Kærlighed udvikler børnenes hjerner

Bordbøn og Fadervor er ikke nok. Kun når forældrene er ægte og nærværende, føler børnene sig trygge. Og dermed skabes struktur i deres hjerner til at takle fremtidens udfordringer, siger psykolog Aida Andersen. Der er ikke alene det, du gør. Det er måden, du gør det på, der giver børnene tryghed og forudsætning for at udvikle sig.Det siger psykolog Aida Hougaard Andersen fra Foreningen Agape i Silkeborg. Og det, hun snakker om, er børneopdragelsens afgørende betydning for børns evne til at mestre udfordringer i voksenlivet. Kærlighed udvikler nemlig børns hjerner, mener hun.
– Stabile og bekræftende relationer til trygge voksne er ikke kun vigtig for barnets basale overlevelse, men også for udviklingen af bevidsthed og følelsesliv. Nyere forskning peger helt konkret på, at de nære relationer er afgørende for hjernens udvikling, og at barnet fra fødslen af har en parathed til at indgå i en relation. En del af hjernen danner nemlig både grundlag for det at kunne knytte sig til et andet menneske og for barnets udvikling som person. Denne del udvikles også hele tiden i kontakten med andre mennesker.
Hvilken betydning har det så, at et barn fx vokser op i et kristent hjem?
– Hvad er et kristent hjem? Det handler om hvilket udtryk, hvilken praksis det får. Er det blot et sted, hvor der bedes bordbøn og Fadervor? Eller er det et hjem, hvor forældrenes tro på Gud skaber en tryg ramme for børnene? spørger Aida Hougaard Andersen.

Ritualerne har betydning i forhold til rytme og genkendelighed, forklarer hun:
– Det er godt at have en rytme omkring ”puttetid”, og her er Fadervor en del af et kristent aftenritual. Set fra den psykologiske vinkel hjælper det barnet til at regulere sin hjerne og falde til ro.
Men det betyder ikke, at mor og far ikke må vise følelser:
– Mor er måske ked af det, mens hun putter barnet og beder Fadervor, og det kan barnet mærke. Far er måske kommet træt hjem fra arbejde, inden han beder bordbønnen. Men det gør ingenting, bare de er ærlige og selv tager ansvar for egne følelser. Børn er fantastisk gode til at mærke stemning og atmosfære. Og de lægger ofte mere mærke til det, vi gør, end det vi siger. De opdager, hvis der er uoverensstemmelser mellem det, vi ”prædiker”, og det, vi lever.
– Vores levede liv betyder altså meget for, hvordan børnene opfatter det kristne præg og budskab, som formidles i hjemmet. Derfor handler det om at være ægte, ærlige og nærværende over for barnet.

Aida Hougaard Andersen er uddannet psykolog fra Århus universitet. Hun er tilknyttet Foreningen Agape og tilbyder både individuel og par-terapi til de fleste former for kriser. Foreningen er kristen, og navnet Agape er græsk og betyder kærlighed – vel at mærke den uegennyttige og selvopofrende kærlighed.
Forældre bør sætte barnets behov før deres egne, så deres konstante kærlighed hjælper barnet med at regulere egne følelser:
– Vi har fra fødslen af evne til at regulere vore følelser på et basalt niveau; der sker en automatisk regulering af barnets hjerne. Men for at udvikle sig har barnet brug for gentagne erfaringer med, at moren eller faren udefra kommer og hjælper barnet med f.eks. at falde til ro.
– Den ”hjerne-tekniske” forklaring er: Når barnet ser og reagerer på f.eks. mors ansigt, aktiveres det, vi kalder ”neuroner” i hjernen. Neuronerne indgår i kredsløb med hinanden og danner mønstre; et nyt mønster for hver oplevelse. Jo flere gange et bestemt mønster aktiveres, desto stærkere bliver det, og når det først er etableret, vil det lettere kunne aktiveres igen. De situationer barnet oplever mange gange, og som indeholder intense følelser, f.eks. mors smilende ansigt, får altså størst indflydelse på barnets følelsesliv og måder at reagere på. På denne måde udvikles hjernen i kontakten med omsorgspersonerne, og gennem disse erfaringer lærer hjernen at organisere sig selv og derved opnå stabilitet, forklarer Aida Hougaard Andersen.

