Bøn er en personlig samtale med Gud

Bøn aktiverer vores hjerner på samme måde, som når vi relaterer til en anden person. Samtidig når bønnens tanker videre ud fra vores person, viser undersøgelser. To forskningsprojekter viser, at personlig bøn til Gud dels aktiverer de områder af hjernen, vi bruger til at relatere til andre mennesker med, og dels når ud over vores egen person som en slags åndelig tankeoverføring.Svend Løbner
er journalist i cPress og nyhedsredaktør i Udfordringen.

Bøn er således hverken tomme remser eller henvist til et særligt område af hjernen, der kun har med Gud og tro at gøre. Bøn er en integreret del af menneskets personlighed. Og når vi beder, kommunikerer vi med andre personligheder – som i det aktuelle tilfælde: Gud.

– Bed en personlig bøn til Gud, og fremsig derefter en række ønsker til julemanden.
Det fik 20 indremissionske unge besked på af cand. mag. og phd-studerende Uffe Schjødt, mens de lå i en hjernescanner. De fik også besked på at recitere Fadervor og derefter gengive et børnerim. Begge forsøg var et led i religionspsykologens hjerneforskning.
Og resultatet var ikke til at tage fejl af: Der er forskel på hjerneaktiviteten, når en person beder til Gud og ønsker noget fra julemanden. Derimod er der ikke forskel på at recitere Fadervor og fremsige en børneremse – måske fordi personerne blot gengav bønnen som en remse.
Der er heller ikke et bestemt ”guds-område” i hjernen. Tvært imod aktiverede forsøgspersonernes personlige bøn til Gud de samme områder, som aktiveres, når man indgår i personlige relationer med mennesker.
Det fortæller og uddyber Uffe Schjødt i en videnskabelig artikel i Dansk Psykologisk Forenings tidsskrift Psyke & Logos. Resultaterne viser ”et markant mønster af aktiveringer under personlig bøn i områder, som korrellerer med socialkognition og selv-referentiel tænkning (dvs. som har med socialopfattelse og selvregulering at gøre – red.).
– Denne observation er interessant, fordi forsøgets deltagere indgik i en direkte kommunikation med Gud om personlige anliggender. Personlig bøn til Gud aktiverer tilsyneladende de samme områder i hjernen, som aktiveres, når man forholder sig til en konkret person, skriver han.
At tro på Gud er som at have tillid til en person, fordi aktiveringen ”kan tolkes som en funktion af deltagernes tro på, at Gud modsat julemanden eksisterer og faktisk reagerer på den personlige bøn”.
Derfor er undersøgelsens konklusion, at ”de enkelte bønner aktiverede de områder, af hjernen, der svarede til hjernens kognitive (dvs. forståelsesmæssige – red.) indhold”.

Kan man i fuldt alvor forestille sig, at bønner går nogen steder hen?
Ja man kan, og det gik langsomt op for psykolog Jens Grundahl, mens han arbejdede sig igennem en kandidatafhandling på psykologistudiet ved Aarhus Universitet. Dette ”mere”… hedder afhandlingen om eksistensen af andre virkelighedsdimensioner. Resultatet foreligger i bogen ”Den virkelige verden”, udgivet på Gyldendal.
Jens Grundahl tager afsæt i et tankeoverføringsforsøg, hvor sender og modtager sidder i hver sit aflukkede og isolerede lokale med 100 meters afstand fra hinanden. ”Sender” er phd-studerende Ulla Böwadt, som skal se fire filmklip. Modtager er Jens Grundahl selv, og han skal gætte, hvilke af de fire klip senderen har set ud fra følelser og forestillinger. Han skriver i en rapport:
– Straks da de 20 minutters modtageperiode begynder, oplever jeg hjertebanken. Det er dramatisk, jeg får indtryk af forfølgelse. Senere, en kvinde bevæger sig opad… senere indtryk af blottede tænder i et brøl… der synes at være forskel mellem egne associationer og indtryk, der bare dukker op…
Efter modtageperioden får Grundahl lov til at se de fire filmklip og give score for, hvilke af klippene, der passer bedst til hans oplevelse. Der er ingen tvivl om, at det er film nr. 2, hvor et vildsvin forfølger en kat, der tager flugten op i en kaktus. Et vildsvinehoved ses i nærbillede:
– Det giver et sæt mig, da de blottede tænder ses, fortæller Grundahl.
Senere gennemføres endnu et tankeoverføringseksperiment, hvor Grundahl blot er kontrollant. Mens han sidder udenfor, fordriver han tiden med at notere nøgleord for indholdet af de film, han tror, senderen skal se – og de viser sig senere at passe på filmenes indhold.
Jens Grundahl bruger eksperimenterne til at påvise, at menneskets personlige tanker og følelser kan nå ud over egen krop og registreres af andre følsomme personer. Det øger sandsynligheden for, at bøn ikke blot er hjernegymnastik, men faktisk går et sted hen – måske til Gud.
– Nu og da medfører inderlig bøn en så kraftig indre bevægelse, at pludselige og målbare kropslige ændringer kan registreres, og det er nærliggende for den helbredte at tale om mirakuløs helbredelse og guddommelig indgriben, skriver han.
Men Jens Grundahl standser ikke her, for noget tyder på, at der er noget ”mere”, en anden virkelighedsdimension, som griber ind i den fysiske virkelighed.
– Virkeligheden beskrevet ved tid og rum er utilstrækkelig, siger han.

