Ja til ægteskabet

Forudsætningen for at diskutere ægteskab for homofile er en klar definition af, hvad ægteskabet er.Debatten om en ændring af den nuværende ægteskabslov har floreret i nogle år.

Benjamin Ervill

Tænketanken CeKEM har især været aktivt i debatten de sidste tre år, og har i den periode udarbejdet to tillæg til forslag fra det Radikale Venstre samt deltaget i og opstartet et nordisk netværk for ægteskabet.
I debatten om hvorvidt Danmark skal ændre ægteskabslovgivningen og dermed også definitionen af ægteskab, er der sagt og skrevet mange argumenter for og imod. Emnet kan nogle gange være svært at gøre sig klog på, fordi der er så mange følelser indblandet. Politikerne på den ene fløj henviser til, at det ikke er deres opgave at lovgive i forhold til folkekirken. Det er måske rigtig nok, men er samtidig en nem måde at feje den egentlige problemstilling ind under gulvtæppet på. På den anden fløj kommer der mange følelsesmæssige udbrud omkring diskrimination og modstand mod retten til at elske hinanden. Problemet ved mange af argumenterne fra begge fløje, er, at de sjældent går til kernen, og ser på hvad ægteskabet egentlig er. Der er masser af retorik om, hvorfor man skal eller ikke skal ændre ægteskabslovgivningen, men meget lidt samtale, om hvad det egentlig er man skal ændre.

I CeKEM’s tidligere tillæg til disse lov- og beslutningsforslag, søgte vi at påpege at lovforslaget ikke burde betragtes som en tilstræbelse mod at ligestille to grupper med hinanden, men snarere som et forsøg på at ændre selve konceptet ægteskab. Det fremgik bl.a. af oplægget til beslutningsforslag 36 (2006-07) Heri blev der sagt:
”I forhold til faderskabssager bedes der tages stilling til om termen ”far” skal ud.” og ”Hvis det ikke afskaffes så bedes vi om at overveje særregler for samme-køns ægteskaber. ”
Lovforslaget blev senere stillet i en ny udgave, L67 (2007-08), og heri blev det foreslået at:
”Den kvinde, der ikke føder barnet, betegnes som medmoder til barnet. Betegnelsen anvendes i loven i stedet for betegnelsen far i de tilfælde, hvor et barn fødes i et ægteskab mellem to kvinder.”
Udtalelserne vidner om at ordet ”far” er fremmed for den type forhold som Det Radikale Venstre sammen med venstrefløjen dengang ønskede at ”ligestille” med traditionelle ægteskaber.
Ægteskabet i dets nuværende form rummer derimod begrebet far som en selvfølgelig del, da ægteskabet nødvendigvis er et forhold mellem en mand og en kvinde. I et traditionelt syn på ægteskabet er det naturlig og passende, at hvis en kvinde får et barn med en mand, så er der også en far til barnet, og derfor er spørgsmålet om faderskab vigtigt. Hvis man ikke længere kan bruge de samme ord om den sag man taler om, så vidner det typisk om, at man ikke taler om den samme sag…!
Ordet far er ikke en tilfældig del af konceptet ægteskab – men en nødvendig del, præcis som mor er det. Ethvert forhold der derfor kan oprettes mellem to af samme køn kan aldrig, af natur, være det samme som det helt unikke forhold der kan bestå mellem to fra hvert sit køn. Der findes en helt bestemt type forhold der kun kan oprettes mellem en mand og en kvinde, nemlig den type der i princippet er i stand til forplantning. Det er disse vi kalder for ægteskaber, og som vi med lovgivning søger at pleje og beskytte. Det er indlysende, at det er således, da disse forhold er essentielle for samfundet.

Begrebet ægteskab er dog ikke defineret i den nugældende lovgivning. Ej heller i den første version af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning fra 1922, findes der en definition.

