Bogtema
Håndbog i forførelse
Jeg havde ikke lige forestillet mig, at jeg skulle komme til læse en sådan bog fra et kristent forlag, og har derfor spurgt mig selv, hvad der får Luthersk Missions forlag til at udgive den.Det er nemlig absolut ikke en bog for nogen, der er bare lidt puritansk indstillet – og jeg må åbenbart have lidt af det stadigvæk, for jeg fik flere små chok undervejs! Og det er lige så sikkert en bog, der er strengt forbudt for børn under 16 år. For i denne bog skjules intet – alt bliver sagt, som det er, til mindste detalje og helt uden omsvøb.
Hvorfor er det da blevet nødvendigt med en sådan bog? Der kan gives adskillige grunde, men overordnet set er det givetvis, fordi det seksualiserede samfunds vildt overdrevne sex-fiksering har gjort sex til et problem, som er med til at ødelægge parforhold – i stedet for det, der var Guds mening med sex: at gøre forholdet mellem én mand og én kvinde, der har forpligtet sig på hinanden for livstid, stærkt og modstandsdygtigt; at binde dem til hinanden, så deres forhold holder, til døden dem skiller.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at mænd, der læser – og kan holde ud at læse denne nok så amerikansk prægede bog hele vejen igennem, kan få hjælp eller inspiration til sexlivet – dvs. til at forføre deres kone og få større dybde i og glæde ved deres mest intime stunder med hinanden.
Men det er overhovedet ikke kun et spørgsmål om tek-nik(ker). Forfatterne lægger heldigvis også meget vægt på alt det, der er udenom, dvs. alle de aktiviteter, der på den ene eller anden måde kan glæde hende og vise hende, at han tænker på hende (uden bagtanker). De er også meget opmærksomme på den nærhed og ømhed, som han må vise hende i dagligdagen, at han dagligt eller jævnligt må overgive sig til hende ved fx at lytte. Endelig nævner de gentagne gange spontanitet og overraskelser som ekstra krydderier til og i deres samliv.
Ellers handler bogen selvfølgelig om sex – endda lidenskabelig sex: Om hvad Bibelen siger, hvor forfatterne i udtalt grad gør brug af Højsangen, som de kalder en hyldest til glæden ved sex. Om de mange forhindringer og farer (ræve) og forkerte fantasier (myter), der er i forbindelse med sex. Om mænds og kvinders forskellige identitet som seksuelle væsener. Og om, hvordan mænd skal eller bør forholde sig eller handle i forhold til deres kone, når der står sex på dagsordenen. Forfatternes indsigt i, hvad kvinder så ønsker, kan næsten kun betyde, at deres respektive koner måske godt kunne have stået som medforfattere …
Ryan Howes, Richard Rupp og Stephen W. Simpson:
Hvad din kone ville ønske du vidste om sex
192 sider 198 kr. LogosMedia