Ungt parti satser på ung dagsorden
Efter bruddet med KD er det nye Centerpartiet klar med sit første politiske udspil.- Unge er velsignet med en optimisme og et gå-på-mod, erklærer Per Schultz-Knudsen, der dog som tidligere kristendemokrat ønsker at nedtone den religiøse retorik.
Den velsignede ungdom bør ifølge Per Schultz-Knudsen og de øvrige initiativtagere til det nye Centerpartiet sikres mod at miste deres optimisme og gå-på-mod. Derfor er partiet nu klar med sit første politiske udspil til gavn for landet unge.
Ungdomsudspillet gør op med de traditionelt opdelte politikområder og omhandler alt fra boliger over tilskud til lærebøger og mindre bureaukrati for unge landmænd til mærkbare studenterrabatter og billige transportmuligheder hjem fra byen.
– De unge er fremtidens guld for et samfund, så alene af den grund skal vi give dem gode muligheder for at skabe deres liv.
– De unge har også et initiativ og en idérigdom, der ville være godt for hele samfundet at lytte til. Derfor begynder vi hos de unge, konstaterer Per Schultz-Knudsen.
Centerpartiet blev stiftet lørdag d. 17. januar og holder sit første ordinære landsmøde d. 20. juni.