Aase vil velsigne

Aase Svarre Thise har formidlet telefonandagt i 20 år.Hun sagde kun ja til at stå for Indre Missions telefonandagt i en kort periode. Nu har Aase Svarre Thise været daglig leder i 20 år.– Tænk, at Gud kan nå ud til mennesker gennem telefonen – og gennem hjemmesiden. Det er ret vildt!, siger hun. Og det er ”vildt”, at modtage 200.000 opkald om året fra mennesker, som søger styrke, vejledning og endda forbøn.
– Det er stort at høre om et menneske, som er kommet til tro på Jesus via andagten og en efterfølgende samtale med telefonvagten, siger Aase Svarre Thise.
Som daglig leder koordinerer hun en række frivillige andagtsholdere, telefonvagter og teknikere.

Ønsker forbøn

Hvem ringer ind?
– De første år var de fleste folk, som havde en eller anden tilknytning til en menighed, men som pga. alder eller dårligt helbred ikke kunne komme til gudstjeneste. Men der er også unge og voksne, der lytter med nu, og folk som ikke har nogen tilknytning til kirke eller missionshus.
De kan anonymt, og når som helst, ringe op og høre dagens andagt på ca. 2 min.
Hvad ringer de typisk om?
– Det kan være, de bare har brug for at tale med et menneske ”lige nu”. Eller det kan være på grund af sygdom, dødsfald i familien, eller bekymringer for børnene.
– Mange beder om forbøn, for sig selv, for andre eller for en konkret sygdom. Her er det så op til ”vagten”, om det skal være en personlig bøn, en af de ”færdige bønner” fra Salmebogen eller Fadervor. Mange finder tryghed i at få lov til at bede sammen med en, som de ikke kender, og som ikke kender dem.
– Oftest ønsker lytteren ”bare”, at man lytter, og måske vejleder. Tit sluttes der af med, at man beder med lytteren.

Hjælper trods ulykke

Det har været en udfordring for Aase at holde ud. Hun brækkede ryggen i en voldsom trafikulykke og er nu på førtidspension og har kun sparsomme kræfter.
– Det var mærkeligt at være den, der lå i sengen og skulle hjælpes. Det var mig, der som sygehjælper plejede at hjælpe den syge. Jeg kunne faktisk ikke engang folde mine hænder og orkede heller ikke at bede. Men Gud var med hele tiden og sørgede tilmed for, at nogen bad for mig, fortæller hun glad. Nu har jobbet, som blot skulle være en midlertidig løsning, varet i 20 år.
Hvad har været din bedste oplevelse?
– Når jeg er blevet ringet op af en, som takker for andagten og fortæller, at det har hjulpet vedkommende ”videre”. Det er dejligt at høre, og det gør mig både ydmyg og taknemmelig over at få lov at se, at Gud har vej alle steder.
Indre Missions Telefonandagt kan fejre 40 års jubilæum i år. Har telefonandagten en fremtid?– Ja helt sikkert. I en travl hverdag har mange brug for at ”koble af”. Nogle gør det ved i ro og mag at lytte til en andagt, mens de sidder i toget eller venter på bussen. Og eftersom mange forskellige holder andagterne, både mænd, kvinder, yngre og voksne, kendte og mindre kendte, vil der forhåbentlig altid være noget for den, der lytter.
Aase Svarre Thise har nu endelig valgt at stoppe som daglig leder.
Hvad skal du så få tiden til at gå med?
– Jeg glæder mig til at få læst nogle af alle de bøger, der venter på at blive læst. Og så vil jeg i øvrigt nyde rigtig meget, at jeg kan drikke kaffe med en nabo osv. Jeg ønsker at være dér, hvor Gud kan komme til med sin velsignelse, slutter Aase Svarre Thise. Og telefonandagten kan fortsat høres på tlf. 70 300 150.
Svend Løbner