Exercitus F.C. pelsede isbjørnen!
Hvem var det der vandt i dag? Det var dem fra F.C. af. Det var snart en måned siden, den gamle sejrssang var blevet sunget i omklædningsrummet efter kampen hos det kristne fodboldhold Exercitus F.C. Men i tirsdags gjalede sejrsråbet endelig igen. Årsagen var sejren over det grønlandske fodboldhold FC Nanoq, der trods flere grønlandske landsholdsspillere ikke kunne yde nok modstand og måtte gå fra kampen med et 3-0 nederlag.Nanoq der betyder isbjørn på grønlandsk spillede også i række med Exercitus F.C. sidste år, ja faktisk var det disse to klubber, der sidste år kæmpede om første pladsen i serie 4. Så kampen var bare en forlængelse af mange tidligere lokalbrag. Med sejren holder EFC stadig liv i overlevelsen, mens de grønlandske spillere skal til at vinde en del kampe, hvis de også skal spille serie 3 næste år.
Træner Tobias Ambs-Thomsen var naturligvis meget tilfreds efter kampen:
– Det er første gang i lang tid, at vi igen har stået sammen som hold. Vi har været ramt af mange skader og afbud hos mange nøglespillere i år, og det har taget tid at vende os til den stærkere modstand, vi får i år. Men i går spillede vi endelig det fodbold, vi ved vi kan. Jeg havde ændret taktikken tilbage til det, der gave pote sidste år, nemlig fokus på en stærk definsiv, og det gav pote. Vi gav meget få chancer væk, og specielt vores midtbane med Simon Grud og Andreas Krogh spillede en super kamp. Det var en fornøjelse at være med i dag.
Allerede på fredag venter dog en ny svær opgave, hvor Exercitus F.C. skal spille endnu et nedrykningsopgør mod BK Royal, hvis mest prominente spiller er den proffesionelle pokerspiller Gus Hansen.
– Hvis vi taber den kamp, kan vi ikke bruge dagens sejr til ret meget, så mangler vi igen point. Så det er vigtigt, at vi kommer ned på jorden igen og spiller lige så koncentreret igen.
Mens 2. holdet i serie 5 har været forrygende i sæsonstarten, er de desværre nu gået lidt i stå. Specielt i sidste kamp mod Amager så man, at træerne ikke vokser ind i himmelen. Efter en 3-2 føring førte et par dumme fejl til et 4-5 nederlag, og nu bliver de næste kampe enormt afgørende for, om man når sæsonmålet om en oprykning til serie 4.
Damerne derimod er stadig flyvende og er efter seks kampe stadig ubesejrede i deres række. Mette Iversens hold har været deres modstandere teknisk, taktisk og fodboldmæssigt overlegne i seks kampe nu, og oprykningen kan kun misses, hvis alle spillere bliver skadet på en gang.
Hvis du ikke har tålmodighed til at vente til næste opdate her i avisen, kan man altid følge alle resultater og stillinger på klubbens hjemmeside: exercitus.dk
Ud over fodbolden har Exercistus F.C. tit gang i en masse andre ting. I øjeblikket samler man brugt fodboldudstyr ind til et fodboldprojekt i Afrika. Så ligger du inde med et par gode støvler eller skinner, strømper eller andet godt udstyr, så tag kontakt til klubben.