Skriv til Suh

Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen
Nordgårsvej 109
4030 Tune
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres. Du er velkommen til at være helt anonym, hvis du ønsker det. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk

Jeg har mange overspringshandlinger

Kære Suh
Jeg har et problem med at få gennemført ting – jeg udskyder og udskyder. Større projekter er det værste. Det kan give mig mavepine bare at tænke på dem, selv længe inden jeg har besluttet at gå i gang. Overspringshandlinger er der masser af, og selvom jeg oppe i hovedet er fast besluttet på at stoppe og komme i gang, er det ligesom om, min krop bare tager over og bliver ved med noget andet. Det ender med, at jeg ikke når det, jeg skulle have nået, og jeg bliver ked af det og sur på mig selv. Dagen efter er der endnu mere stress på, fordi jeg nu er bagefter og dermed har endnu mere ulyst til at gå i gang, og så kører det i ring. Hvad kan jeg gøre for at bryde dette mønster?
Hilsen E.

Kære E.
Overspringshandlinger handler som regel om, at man af forskellige grunde ikke har så meget lyst til at gå i gang med det pågældende. Det kan være, fordi man har meget mere lyst til noget andet – altså, at der er noget, der drager en del mere – at man er uoplagt/uinspireret og derfor vurderer, at udbyttet bliver bedre en anden dag, eller at man kommer i kontakt med ubehagelige følelser i forbindelse med den pågældende opgave.
Jeg kunne forestille mig, at det er det sidste, der er aktuelt i din situation, da du beskriver somatiske reaktioner som ondt i maven. Mavepine og ubehag i maveregionen (som ikke har en fysisk årsag) har ofte med angst at gøre. Måske din mavepine kommer af præstationsangst? Angst for ikke at kunne klare opgaven, ikke at slå til? Prøv at tænke efter, om der i forbindelse med din ulyst og dit ubehag ved de pågældende opgaver kunne ligge nogle tanker gemt, som måske handler om, at ”du duer ikke”, ”du er en fiasko”, ”du vil afsløre dig selv som dum” osv. Sådanne tanker giver stærke følelser af angst, frustration, magtesløshed, desperation m.m., og disse følelser vejer meget tungt i vægtskålen, når kroppen, psyken og hjernen forhandler om, hvorvidt du skal løse opgaven eller ej. Man kan sige, at din krop laver et regnestykke som konkluderer, at det er bedre at holde dig fra opgaven, idet det er langt værre at gennemleve de førnævnte tanker og følelser, end at du er bagud med noget arbejde.
Dette regnestykke foregår lynhurtigt og uden om din bevidsthed, og du har derfor ikke mulighed for at korrigere eller rette i regnestykket.
Det er dét, du skal til, hvis du vil ændre mønstret.
For det første må du ind og se på sandhedsværdien af de frygtsomme tanker og følelser. Identificer dem så konkret som muligt, skriv dem gerne ned. Gennemgå dem derefter én efter én og forhold dig til dem. Er det sandt, det de ”siger” til dig? Eller er de måske fastbrændte rester efter dårlige oplevelser i din opvækst – måske uheldige oplevelser i skolen eller i forhold til dine forældre? Prøv at finde konstruktive og mere sande alternativer til tankerne og skriv også disse ned. Øv dig i at tænke dem, sig dem højt for dig selv, når du skal til at løse en opgave.
For det andet, så må du i gang med at erkende, at det indre regnestykke ikke er korrekt. Det er muligvis en umiddelbar lettelse at flygte fra ubehaget i maven, men på længere sigt bliver du ked af det og vred på dig selv. Du får det altså ikke bedre, kun værre, så det kan ganske enkelt ikke betale sig. Prøv at være opmærksom på at have dette i baghovedet, når du skal i gang med at løse en opgave. Overdøv din indre stemme, der lokker dig til at springe over igen, og giv dig selv modet tilbage ved at fokusere på, at det er den eneste måde, du får det godt på på længere sigt.
Held og lykke med det.
Hilsen Suh

