Er det virkelig dig Gud?
Jeg rejser ikke ud og hjælper folk i nød, hvis jeg ikke er helt sikker på, at det er Gud, der beder mig om det, fortæller Sanna Hammer, leder af UMO på Færøerne.En bidende kold vinteraften på Færøerne. Det sner. Vejene er ufremkommelige. Langt ude i én af bygderne, i et lille hus, er en kvinde faldet om i sit køkken.
Her ligger hun og skriger af smerte.
Hun er ikke syg. Hun fejler ingenting.
Men hun har veer.
Kvindens mand hjælper til så godt, han kan. Han vrider sine hænder af ængstelse og kigger nervøst på kvinden. Fødslen er gået i gang – seks uger for tidligt. Vil barnet overleve? Han spærrer øjnene op, da han ser det væsen, der nu bliver presset ud på køkkengulvet. Hvad er det? Det er en pige, men hun er så lille bitte, at hun snart vil dø.
Som det er skik og brug på Færøerne, kan man ikke lægge barnet i graven, uden at det er døbt. Og da det vil tage timer, før præsten når frem, tager manden det lille væsen forsigtigt i sin favn, bærer det over til køkkenvasken, og døber det. Herefter putter han barnet ned i en skotøjsæske, som han sætter på en hylde ved siden af komfuret. Et sted, hvor der altid er varmt.
Og nu begynder manden og kvinden sammen at bede til Gud. Kære Gud, lad vores lille pige overleve.
– Gud hørte mine forældres bøn, for jeg er jo i live, som du kan se, fortæller Sanna og smiler stort.
– I en del år, efter at jeg var født, vandrede folk i stimevis over fjeldene. De valfartede til vores hjem, for at se den lille bitte pige. Det var mig, de ville kigge på. Jeg var en sjældenhed. En slags seværdighed!
Heldigvis begyndte jeg pludselig at vokse, og da jeg var 14 år, havde jeg den højde, som jeg har i dag.
At finde bøgetræer og blide kornmarker på Færøerne er lige så sjældent som at se palmer gro på indlandsisen.
Naturen her er rå og strid. Fjelde, der ligner mammut-flintøkser, tårner sig op alle vegne. Skrænter så stejle, at kun fårene forstår at stå fast. Man skulle tro, de havde klister under klovene, for uanset hvor meget det stormer, falder de aldrig ned.
Sanna er vokset sammen med naturen. Hun kender hver en sten på Færøerne. Og hun elsker stedet.
– Færøerne er det bedste sted at bede til Gud. De irske munke, som kom hertil i året 625, mente, at atmosfæren på øerne var specielt egnet til at søge Gud og bede til ham. De har gødet jorden med bøn, og hermed har de lagt grobund for et folk, der beder meget. For man må sige, at vi færinger, vi beder rigtig meget til Gud, fortæller Sanna.
Du er i kraft af dit arbejde som leder i UMO ofte ude på missionsmarken. Har du altid ønsket det arbejde?
– Det må jeg sige nej til. I mine unge dage var jeg lidt af en rebel. Jeg gik imod Gud. Flygtede faktisk fra ham, ligesom Jonas i Bibelen. Jeg valgte bevidst en uddannelse, som jeg mente var uegnet til brug ude i missionsmarken. Jeg ville væk fra Færøerne.
Hvor rejste du hen, og hvilken uddannelse fik du?
– Jeg rejste til Danmark, hvor jeg uddannede mig indenfor psykiatrien. Jeg blev psykiatrisk plejer og arbejdede i mange år på Glostrup sygehus.
– Da jeg efter nogle år kom tilbage til Færøerne, var der ved at ske noget nyt inden for de kristne kredse. Unge mennesker mødtes, ikke længere på en bar eller et diskotek, men hjemme hos hinanden. De bad sammen og læste i Bibelen. Gud havde lagt en længsel efter ham ned i deres hjerter. Mens de unge bad, skete der mirakler, tegn og undere.
Kan du nævne nogle af de mirakler, som skete dengang?
