslimers modtagelse af den kristne dåb som et bevidst forsøg på at tilintetgøre Tyrkiet.
Langt blodigere er undertrykkelsen af det kristne mindretal i Pakistan, der af de ekstreme islamister betragtes som US-imperialismens forlængede arm og blodigst er den i Irak. I 2003 levede endnu 1,5 mio. kristne her, fem år senere var tallet reduceret med 50 pct..
En stor del er flygtet, resten er enten blevet tvunget til at konvertere til islam eller, hvis de nægtede, blevet henrettet.
Men heller ikke hinduerne i Indien holder sig tilbage. Her tilhører de kristne samfundets nederste kaste.
Gennem deres uddannelse i kristne skoler har disse fattigste blandt de fattige erhvervet sig bedre kvalifikationer end mange hinduer og hermed pådraget sig disses misundelse, der så igen har udartet sig til voldshandlinger. Juleaften 2007 angreb i den indiske forbundsstat Orissa en muslimsk folkemængde bevæbnet med pistoler og knipler en lokal kristen kirke og satte den i brand.
Dette udløste en række voldshandlinger: endnu 70 kirker og 600 boliger, hvor kristne levede, ødelagdes. Mordet på en hindu-leder i august 2008, som de kristne blev beskyldt for, udløste en ny voldsbølge over hele Indien.
Som en regelret hævnakt ødelagde militante hinduer 4.000 boliger, skoler, kirker og butikker.
60 mennesker blev slået ihjel, og den unge kvindelige missionær Rafani Majhi, der tog sig af forældreløse børn, blev brændt levende. 50.000 indiske kristne måtte flygte ud i junglen for at redde livet.
Dette er kun nogle enkelte eksempler. Den internationale menneskerettighedsorganisation Open Doors har på websiden www.od.org opstillet en liste over de lande, hvor de voldsomste overgreb mod kristne finder sted.
Øverst rangerer Nordkorea, tæt fulgt af Saudi-Arabien, hvor muslimer, der lader sig døbe, halshugges.
Blandt de første ti lande på hitlisten befinder sig Iran, Yemen og Afghanistan. Men også i den tidligere sovjetrepublik Usbekistan, i Somalia og i Sudan forfølges de kristne.
Mens vi gladeligt tager på ferie til de ægyptiske badesteder, viser netop 2008 en voldsom stigning i diskrimineringen og forfølgelsen af de koptiske kristne i Ægypten, der udgør mindre end 9 pct. af befolkningen.
Den 30. maj skød uidentificerede gerningsmænd i Kairo fire koptiske kristne: en juveler og hans tre ansatte.
Intet blev røvet og politiet talte om en ikke-religiøs hævnakt.
I juni samme år raserede islamister en koptisk bydel i Zawyet Abdel-Qader og mishandlede syv kristne.
En række koptiske kirker er blevet beskadiget, mens politiet alt for sent greb ind hvis det overhovedet reagerede.
Højdepunktet eller lavpunktet var 60 svært bevæbnede muslimers angreb på det historiske Abu Fana Kloster.
Fire kristne lægmænd blev såret og tre munke bortført, bundet til et træ, udpisket og tvunget til at spytte på et kors.
Også her leverer internettet iøvrigt den nødvendige dokumentation.
Der er således ingen mangel på beviser. Men hvordan reagerer den vestlige verden på denne blodige forfølgelse? Med pinlig tavshed!
Er vi blevet så afkristnet, at der ikke er plads til solidaritet? Kun mordet på den kaldæisk-katolske ærkebiskop i den kurdiske by Mossul, Paulos Faraj Rahho, hvis lig blev fundet den 13. marts 2008 på en losseplads, nåede frem til avisernes forside. At 2.000 kristne familier samtidigt blev fordrevet fra Mossul vakte mindre opmærksomhed. Af de oprindelige 25.000 kristne er der nu blot 5.000 tilbage i byen.
Til stadighed gør en række menneskerettighedsorganisationer opmærksom netop på situationen i Irak men uden politiske resultater.
Den østrigske indenrigsminister, Maria Fekter, medlem af det kristeligt-sociale folkeparti (ÖVP), nægter ganske enkelt at lade irakiske kristne flygtninge komme ind i landet!
Den tyske indenrigsminister Wolfgang Schäuble, en politiker af noget større format, forsøgte at finde en europæisk løsning på flygtningeproblemet, men hans prisværdige initiativ fandt ingen støtte.
Åbenbart føler et kristent(?) Europa ikke, at det har en forpligtelse.
Og hvor er den franske præsident Nicolas Sarkozy henne, der ellers ikke går af vejen for at kæfte op?
Den generelle tavshed hos de vestlige politikere kan have flere årsager.
Én er nok ønsket om ikke at blande sig i indre anliggender i lande, der tidligere har været kolonier og derfor selv engang i tidens løb har været ofre for diskriminering og undertrykkelse.
Men er denne undskyldning ikke blot hyklerisk, når man fx tænker på NATOs indblanding i de forskellige Balkankonflikter?
Skyldes franskmændenes og for den sags skyld også briternes passivitet måske en angst for de store muslimske mindretal inden for egne grænser?
For det er en uomtvistelig kendsgerning, at det ikke mindst er i de muslimske lande, at undertrykkelsen af de kristne finder sted.
Påstanden blandt muslimske ekstremister, at de kristne i Irak og Iran, fordi de er kristne, automatisk er USAs og NATOs forbundsfæller, har åbenbart haft sin negative virkning også i den vestlige verden.
Vi lever vel i en samfundsorden, hvis stedse fremadskridende sekularisering har sløvet sensibiliteten og sympatien over for mennesker, der på trods af brutal forfølgelse og undertrykkelse forbliver trofaste over for deres religion!
Men bør vi ikke have en dårlig samvittighed, når mennesker forfølges og slås ihjel for deres overbevisning? Bør kristne ikke være solidariske med andre kristne?
Hvad med os i Danmark hvor kristendommen dog hører til nationalarven?
Ville det mon være muligt at appellere til vores kirkeminister, der oven i købet også er minister for flygtninge?
Kunne hun måske vækkes af den folkekirkelige dvale og starte et internationalt initiativ?
