Vilde med kirkens X-faktor

Abildgård Kirke i Frederikshavn var fyldt til bristepunktet med flere hundrede teenagere, da den årlige ”ungdomsmesse” blev afholdt 4. februar.”Everytime we touch I get this feeling”, med denne sang byder to unge piger velkommen I foyeren i Abildgård Kirke i Frederikshavn. Det er ikke altid at kirken rører de unge, men i aften er det anderledes.

De unge var begejstrede for ungdomsmessen i Abildgaard kirke i Frederikshavn. De to præster holdt prædikenen ved et café-bord.

– I bliver nødt til at rykke lidt sammen på bænkene, råber sognepræst Ole Pihl til de mange unge, der er kommet til ungdomsgudstjeneste i Abildgård Kirke en råkold og mørk februaraften.
Kirkedørene blev åbnet en halv time tidligere, og nu må de sidste presses ind på rækkerne.
– Det kan sagtens lade sig gøre at lave en gudstjeneste, der holdes for unge, har kirkepilot Mads Bang Simonsen forklaret på forhånd. Jeg er lidt skeptisk, da jeg ser, at gudstjenesten varer to timer!

Mads Bang Simonsen og Ole Pihl byder velkommen og lover at ungdomsmessen bliver en cocktail af rolig energi, power energi, lys, fest, meditation, stilhed, billeder, rock og lovsang.
Joachim Hejslet Jørgensen, der er producer for bl.a. Simon Mathew, med band spiller op til rock, gospel og lovsang. Det får hurtigt de unge op af sæderne, og med hænderne vejrende over hovedet danser og synger de kristendommens tusind år gamle budskab ud i rummet.
Bandet får selvfølgelig en højlydt applaus efter hvert musikstykke.

Dernæst diskuterer Abildgård Kirkes to præster X-faktor og kors-faktor hen over et cafebord.
Der er forbløffende roligt i kirken, når man tager antallet af unge i betragtning. De hører spændt efter.
Mere musik og lovsang markerer overgangen til en meget traditionel nadverfejring, hvor stort set hele forsamlingen deltager.

Så er der pause med pølser, brød og selvfølgelig mere musik. Det føles slet ikke som om, der allerede er gået en time.
Hørby Ungdomsskoles band og Abildgård Kirkes ungdomskor synger salmen ”Du satte dig selv i de nederstes sted” som indledning til anden halvdel af gudstjenesten.
Folkekirken har i hvert fald prøvet at sætte sig i de unges sted. Og det er ikke bare rock og rul de unge higer efter.
I pausen er en lysglobe båret ind i kirken. Det er tid til bøn og eftertanke. Indrammet af mere lovsang og gospel forstås. Man skal have pulsen op for at få pulsen ned. Også den åndelige puls.

– Tak for i aften. Gå med fred! Råber Ole Pihl som afslutning til den glade forsamling, der ved udgangen giver dommen: Thumbs up!
To timers gudstjeneste er det, de unge vil have. Mads Bang Simonsen fik ret, kirken har rørt de unge.
Af Christian Roar Pedersen