Næstekærlighed i Jerusalem
Linda Møller er lige kommet hjem efter 14 år i Jerusalem, hvor hun har plejet alt fra psykiatriske patienter til terrorofre og sårede soldater.Nogle kan bare ikke lade være. De må bare tage sig af andre mennesker. Sådan én er Linda Møller fra Jerusalem.
Hun er netop landet i Kastrup Lufthavn den 18. maj efter hele 14 års pleje af psykiatriske patienter, ældre, syge, handicappede, døende og endda veteraner og terrorofre i Israel.
Hvad fremtiden vil bringe, ved den karske sygeplejerske ikke endnu. Men det jødiske folk vil altid have en stor plads i hendes hjerte.
Vi møder hende i Jerusalem kort før hjemrejsen og spørger, hvad hendes største wauw-oplevelse har været i de 14 år?
– Det var en SOS-situation, hvor en mand faldt død om, og jeg skulle give hjertemassage. Da følte jeg, at Gud i sin nåde sikrede, at jeg var der som sygeplejerske – selv om jeg ikke er særlig teknisk anlagt og aldrig har givet hjertemassage før. Inden for et par minutter kom en læge. Efter en hjerteoperation var manden på højkant, og nogle måneder senere kunne jeg se ham leve livet. Det var stort!
Hendes wauw-oplevelser går altid på mødet med mennesker og oplevelsen af landet, forklarer hun.
– Jeg har tit tænkt: wauw, sikke en personlighed, wauw, sikke en historie, wauw sikke en karisma, når jeg har mødt mennesker. Og hvor tit har jeg ikke travet ture i naturen og sagt wauw, sikke en skønhed, sikke en natur, sikke en dramatik, det er bare så særpræget og enestående!
Linda Møller er udsendt af Dansk-Jødisk Venskab og startede med at læse hebraisk i ét år, inden hun kastede sig ud i socialt volontørarbejde. Filosofien bag arbejdet er et citat fra Esajas bog: Trøst, ja trøst mit folk. Og det ville Linda så gøre ved at bruge sin sygeplejeuddannelse i omsorg for psykisk syge, ældre, sårede og handicappede.
Hun har i en årrække arbejdet på psykiatriske hospitaler i Jerusalem, dels blandt depressive patienter, og dels i ergoterapi og udslusning. Derefter arbejdede hun otte år på et hospice for døende.
Ind imellem har hun også været besøgsven for terrorofre og for en aids-patient. Det sidste år har hun arbejdet på et rehabiliteringscenter for sårede soldater og terrorofre.
– Jeg gik på kunsthøjskole et halvt år for at lære teknikker omkring tegning, maling og keramik. Det fik jeg brug for i to terapeutiske grupper, en malergruppe og en keramikgruppe på soldaterhjemmet.
Soldaterhjemmet i Jerusalem er et ud af fire i landet, og fungerer som et åbent dagcenter. De har tre tilbud: sport og genoptræning, kunst og kultur, samt uddannelse i bl.a sprog, matematik og computer. Der er åbent fra tidlig morgen til sen aften for alle, som er sårede under udøvelse af deres tjeneste eller sårede under terrorangreb.
– Vi har bl.a. veteranerne, som er sårede under de tidlige krige, i seksdageskrigen i 1967 og i Yom Kippur krigen 73. Og helt unge først i 20erne, som er skadet under de sidste krige i Libanon og Gaza. Og så har vi terrorofre, blandt dem flere kvinder.
Nogle af dem har tilbragt et år på hospitalet og slås med masser af fysiske mén.
– Du ser dem komme med krykkestokke, i kørestole, lammede fra livet og nedefter, du ser dem med nakkekrave, med benamputationer. De har desuden psykiske traumer. Det er den klassiske med posttraumatisk stress, hvor lunten bliver kortere, de bliver forfulgt af mareridt og genoplever situationen igen og igen.
– Mange lider af depression, flere af soldaterhjemmets brugere har været seriøse selvmordskandidater. De syntes ikke, der var mere at leve for. De føler ikke, de er dem, de var, og hvordan finder de en ny fremtid?