– Der er noget, der tyder på, at bønner ”går nogen steder hen”, at bøn kan gøre en forskel.
– Det kunne endvidere se ud, som om bøn muligvis også kan skabe bevægelse ”i himlen” og aktivere hjælp herfra. Hvilke logikker en sådan hjælp eventuelt opererer efter, vides ikke, indrømmer han.
Jens Grundahl fæster sig især ved de såkaldte Maria-åbenbaringer i Medjugorje i Bosnien-Hercegovina, fordi de efterlader sig spor – her dokumenteret af biokemikeren Boguslaw Lipinski:
– Med et såkaldt elektroskop, der kan registrere såvel elektrisk ladede luftioner som ioniserende stråling fra radioaktive elementer, foretog Lipinski fra den 15. til den 19. marts 1985 en række målinger på forskellige steder og på varierende tidspunkter i Medjugorje, bl.a. foretog han målinger uden for kirken og i ”åbenbaringsrummet” i kirken. Ifølge Lipinskis målinger burde seerne være døde.
I artiklen Den vestlige medicins kristne rødder, skriver Lipinski om ekstreme målinger på 100.000 millirad/t, målt under en åbenbaring fredag den 15. marts 1985:
– Omkring kl. 16, da sognets beboere og pilgrimme begyndte at samles og bede, begyndte målingerne langsomt at stige og nåede et maksimum på 20.000 millirad/t for så at falde igen efter messen. Sådanne toppe af stråling blev målt på i alt seks forskellige tidspunkter og på fire adskilte lokaliteter. Øjensynlig målte elektroskopet en form for stråling, som ikke havde en radioaktiv kilde, ellers ville seerne være døde for lang tid siden!

Jens Grundahl konkluderer i sin bog, at bøn bør tages med i behandlingen af syge:
– Bøn, såvel den centrerede som den friere form, kan være en ressource, der kan understøtte en terapeutisk proces. Jeg tænker, at fag som medicin, psykologi og teologi må befrugte hinanden.
Og derfor foreslår han at bruge bønnen Fadervor som en slagt guddommelig terapi med ”følelsesmæssige potentialer” og ”indre bevægelser” som alle er sundhedsfremmende. Følgende fem faser i Fadervor er centrale i psykoterapi:
1. Gennem bønnen samler man sig og udtrykker, hvad hjertet er fuldt af.
2. Gennem bønnen ”giver man slip”. Når man beder ”ske din vilje”, etableres en større rummelighed og accept over for det, som er.
3. Gennem bønnen aktiveres man, fordi der også formuleres et ønske.
4. Gennem bønnen skiftes perspektivet fra ”jeg” til evighedsperspektivet, idet man beder ”Vor Fader, du som er himlene…”
5. Gennem bønnen indgydes mod til at leve, fordi den kristne bøn rettes mod en kærlig og tilgivende Gud.