Menneskehandel

En gruppe unge fotografer fra en UMO-skole i Hawaii har forsøgt at bruge deres kunstform til at sætte fokus på menneskehandel. Dette har resulteret i en bog med billeder fra 20 forskellige lande.

I Ethiopien koster det 0,50$ at have sex med et barn. Fotobogen Sex + Money stiller spørgsmålet om, hvad et menneske er værd.

Tim Dyk er 22 år og kommer fra USA. Han har sammen med sin klassekammerat Jeong-Heon Kang fra Sydkorea rejst rundt i Skandinavien og fortalt sine oplevelser med menneskehandel rundt i verden.
– Vores projekt har resulteret i en fotobog der hedder “Sex + Money: A Global Search For Human Worth” og som består af billeder taget af mig og mine klassekammerater fra photogenX programmet på UMO-skolen i Kona, Hawaii, fortæller Tim Dyk og fortsætter:
– Jeg gik på skolen i efteråret 2006, da jeg begyndte at overveje hvordan jeg kunne bruge min kunstform, fotografi, til at gøre noget for andre end mig selv.
Det begyndte at gå op for mig, at jeg kunne bruge kunst til at gøre folk opmærksomme på problemer og behov rundt om i verden.
Så var det jeg hørte om det her projekt: The photogenX round the world track, som brugte fotografi til at tale om uretfærdighed. Det lød hen i retning af det, jeg ønskede at bruge min kunst til, så jeg besluttede mig for at melde mig til.

Verden rundt

PhotogenX holdet bestod af en flok unge kristne fotografer fra i alt 8 forskellige lande.
De rejste sammen rundt til 20 forskellige lande fordelt over alle beboede kontinenter. Der tog de billeder og skrev historier om de mennesker de mødte.
– I starten virkede vores oplevelser meget forskellige og af og til tilfældige. Men som vi fortsatte vores rejser, begyndte vi at kunne se nogle tendenser.
I hvert land var der sørgelige historier om mennesker der led under sult, sygdom og ensomhed. Men der var også en endnu værre tendens: Menneskehandel eller Trafficking, fortæller Tim.

Gør det personligt

Trafficking er et meget udbredt problem, hvor kvinder og børn bliver solgt som sex-slaver for penge.
Fænomenet findes over hele verden og man kan spørge sig selv, hvad en flok unge fotografer kan stille op, med så stort et problem.
– Som fotografer kunne vi tage billeder af rigtige mennesker som lider under konsekvenserne af trafficking. Det giver en mulighed for at vise problemet på en langt mere personlig måde, end hvis man bare ser på papirer med statistikker.
Det er ret let at kigge væk fra en side med statistik, men det er knap så let at ignorere et fotografi, der fortæller et specifikt menneskes historie, siger Tim Dyk.

Ikke bare et stunt

Da photogenX gruppen kom hjem til Hawaii efter deres rejse begyndte de straks at arbejde med deres bog Sex + Money, som med stærke fotos og små historier sætter ansigter på virkelighedens menneskehandel.
– Vi håber virkelig at folk ikke bare stopper, når de har købt bogen, for vores hovedmål er ikke at sælge bøger.
Vi håber og stoler på, at bogen vil få folk til at få øjnene op for dette problem og få lyst til at gøre noget ved det. Hvis de, der læser bogen, går aktivt ind i kampen for at komme menneskehandel til livs kan de måske også få andre med til det. sPå den måde er det her meget mere end et engangs velgørenhedsstunt, fortæller Tim.
Potentiale i Danmark
Hvis der for alvor skal sættes en stopper for menneskehandel og trafficking er hele verden nødt til at være opmærksomme på problemet og gøre noget ved det.
Det er derfor Tim og Jeong-Heon har brugt et par måneder i Skandinavien på at fortælle om deres oplevelser.
– Vi tog til Skandinavien for at vejlede især de unge i hvordan de kan bruge deres ressourcer til at sprede håb i verden.
– Jeong-Heon og jeg tror, at denne generation af skandinavere har et stort potentiale til at være med til at stoppe det misbrug af sex og penge, som foregår i dag, siger Tim.
Da de to klassekammerater var i København holdt de bl.a. en fotoudstilling på Café Retro og et foredrag for en kirkelig ungdomsgruppe.
– De unge virkede lidt overvældede over, hvor virkeligt problemet egentlig er.
Det virkede som om de fleste godt vidste, at trafficking er et problem, men ikke at det er et så omfattende problem.
Da vi fortalte vores historier, begyndte de at tænke over, hvordan trafficking ser ud i Danmark, og hvad man kan gøre ved det. Det er første skridt på vejen, slutter Tim.