Bededag i bedste sendetid
Som optakt til store bededag i Danmark kan man dagen før foran sin tv-skærm opleve USAs Nationale Bededag, der transmiteres live fra Washington. For danskere, der har svært ved at vente til store bededag på fredag, kan et vue fra USAs Nationale Bededag opleves live fra den amerikanske hovedstad Washington via God TV.
Det er 58. gang, millioner af amerikanere forenes i bøn på tværs af stater og kirkeskel.
Bønneemnerne omfatter blandt andet regeringen, forretningsverdenen, medier, kirker og familier.
Trods det nationale fokus har den globale tv-kanal God TV valgt at sende live fra Washington i bedste sendetid.
– Vi opmuntrer alle vore seere til at deltage i dette bønneinitiativ, lyder det fra tv-direktør Wendy Alec.
Værter ved bønne-eventen er Beth More og Shirley Dobson, der også står i spidsen for arrangørerne bag bededagen.
Hvorvidt Det Hvide Hus deltager, som det var tilfældet under præsident Bush, har ikke kunnet oplyses.
Med udgangspunkt i Salme 33,22 ventes til gengæld deltagelse fra højere sted: Lad din godhed komme over os, Herre, for vi venter på dig.
National Day of Prayer, live fra Washington. God TV torsdag den 7. maj kl. 21.30.