Skriv til Suh
Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen
Nordgårsvej 109
4030 Tune
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres. Du er velkommen til at være helt anonym, hvis du ønsker det. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk
Kære Suh
Jeg har i øjeblikket mange problemer/konflikter med en kollega på mit arbejde. Problemet er, at jeg ikke synes, at hun respekterer mig, som den jeg er. Når vi diskuterer et eller andet, kommer hun altid med hentydninger eller bemærkninger, som får mig til at føle mig dum eller forkert. Jeg bliver både vred og ked af det og har svært ved at svare ordentligt for mig i situationen, for hun er rap i replikken. Jeg er træt af at være den dumme. Hvordan gør jeg?
Hilsen K.
Kære K.
Når andre bliver ved med at behandle én på en bestemt måde, kan man efterhånden også godt begynde at tænke og føle sådan om sig selv. Når du samtidig oplever, at du af forskellige grunde ikke er i stand til at svare hurtigt nok for dig eller sige det, du egentlig har på hjertet, er der derfor ikke så langt til, at du vender det indad og bebrejder dig selv det konkluderer, at du faktisk er dum.
Du skal derfor som det første i gang med at være opmærksom på, hvad du tænker om og siger til dig selv, særligt i forhold til din kollega. Udryd de negative eller selvbebrejdende sætninger hold f.eks. op med at tænke på dig selv som værende den dumme og tænk og sig i stedet: Jeg er ikke dum!og Der er intet galt med mig!. Begynd at ændre på relationen til din kollega ved at styrke din tro på dig selv. Snak evt. med en ven eller veninde om situationen og få derigennem hjælp til at fokusere på dine kvaliteter eller lav en lang og detaljeret liste over dem. Husk dig selv på at uanset, hvad din kollega gør eller siger, så ændrer det ikke på, hvem du er.
Du skriver, at det kan være svært at tage til genmæle i situationen. Det ville selvfølgelig være dejligt for dig hurtigt at kunne svare igen med et rammende svar. Men bedre sent end aldrig, siger talemåden jo, og det er meget sandt i din situation. Når du derfor bagefter finder ud af, hvad du egentlig skulle have sagt, så skriv det evt. ned. Prøv derpå at læse/sige svaret højt for dig selv, så du vænner dig til at høre dig selv sige det, og overvej derefter at gentage det overfor din kollega på et tidspunkt, som du vælger. På den måde er det dig, der har udspillet, kontrol over situationen, du er forberedt og oplever formentlig at få mere respekt for dig selv. Det vil samtidig ændre på relationen mellem dig og din kollega og når den ændres, er alt muligt!
Jeg håber, du vil have mod på at prøve noget af det, for selvfølgelig har du fortjent at blive behandlet med respekt!
Hilsen Suh
Hej Suh
Jeg undrer mig tit over, hvordan det kan lade sig gøre at mishandle/begå overgreb mod små børn! Hvordan kan nogen overhovedet få sig selv til det? Er det en bestemt slags mennesker? Og hvordan bliver man sådan?
Hilsen ?
Kære ?
Mennesker, der mishandler børn er ikke mere onde end andre mennesker, hvis det er sådan noget, du tænker på. Men det er mennesker, der har det rigtig svært indeni med mange forskellige ting og som på en eller anden måde oplever at få afløb for deres indre smerte ad den vej. Mange af dem er selv blevet mishandlede som børn og har derfor ikke lært anden omgang med børn. Det er på en måde helt naturligt for dem. Nogle gange handler det om, at de tror, det er sådan, man viser barnet kærlighed, eller at de uforståeligt nok tror, at barnet selv ønsker det (f.eks. i forbindelse med seksuelle overgreb).
Samtidig er børn jo desværre ofte sagesløse ofre, som er forholdsvis nemme at true eller manipulere med, og som det derfor er nemmere at slippe af sted med at mishandle/begå overgreb mod end mod voksne.
Det er derfor så uhyre vigtigt, at vi som voksne hvis vi har mistanke om at noget sådan foregår ikke blot vender det blinde øje til, men tager vores mistanke alvorligt. Man behøver ikke selv at konfrontere barnet, eller den man mistænker for overgrebene, men man kan i stedet snakke med andre omsorgspersoner til barnet eller henvende sig til de sociale myndigheder.
Mishandling og overgreb mod børn finder desværre sted i mange forskellige samfundslag og samfundsgrupper, så man kan ikke sige noget helt specifikt om, hvem der gør det. Men man ved, at hvis man selv har været udsat for noget traumatisk som f.eks. mishandling eller overgreb og ikke får det bearbejdet, er der langt større sandsynlighed for at man gentager mønstret. Hvis man derimod netop får hjælp til at få det bearbejdet, er der stor sandsynlighed for at man bryder mønsteret.
Hilsen Suh
Forleden var jeg på vej hjem fra et kursus i København. Det indebar bl.a. en kortere tur med Metroen. Allerede på vej ned af de rullende trapper kunne jeg se, at den var gal.
Perronen var propfuld af mennesker, og det var vanskeligt bare at komme af rulletrappen. Ifølge teksterne på skærmene kunne jeg forstå, at der var problemer med driften, og at togene derfor i øjeblikket ikke kørte planmæssigt. Hvis man skulle være i tvivl.
Efter de første 20 minutter overvejede jeg at bane mig vej gennem mængden for at gå op og tage en bus i stedet. Men på det tidspunkt ville det være temmelig anstrengende bare at komme tilbage til rulletrappen.
Så rullede endelig et tog ind, og omtrent halvdelen af os masede os ind i det. Pyt med at vi stod lidt trangt, bare vi kom frem. Problemet var bare, at det gjorde vi ikke. Altså kom frem. Og vi stod nu alt for mange mennesker inde i et Metro-tog i besværlige og ukomfortable stillinger. Af samme grund kunne jeg ikke undgå at følge meget nøje med i, hvad parret ved siden af snakkede om. Der var besværligheder på den enes arbejde, et dilemma omkring aftensmaden, og de kunne åbenbart have været hjemme nu, hvis de var gået.
Pludselig skrattede højttaleren og en stemme fortalte os, at der havde været problemer med et nødstop-signal, men at der nu var sendt en medarbejder af sted for at ordne det. Parret ved siden af begyndte straks at snakke om, hvor dårligt det var, at problemet ikke var blevet løst hurtigere, og hvor forargeligt det var, hvis der var tale om hærværk.
Jeg for min part var bare glad og lettet over, at der dog trods alt kun var tale om tekniske problemer eller hærværk, og at det ikke var et led i en hemmelig terrorplan, hvor man ville bombe det københavnske Metronet med flest mulige mennesker i.
Og så var det, at jeg kom til at tænke på, hvor forskelligt man dog kan se på den samme situation og med forskelligt udbytte. Man kan så altid diskutere hvor sundt, det er at gå og være lidt latent bekymret for terror-angreb, men det er en hel anden snak.
Suh
Hotline til Suh
På alle onsdage fra kl. 10-11 kan du ringe til Udfordringens psykolog Suh Jacobsen på 46 96 89 69.
Nogle af spørgsmålene bringes senere i brevkassen.
Du kan fortsat skrive pr. brev eller mail til:
Suh Jacobsen, Nordgårsvej 109,
4030 Tune, eller mail til:
Suh@Udfordringen.dk
