Åbenhjertig og medrivende beretning

Grethe Livbjergs erindringer er skrevet i en tro på, at alt skal blive godt.Det er historien om et menneske, der voksede op i et snævert indremissionsk miljø på landet i Jylland, og som gennem et langt og turbulent liv erfarer, at Gud kan vende de mørke perioder til noget lyst og godt.Da jeg læste de første sider om forfatterens barndomsår, opdagede jeg, hvor mange lighedspunkter der var imellem Grethes tidligste oplevelser, og så mine egne: Vi er jævnaldrende, vores omgangskreds bestod af mennesker, der var kompromisløse i trosspørgsmål (som særligt jyderne var!), og vi var begge født nysgerrige og med mod på livet.
For hende var ”de andre” dem, der ikke hørte til Indre Mission, mens de andre for mig var dem, der endnu ikke havde oplevet sandheden i baptisternes liv og lære.
Var forskellen i vores opvækst i så henseende egentlig særlig stor? Vi blev begge begrænset i vore bestræbelser for at møde andre medmennesker og deres livsform på en naturlig og fri måde.
Og vi led under denne ”opdragelse”, som stækkede vore udfoldelsesmuligheder.

Grethe Livbjergs barndom giver hende, til trods for alle dystre oplevelser, en dyb længsel efter noget, som hun ikke dengang forstod, hvad var.
Noget af det positive, hun fik med fra sit kristne hjem, var kærligheden til Guds Ord – og så alt det, der blev sunget ind i hende gennem de gamle vækkelsessalmer.
Forfatterens liv var ikke problemfrit: sygdom og en skilsmisse belastede hendes ellers tilsyneladende umættelige livsmod.
Langsomt vækkes hendes interesse for katolicismen, og hun konverterer til den katolske kirke sammen med sin daværende mand i 1961.
Det fremgår af hendes beretning, at hun er meget optaget og engageret i den økumeniske og karismatiske bevægelse, hvilket ikke er fremherskende eller kendetegnende for den katolske kirke – tværtimod.

Måske er Grethe Livbjergs inderste ønske, at denne store ”moderkirke”, som den katolske kirke ofte bliver kaldt, måtte kunne give afkald på ønsket om sin status som den førende og bestemmende i hele kristenheden?
Hvis dette er tilfældet, må både forfatterens bog og hendes øvrige indsats mødes med forståelse og velvilje.
Som nævnt: skrevet af en tilsyneladende helhjertet økumeniker, mangler bogen i høj grad bevis for, at også den universelle Frikirke er en levende og virksom kirke, og at den derfor er velkommen i ”familien” på lige fod med fx den lutherske, den ortodokse og den katolske.

Kan vi så få glæde af at læse denne erindringsbog – kan vi lære noget af den?
Ja vi kan: vi kan være mere varsomme, når vi i vor selvsikkerhed vil sikre os, at andre – særligt vore børn – nu får den ”rette” tro, nemlig den vi har! Ikke alle formår som forfatteren at overvinde alle forhindringer i en forvisning og en stærk tro på, at alt skal blive godt.

Grethe Livbjerg:
Og alt skal blive godt
221 sider • kr. 229
Boedal i samarbejde med Katolsk Forlag