Lige lange ben?
For nylig var jeg for første gang til fysioterapeut. Jeg blev slået af ligheden mellem metoderne hos en almindelig autoriseret fysioterapeut & en kristen helbredelsesprædikant af den goe gammeldags slags.Fysioterapeuten bad mig om at stå op foran hende, mens hun kiggede mig dybt i øjnene. Hun begyndte at trykke på min krop hist og pist for at se, hvad den kunne og ikke kunne. Så sagde hun det. Dét jeg havde ventet længe på: Nå, dét der må vi hellere gøre noget ved. Når du går herfra i dag, vil dine smerter være væk!.
Halleluja, tænkte jeg indeni. Hun gik i gang med at lægge hænderne på mig. Hun trykkede & hev ikke specielt hårdt. Skulle dét hjælpe, tænkte jeg for mig selv: Et løfte om bedring for at fodre min optimisme. En varm omsorgsfuld hånd ovenpå smertestedet. Vi får se, gør vi.
Kan du mærke en forskel? spurgte fysioterapeuten. Næh, svarede jeg, hvorefter hun kom med det gyldne standardspørgsmål, som jeg troede kristne helbredelsesprædikanter havde taget patent på: Er dine ben lige lange?.
Jeg kiggede søgende rundt på væggene efter kors og Jesus-malerier, men der var ingen. Jeg fik kun øje på hendes mange eksamensbeviser, mens mine to stankelben dinglede ud over briksen.
Mine to medfødte gangstænger viste sig dog at være lige lange, så det var ikke dér, koen var begravet.
Efter en detaljeret ekspertundersøgelse af min krops holdning og muskelstruktur fandt hun syndens placering i min krop. Hun behandlede mig, gav mig hjemmeøvelser til stuegulvet derhjemme og forklarede mig min uhensigtsmæssige kropsholdning. Jeg blev helbredt ved at lægge mig i en eksperts hænder.
Min fysioterapeut behøvede altså ikke at trække en benforlænger ned fra himlen, og hun fandt heller ingen dæmoner med folkeregisteradresse i min krop. Selvom jeg tidligere er blevet helbredt ved forbøn for migræne, blev jeg – i hvert fald denne gang – helbredt ved hjælp af en lægehenvisning.
Det er ikke alt i livet, der gør ondt, der er fra det Onde. Nogle gange er det bare alderen, der hiver lidt i det ene ben.
