Om udhængt frikirke: – Den stærkeste af alle
I bogen Fra Christensen til Krarup fortæller lektor Kurt E. Larsen, at Danmark sammenlignet med andre nordiske lande skiller sig ud ved at have forholdsvis små frikirker. Som trods dette har spillet en stor rolle i kirkelivet.Kurt E. Larsen
Teolog og lektor i kirkehistorie på Menighedsfakultetet i Århus.
I lyset af, at den nuværende kirkeminister stiller spørgsmålstegn ved, om en navngiven frikirke kan kaldes kristen, bringes her et par citater fra bogen. Det første giver et hurtigt vue over historien.
Det lave medlemstal i de frie kirkesamfund udelukkede dog ikke, at den romersk-katolske kirke og de forskellige evangeliske frikirker har gjort et stort arbejde og i kraft heraf spillet en uforholdsmæssig stor rolle i kirkelivet.
Gennem skoler og sociale institutioner, gennem søndagsskoler og spejderarbejde, gennem forkyndende møder i mange sammenhænge har de bragt den kristne tro ind i mange danskeres liv og hverdag. Dette arbejde er anerkendt i offentligheden
Kurt Larsen peger endvidere på, at frikirkernes beskedne medlemskartoteker ikke er ensbetydende med ringe opslutning.
Ud over de faste medlemmer har alle frikirkerne haft en større eller mindre periferi af folk, der som sympatisører deltog i frikirkens gudstjenester og møder. En stor del af kirkegængere i Danmark søger til en frikirke. I 1952 blev det anslået til cirka en tredjedel, i 1991 til 27 pct., i Storkøbenhavn samlede frikirkerne i 1995 næsten ligeså mange til gudstjenester og møder som Folkekirken
Frikirken har ofte formået at skabe et tiltrækkende gudstjenesteliv med plads til spontanitet og medarbejderskab, og samtidig har man i sit menighedsliv større mulighed for fleksibilitet og tilpasning til nye samfundsforhold og mødeformer.
I betragtning af at kirkeministeren har rejst tvivl om specifikt én frikirkes kristendom, nemlig Pinsekirken, er Kurt Larsens beskrivelse af netop dette kirkesamfund interessant.
Bevægelsen blev hurtigt ekspanderende og stærkt missionerende. Den har haft stærk fremgang i den ikke-vestlige verden og i mundtlige kulturer, men har også fået indgang her. I Norden er pinsebevægelsen i løbet af 1900-tallet blevet den stærkeste frikirke i alle lande.
Fra bogen, Fra Christensen til Krarup
af Kurt E. Larsen. Forlaget Kolon.