Kunsten er et fantastisk terapeutisk værktøj, forklarer Linda Møller:
– Nogle af dem har været udsat for forfærdelige ting, de slet ikke har ord for. Hvordan beskriver man et mareridt? Da er farver og former gode udtryksformer, og det er tydeligt, at de genoplever det, de har været igennem, uden ord. Det er pragtfuldt at se, at nogle igen kan udtrykke sig og desuden har fundet nogle talenter frem, som de slet ikke vidste, de havde.
Hvordan har det været for dig selv?
– Jeg har oplevet det meget givende. Når du arbejder med mennesker, som har stået ansigt til ansigt med døden, så bliver livet på en eller anden måde intenst og nærværende. Hvis du har mistet din førlighed, så begynder du at lede efter andre niveauer af formåen. Og så bliver succesoplevelserne anderledes målt: I dag er det en succes, at du selv kan holde penslen, hvorimod det for tre år siden var en succes, at du kunne løbe og kravle og skyde med en M16.
– Det giver nogle andre lysglimt at ikke tage noget for givet, men indse, at hver dag er en gave. Jeg har lært meget af deres attitude. Vi snakker om survivors (overlevere – red.), folk der har kæmpet for en sag, er blevet sårede, og nu kæmper for deres overlevelse og livskvalitet.
Der er dage, hvor soldater og terrorofre sidder i mørke, men da håber Linda, at hendes tilstedeværelse, ord eller blot et håndtryk har gjort en forskel.
– Jeg har været der for dem, både i de smalltalks, der er i rygepauserne på terassen, men også i selve aktiviteten: Hvis lyset kommer ind fra den side, hvordan vil du så lægge skyggen? Det er en læreproces, hvor meget handler om lys og skygge.
– Det handler om hjertekontakt, og det er utroligt, hvilket niveau af fortrolighed, man kan opnå ved at være nærværende.
Og det blev illustreret ved Lindas afskedsreception på soldaterhjemmet, hvor hun fik en symbolsk gave, en lille skulptur: En hånd, der holder en kugle, der forestiller Jerusalem.
– Jeg tolker, at det er Gud, der holder byen oppe. Men de sagde, at skulpturen illustrerede den nænsomhed, hvormed jeg havde berørt Jerusalems borgere… Det er noget der trækker tårer. Det var meget smukt.
Ved folk hernede, at du er kristen?
– Ja, det rejser nogle spørgsmål, at jeg som kristen kommer herned som volontør: Hvorfor er du her, hvad er din drivkraft? For jøderne er Danmark et grønt eventyrland, så hvad i alverden søger jeg her? Det giver platform for kommunikation om livsværdier, de fælles rødder og relationen til Gud. Fordi det er et folk, der har få venner, gør det dem godt at vide, at nogen holder af dem. De har været udsat for så meget ondt, at der ingen tvivl er om, at det gør godt at blive elsket. At kærligheden får hænder og fødder, fordi kristne i Danmark gør det muligt at udsende volontører.
Hvad skal du fremover?
– Jeg skal stadig arbejde i Vorherres vingård, men det bliver blot i et andet hjørne. Jeg vil fortsat være engageret med det jødiske folk, men min base bliver en anden. Jeg er stadig en aktiv del af Dansk-Jødisk Venskab, men vil samtidig være en aktiv del af menighedslivet hjemme i København.
Et kapitel er slut, og et nyt tager sin begyndelse. Og som i en bog ved man ikke på forhånd, hvad der sker. Men en ting er sikker – årene med næstekærlighed til Jerusalem har sat aftryk i Linda. Nu vil hun gerne være jødernes ambassadør ved at tale deres sag i danske menigheder og foreninger. Og så vil hun opgradere sin sygeplejeuddannelse. Hvordan hun samtidig skal få brød på bordet, ved hun ikke endnu. Men tiden i Israel har lært hende at tage en dag ad gangen og møde de behov, der kommer på hendes vej.
