Klippen på Vesterbro
en oase for narkomaner, hjemløse og prostituerede.Det er onsdag aften. Klokken er 19 og de første gæster ankommer til kontaktcenteret Klippen i Lille Colbjørnsensgade på Vesterbro. Gæsterne er hjemløse, narkomaner, alkoholikere og prostituerede. I Klippen får de varmen i ordets egentligste forstand. Medarbejderne tager sig af dem, lytter og taler med dem. De får varm kaffe eller te og så får de mulighed for at spise sig mætte i smørrebrød. Her er ro og tid til mennesker.
Udfordringen er på besøg denne onsdag aften og lidt efter kl. 19 tager vi med et team, Irene og Anette, på gaden for at give noget varmt at drikke, kaffe eller kakao, til pigerne, der trækker, hjemløse, som skutter sig i kulden, narkomaner på jagt efter stof. De to medarbejdere fra Klippen går en fast rute op forbi Hovedbanegården og ned ad Istedgade, hvor de gør holdt ved Mændenes Hus og ved Maria Kirkeplads.
Hurtigt møder vi Lasse, der får noget varmt at drikke og siger til Udfordringens medarbejdere: Klippen er bare verdens bedste sted. Jeg kommer der tit, måske går jeg også derned i aften. På den anden side af gade står flere unge afrikanske piger og trækker. Irene og Anette skrår over til dem og pigerne får noget at varme sig på. De skutter sig i kulden og siger: Her er meget koldt i aften. Vinden går lige gennem tøjet.
Turen fortsætter ned ad Istedgade. Mange genkender pigerne fra Klippen og kommer hen og får noget at varme sig på. Udenfor Mændenes Hus, et kommunalt værested, står mange og ryger, én nærmest ligger på knæ på trappen. Mange ser sølle ud, men de fleste lyser op, når de ser medarbejderne fra Klippen.
Ved Mændenes Hus er der udsolgt. Kanderne er tømte og vi vender tilbage til Klippen. Rundt omkring ved bordene sidder medarbejdere og snakker med gæsterne og der er vel omkring 25 gæster.
På vej tilbage til Klippen taler jeg med Irene og Anette om deres arbejde som frivillige hver onsdag aften. Irene, der har været medarbejder i Klippen i 3 år siger: Jeg er fast medarbejder på onsdagsholdet og det er bare så dejligt at være med. Jeg kan godt være meget træt, når jeg kommer, men jeg går altid opmuntret hjem og oplever, at det giver mig nye kræfter at være med. Anette er sygeplejerske og har været med i ½ år. Hun siger: Jeg er meget glad for at være med her, være med til at række ud til mennesker. Om kort tid starter jeg også som frivillig i Redens internationale arbejde. Jeg vil meget gerne være med til at hjælpe de prostituerede.
Der er 25 frivillige medarbejdere i Klippen, som kommer fra forskellige kirkelige sammenhænge. Irene kommer fra Kristen Fællesskab og Anette fra pinsekirken i Københavns Kristen Kulturcenter på Drejervej.
Da vi er tilbage i caféen falder Udfordringens medarbejder i snak med en hjemløs polak, Mario. Han fortæller, at han hver nat sover på stranden på Amager eller ved Klampenborg. Jeg lægger mig i min sovepose og har masser af trøjer på under en tyk jakke. Jeg klarer mig. På spørgsmålet om, hvorfor han er kommet til Danmark, siger han: Det er næsten umuligt at få arbejde i Polen og får man endelig arbejde, så tjener man så lidt, at man ikke kan forsørge sig selv. Jeg har ikke fået arbejde i Danmark endnu, men en restauratør på Bakken har sagt, at jeg skal komme til ham den 25. marts, så har jeg store chancer for at få arbejde for sæsonen. Han lyser op i et stort smil, da han fortalte det, ser op mod himlen, folder hænderne på brystet for at vise, at han vil takke Gud, hvis han får det arbejde.
På spørgsmålet om, hvorfor han sover på stranden siger han: Jeg har i flere nætter sovet på en madras hos Kirkens Korshær i Stengade, men der er så mange polakker, der drikker og er aggressive og dem har jeg ikke lyst til at være sammen med, så hellere sove på stranden og komme i Klippen, hvor jeg får varmen, lidt mad og er sammen med glade mennesker. De er så søde her.
Mens jeg snakker med Mario kommer 4 af gadens piger ind, 4 prostituerede fra Afrika. De 3 af dem mødte vi på gaden tidligere på aftenen. Jeg forsøger at få en snak med dem, men deres dansk er umuligt og deres engelsk er ikke meget bedre. Jeg forstår imidlertid, at de kommer fra Senegal, Kenya, Ghana og Nigeria. De er tydeligvis ikke ofre for trafficking. Så ville deres bagmænd næppe tillade dem at holde pause i Klippen. De er her på et 3-måneders visum og skal være ude af Danmark igen om en måned. De virker som om, de kører deres eget løb. Men i Istedgade og i gaderne der omkring møder man mange handlede kvinder, der er ofre for løfter om uddannelse og gode penge i Danmark. Rigtigt mange af dem kommer fra Østeuropa, men der er også en del fra Afrika.
Klokken 20.30 spiller jazzpianisten Mads Granov og hans kammerat Nikolaj op til fællessang af kristne kor. Aftenens gudstjeneste er i gang. Der bliver sunget, bedt og Johannes Fuchs prædiker. Efter gudstjenesten er der lagkage til alle, for Johannes har fødselsdag dagen efter og det skal fejres, inden gæsterne forsvinder ud i natten og kulden igen. Men de fleste kommer igen for i Klippen har de fundet en oase, der giver tryghed og et måltid mad og hvor de oplever glimt af Guds kærlighed.
