Viser spedalske Guds kærlighed
Kristina og Simon Nøddebo Balle besøgte i februar Spedalskheds-missionens danske hospital i Bangladesh, hvor behovene er enorme.Spedalskhed kan helbredes. Alligevel skaber sygdommen store problemer i Bangladesh, der tillige er et af verdens fattigste lande.
For Kristina og Simon Nøddebo Balle er det blevet en personlig mission at bekæmpe uvidenheden om den destruktive sygdom.
Det meste af februar tilbragte de på Spedalskhedsmissionens hospital, Danish Bangladesh Leprosy Hospital, i Nilphamari. En by beliggende i det nordlige Bangladesh.
Siden hjemkomsten har det 20-årige ægtepar haft travlt med at holde foredrag for kirkefolk, konfirmander og i ungdomsklubber.
Uvidenhed er nemlig den største trussel ved spedalskhed. En uvidenhed, der til parrets overraskelse er lige så stor i Danmark som i Bangladesh. For bengalere kan den pauvre paratviden imidlertid forstærke de mange andre problemer, man slås med.
– Det er det, der er så tragisk. Det er så nemt at kurere, men det hærger, fordi folk ved for lidt om, hvad spedalskhed er, og om hvordan de skal komme af med det, forklarer Kristina og tilføjer, at det især er fattige lande som Bangladesh med dårlig hygiejne og ringe sanitære forhold, der rammes.
Foruden en enorm fattigdom tilføjer Simon, at der hersker stor mystik omkring sygdommen. Hvilket indebærer, at man som smittet risikerer at blive udstødt af samfundet.
– Derfor holder mennesker, der rammes af spedalskhed, sygdommen skjult, indtil den er så fremskreden, at det fører til alvorlige handicaps eller amputationer. Dermed bliver de smittede uarbejdsdygtige, hvilket igen forstærker fattigdommen, påpeger han.
Det lumske ved spedalskhed er, at det svækker samspillet mellem lemmer og hjerne, således at hænder og fødder ikke blot visner, men bliver følelsesløse. En spedalsk bengaler bliver dermed sårbar over for skader og skavanker.
– De er jo så fattige, at de ufortrødent går på arbejde med store, åbne sår, så længe de ikke kan mærke noget, indskyder Kristina, der ligesom Simon har dyb respekt for det hårdtarbejdende sygehuspersonale, der for få midler tager kampen op mod den eskalerende sygdom.
En indsats, der kan synes håbløs i et land, hvor befolkningstallet på anslået 150 mio. er blandt de største i verden, og hvor størsteparten lever under fattigdomsgrænsen. Befolkningstætheden svarer til, at hele Danmarks befolkning bosatte sig i Vendsyssel.
At dråber i så mægtigt et menneskehav alligevel nytter, fik det unge par syn for i deres månedlange ophold på det danskopførte spedalskhedshospital, der blandt andet støttes af Danida.
– Vi spurgte på et tidspunkt sygehusdirektøren, hvad han gjorde for at holde modet oppe, og han svarede ved at vise os nogle billeder på sin opslagstavle af patienter før og efter de operationer, der sikrede deres førlighed. Det var ret bevægende, for han blev selv meget berørt af at fortælle om det, husker Kristina, der ofte var genstand for bengalernes taknemlighed til Danmark for det mere end 30 år gamle spedalskhedshospital.
I dag indgår hospitalet i det øvrige hospitalsvæsen i Bangladesh og understøttes blandt andet af den danske afdeling af den internationale spedalskhedsmission. Samarbejdet med det øvrige hospitalsvæsen er vigtigt for at afmystificere spedalskhed i forhold til andre sygdomme.
Foruden engagementet i Spedalskhedsmissionen er Kristina og Simon aktive i et blomstrende OASE-fællesskab i Aabenraa. Et arbejde, de oplever, Gud har kaldet dem til. I hvert fald foreløbigt. Opholdet på missionsmarken har sat sine spor, og parret udelukker ikke, at de kunne lokkes af sted igen.
– Det gjorde stærkt indtryk, at folk dernede sagde på gensyn, siger parret, hvis mål med opholdet i februar specifikt var at indsamle viden om sammenhængen mellem Spedalskhedsmissionens forgrenede arbejde. Et arbejde, der blandt andet omfatter mikrolån og sociale programmer for ekstremt fattige.
At det blev muligt for dem at få indblik i det næstekærlige arbejde, kalder Kristina uden tøven for en velsignelse, der langt overgik andre drømme.
Det missionerende aspekt i Spedalskhedsmissionens arbejde er kendetegnet af eksempler frem for argumenter. En form, der ifølge Simon gør indtryk i et land, hvor islam kræver burka for kvinder, og hinduismen inddeler folk i kaster.
– Det at cykeltaxa-chauffører, direktører og kvinder behandles ens, og at tro ikke er en forudsætning for at få hjælp, er en ny tanke for mange, hvilket afføder mange spørgsmål, bemærker han, og Kristina konkluderer:
– Man gør, som Jesus gjorde. Man hjælper de fattige og spedalske. Frem for at snakke om Gud, viser man dem Gud.