Barnet har brug for hjælp udefra for at lære, hvordan det går fra en positiv følelse til en negativ og tilbage til en positiv igen. Dette er for komplekst til, at det lille barn kan det i sig selv, men via omsorgspersonens støtte bliver barnet langsomt i stand til at regulere sig selv tilbage i en positiv følelse. Gennem sådanne oplevelser udvikler barnet psykisk smidighed og styrke.
– Kunsten som omsorgsperson bliver derfor at kunne rumme barnets frustrationer et vist stykke tid, så det lærer selv at udholde og regulere stressfyldte følelser, men også samtidig at kunne trøste og gribe ind, inden barnet bliver overvældet af følelserne.
Mestring af stressfyldte situationer opnås ved at gennemleve og overvinde dem.
– Et barn, der oplever en passende mængde frustration og ubehagelige følelser og selv kan søge hen til mor eller far for at få trøst, udvikler et tilpasnings-dygtigt system i hjernen. Barnets afhængighed af omsorgspersonens regulerende funktioner vil gradvist afløses af barnets evne til at regulere sig selv.

Gentagne oplevelser med en mor eller far, som kan anerkende barnets uro og vise, de har forstået det, og samtidig rumme og lindre den, vil betyde, at barnet udvikler sin evne til selv at tolerere negative tilstande og øger troen på, at der er en voksen, der støtter mig, når jeg har brug for hjælp til at ”falde ned” igen.
Barnet fødes med en parathed til udvikling, men det har brug for en omsorgsperson for, at hjernen kan modnes, fastslår Aida Hougaard Andersen.
– Hjernen modnes i og gennem relationen, den følelsesmæssige modning afhænger af måden, moren eller faren regulerer barnets følelser på. Hver samspilssituation er en stimulus for barnet og lagrer sig i hjernen. Jo flere oplevelser af samme art, desto lettere er det at aktivere. Derfor er det det generelle og gennemgående præg i hjemmet, der får betydning og sætter sig i barnet, men også, hvis der er oplevelser, der er markant afvigende i forhold til det, barnet kender til.

Den måde som omsorgspersonen udfører en handling på – f.eks. måden barnet får børstet hår på – mærkes i barnet som en slags baggrundsfølelse.
– Gennem denne sans får barnet en fornemmelse af omsorgspersonens indre tilstand (f.eks. vi har travlt her til morgen, og jeg er lidt stresset), og det medfører en følelse af at være forbundet og udvikler evnen til at være i en afstemt kontakt.
– Dette er forløberen for udvikling af empati. At kunne afstemme sig på en relevant måde med et andet menneske, fordi man intuitivt har mærket den andens grundstemning.
Ud fra de oplevelser barnet har af sig selv sammen med andre, dannes der ”indre arbejdsmodeller”: – Det betyder, at barnet f.eks. har en arbejdsmodel for, hvordan det er at få noget at spise, og derudfra har barnet sine forventninger og tilpasser og styrer sin måde at være på i spisesituationen.

Hvis hjemmemiljøet derimod er kendetegnet ved omsorgssvigt og uforudsigelighed, vil nervesystemet sandsynligvis ikke kunne rumme nær så meget og hurtigt blive kaotisk.
– Børn har svært ved kaos, og det gælder også i kristne familier, fastslår Aida Hougaard Andersen. – Hvis far taler meget om Gud, og barnet samtidig bliver slået, hvis det ikke sidder stille i kirken, så opstår der kaos i barnet.
– Børn er nemlig utroligt følsomme og gennemskuer forældrene som ingenting. Det gælder også det kristne udtryk i hjemmet. Beder vi bordbøn som en tom vane, eller beder vi bordbøn, fordi vi er Gud taknemmelige for maden?
– Barnet er afhængig af relationen til kærlige, omsorgsfulde voksne, som er til at stole på, for at lære at regulere egne følelser og for at udvikle sig sundt. Dette gælder i alle hjem. I ”kristne hjem” er der selvfølgelig en risiko for, at børnene får budskabet ”galt i halsen”, hvis forældrene og hjemmet fx ikke er stabilt, eller det er præget af omsorgssvigt.

Læs mere i Foreningen Agapes temanummer om relationer og i Ugebrevet Søndag Morgen – www.sondagmorgen.dk.