– En aften var de unge samlede i et hjem i Thorshavn. De bad ikke specifikt for nogen, sad bare og priste Herren. I en anden by sad en kvinde, som i mange år havde lidt af svær leddegigt i sine hænder. Det var blevet så slemt, at hun ikke kunne skære et stykke kage eller smøre et stykke brød. Pludselig begyndte hendes hænder at lyse. Et stærkt hvidt lys bevægede sig rundt omkring hendes hænder – på få sekunder blev hun fuldstændig helbredt.
Du har rejst rundt i verden og hjulpet folk i nød. Du har oplevet mange fantastiske ting. Hvad har egentlig gjort størst indtryk på dig?
– Guds barmhjertighed er det, der har gjort størst indtryk på mig. Han er virkelig den FAR, som han giver udtryk for i Bibelen. En far der ønsker at vise kærlighed og omsorg for sine børn.
– Jeg glemmer aldrig én bestemt situation. Jeg og nogle andre fra UMO var rejst til Manila for at hjælpe de folk, der bor i Smokey Mountain. Det er en mega losseplads, hvor 20.00 mennesker lever i et ubeskriveligt svineri og en stank, der går gennem marv og ben.
– Da vi kom ud til dette frygtelige sted, så jeg en lille pige på to år sidde midt på lossepladsen. Hun var nøgen og sad i sit eget lort. Hun var overladt til sig selv, og jeg kunne konstatere, at hun var i en dyb, dyb depression.
– I samme øjeblik jeg så pigen, følte jeg i mit hjerte, at Gud havde sendt mig hertil, ene og alene for denne lille piges skyld. Pigen hed Joy, som betyder glæde. Da hun havde fået mad, var blevet vasket, fået rent tøj på og frem for alt fået den omsorg og kærlighed, som hun havde brug for, levede hun op til sit navn. Glæden, begyndte at pible frem i hende. Hun fik et helt nyt liv.
Hvorfra får du penge til alle de rejser, Gud sender dig ud på? Og hvem bestemmer, hvor det er, du skal rejse hen?
– Gud er min forsørger. Det er ham, der betaler mine rejser. Det er også ham, der taler til mig om, hvor jeg skal rejse hen.
Hvordan taler han til dig?
– Han taler aldrig til mig med en hørlig stemme eller skriver det på væggen med flammeskrift. Når jeg går hjemme i mine stuer og pludselig får en tanke om f. eks at rejse til et land, hvor mange mennesker er i nød, spørger jeg altid Gud: Er det virkelig dig Gud, der taler til mig? Først når jeg er sikker på, at det er Gud, der har talt, og han stadfæster det, han har bedt mig om at gøre, går jeg i gang med forberedelserne til rejsen.
Du lever i tro. Hvad vil det egentlig sige?
– Lad mig give dig et eksempel:
For nogle år siden, havde Gud talt til mig om at tage til Filippinerne. Flybilletten kostede 10.000 kr.
– Jeg vidste, at Gud mente det alvorligt, at jeg skulle af sted, så jeg gik i bøn og bad ham om at give mig de penge, billetten kostede.
– Jeg bestilte billetten hos Atlantic Airways. Dengang behøvede man ikke som nu at betale med det samme. Det kunne vente til selve afrejsedagen. Jeg pakkede min kuffert, og den dag, jeg skulle rejse, kørte jeg til lufthavnen. Jeg stillede mig op i køen, og som alle de andre ventede jeg på at tjekke ind. Jeg havde mit pas, men endnu ikke en øre til at betale min flybillet. Ca. en halv time før afgang kommer en mand gående hen til mig, giver mig en konvolut i hånden og siger: Gud har sagt, at jeg skal give dig de her penge. God tur. Og så gik han igen.
– Da jeg åbnede konvolutten, fandt jeg 10.000 kr., plus lidt lommepenge. I samme øjeblik blev der kaldt ud til afgang. Jeg betalte min billet, tjekkede ind, og min rejse kunne begynde. Gud kommer aldrig for sent!
