Norsk kronprinsesse ka godt li salmer
Kirkeligt Kulturværksted i Norge har udgivet en cd med 11 af kronprinsessens yndlingssalmer.- Salmerne er bindeled mellem mig og Gud og mellem mig og livet, fortæller den norske kronprinsesse Mette-Marit.
Dette bindeled har prinsessen fået mulighed for at dele med andre på cden Sorgen og Gleden.
De 11 salmer på cden er særligt udvalgt af Mette-Marit, der også har valgt 11 forskellige kunstnere til at indspille dem.
Men ikke nok med det, prinsessen har været med under alle optagelserne til cden, og hun har hjulpet med at designe coveret.
I det færdige cover har Mette-Marit skrevet kommentarer til alle salmerne, fx denne, skrevet til Jeg er i Herrens Hænder:
– Tårerne trillede, da jeg hørte den første gang i Washington. Sangen ramte mig. Det er en salme, man kan hvile i. Den er ofte med mig, når jeg er ude at flyve og har behov for at falde til ro. Den minder mig også om mine første gudstjeneste-oplevelser i Kirkens Bymisssion i Oslo. Der står der over alterportalen: Han giver den trætte kraft.
Det var midt i den første mediestorm, efter at mit forhold til kronprinsen var blevet offentligt kendt. At deltage i de åbne gudstjenester gjorde, at jeg ikke følte mig så alene. Og ordene over alteret gjorde, at jeg følte taknemlighed over den hvile, Gud giver os, fortæller den norske kronprinsesse.