Jeg har underlige drømme om andre mænd

Kære Suh
Jeg er en ung kvinde, som lever i parforhold med min mand gennem 15 år, vi har børn sammen, og jeg trives overordnet vældig godt med min situation. Her på det sidste har jeg dog haft nogle underlige drømme om andre mænd, ikke nogen jeg kender, men som på forskellige måder har optrådt meget attraktive. I drømmene er jeg meget betaget af disse mænd og har nærmest følt de følelser, som man har, når man er nyforelsket. Det undrer mig meget, for jeg har på ingen måder lyst til at være sammen med andre mænd end min egen mand. Vi har det rigtig godt sammen, har en god kommunikation og et godt samliv. Vi kan da godt nogle gange være uenige om nogle ting, men jeg synes, vi får det løst på en god måde. Kan du fortælle mig, hvorfor jeg drømmer disse ting og hvad de betyder? Jeg ville gerne forstå dem bedre, for jeg har helt dårlig samvittighed over dem.
Hilsen ”Q”

Kære Q
Drømme kan have flere forskellige betydninger og bør kun tolkes ud fra et noget nærmere kendskab til indholdet og konteksten. Så hvad dine drømme præcist betyder, tør jeg ikke konkludere kun ud fra det, du har skrevet. Men jeg vil gerne komme med nogle kommentarer, som du kan tænke videre over, og som måske sætter dine drømme i et nyt lys.
Vore drømme er et produkt af det arbejde, som foregår i vores underbevidsthed. De kan derfor både afspejle ting, vi har oplevet i løbet af dagen, og som vi ikke er helt færdige med at bearbejde, eller som blot har gjort stort indtryk på os. Vore drømme kan også være et udtryk for ting, vi går og grubler over, er kede af eller bekymrede for.
Dine drømme behøver slet ikke at betyde, at du er på udkig efter en ny mand. Som du skriver, er der heller ikke noget i dit liv, der giver anledning til en sådan tolkning. Men de kan måske give fingerpeg om, at der kan være elementer i jeres forhold, som du savner – måske en endnu større eller anden form for opmærksomhed fra din mands side, netop som man oplever det som nyforelskede? Selv i velfungerende parforhold kan der være ting, man har glæde af at arbejde lidt med, men man kan måske være bange for netop at miste ”det gode forhold”, hvis man sætter fokus på det.
En anden vinkel på dine drømme er, at de ukendte mænd repræsenterer forskellige sider af dig selv – måske mere maskuline dele af dig – som du for nylig eller aktuelt er begyndt at komme i kontakt med, med positivt resultat? At markere sig mere kontant, sige mere fra og til eller sætte mere tydelige grænser kan være en form for at bruge den mere maskuline side af sig selv, og måske er det en sådan proces hos dig, din underbevidsthed reagerer på?
Endelig kan mændene repræsentere helt andre latente sider i dig eller uforløste drømme for dit liv, som du måske i øjeblikket er i gang med at forholde dig til?
Prøv at tænke de forskellige muligheder igennem og se om der er noget, der dukker op. Vær opmærksom på, at vores underbevidsthed kommunikerer i symboler, og at de ikke altid er lige tydelige. Mændene repræsenterer derfor næppe konkrete mænd, så du behøver ikke at have dårlig samvittighed – ikke engang på din underbevidstheds vegne.
Hilsen Suh

Hotline til Suh
På alle onsdage fra kl. 10-11 kan du ringe til Udfordringens psykolog Suh Jacobsen på 46 96 89 69.
Nogle af spørgsmålene bringes senere i brevkassen.
Du kan fortsat skrive pr. brev eller mail til:
Suh Jacobsen, Nordgårsvej 109,
4030 Tune, eller mail til:
Suh@Udfordringen.dk