I værket ”Familieretten”, fremstillet efter den danske lovgivning af A. W. Scheel, 1877, er ægteskabet defineret som følger:
”Ægteskab (matrimonium, nuptiæ) er en paa kjønsforskellen grundet, for livstid og i en vis ved den offentlige myndigheds mellemkomst fuldbyrdet form indgaaet forbindelse mellem to personer af forskjelligt kjøn.
Det bestemmende ved denne forbindelses indgaaelse er kjønsforskellen. For at sikre slægtens forplantelse har naturen nedlagt hos ethvert menneske en stærk drivt til en forening for de huuslige livsforhold med et menneske af det andet kjøn. En saadan forening tilsigter ægteskabet. Det maa altid indgaas for livstid…”.
Så findes der grupper af mennesker der ønsker del i samme beskyttelse og pleje som ægteskabet i Danmark indstifter, uden samtidig at være i et forhold der i princippet er forplantningsdygtigt. Det er bl.a. forholdet mellem to eller flere af samme køn.
I Danmark har vi tilladt at visse af ægteskabets privilegier udeles til sådanne forhold, når blot de er registrerede som værende et par. Den skelnen der er tilbage mellem disse forhold og det traditionelle ægteskab er ikke noget der er bestemt af samfundet, kulturer eller mennesker, snarere er det bestemt af biologien og naturen. Gud om man vil.

Skellet går i biologien – i evnen til forplantning, og når to af samme køn ønsker at blive indbefattet af loven, så er det i virkeligheden et forsøg på at få resten af samfundet til at se på virkeligheden med deres øjne. Det er et forsøg på at gennemtvinge deres verdensbillede på resten af kulturen. Det er ikke et spørgsmål om, at vi skal tillade andre konstellationer at blive gift, det er nærmere et spørgsmål om at vi skal ændre den nuværende definition af ægteskabet og gøre ægteskabet til noget det ikke er. Homoseksuelle har pr. nuværende præcis samme rettigheder som alle andre, de må ligesom heteroseksuelle gifte sig med hvem de vil, bare det er med en fra det modsatte køn. Derfor er den rette betegnelse for spørgsmålet ikke ”homoseksuelles ret til at blive ægtefolk”, den ret har de allerede, men derimod ”om to af samme køn kan få ret til at blive ægtefolk”, og dette ville nødvendiggøre en ny definition af hvad et ægteskab er. En definition der skulle tilsidesætte det biologiske og naturligt unikke kendetegn ved traditionelle ægteskaber.
I denne debat er det vigtigt at indse at der ingen neutral grund er på dette spørgsmål. Tillader vi to – eller flere – af samme køn at gifte sig med hinanden, så forkaster vi også ideen om at kroppen er definerende for hvad vi er, og hvilke relationer vi kan indgå i. Det er derfor hult når nogle partier fremfører dette som et krav om ligestilling. Det er nærmere positiv særbehandling af en gruppe på en anden gruppes bekostning, når fortalere for ægteskabet som værende mellem en mand og en kvinde, fremstilles som mørkemænd, eller som undertrykkere af seksuelle minoriteters rettigheder.

Den retorik blev også brugt i Norge under behandlingen af en kønsneutral ægteskabslovgivning som trådte i kraft den 1. januar 2009. Det var den norske statsminister Jens Stoltenberg som i diskussionerne optil afstemningen i stortinget, udtalte at modstanderne af en kønsneutral ægteskabslovgivning var ’diskriminerende’ og ’uanstændige’. Hvis det er retorikken fra en statsminister, så er det selvindlysende at en god anstændig diskussion om emnet er håbløs. Det skal dog også påpeges at når Jens Stoltenberg siger sådan noget, så taler han ikke kun til sine direkte modstandere i diskussionen. Så taler han også til den danske regering. Han taler til Frankrigs parlament. Han taler til Italien, til England til Tyskland, ja selv til USA’s nye præsident Barack Obama. Kun seks ud af de anslåede 190-200 lande i verden har ændret definitionen af ægteskab! Og bliver vi ved statistikken udgør de danske registrerede partnerskaber mindre end 0,5 pct. af de danske indgåede ægteskaber.
Det indlysende spørgsmål er så: Skal de 0,5 pct.’s verdensbillede og kønsopfattelse diktere vilkårene for 99,5% af Danmarks befolkning? Og hermed ikke bare diktere vilkårene for alle de par der i fremtiden vælger at blive viet, men også dem der lige nu er ægtefolk og måske har levet i det i ti, tyve eller sågar tres år? Det mener vi i Tænketanken CeKEM vil være helt forrykt. Vi siger JA til ægteskabet, det ægteskab som naturligvis… er et forhold mellem én mand og én kvinde.

Benjamin Ervill er formand for den kristne tænketank CeKEM.