Chuck Missler giver lynkursus i Bibelen

Den amerikanske bibelunderviser indkredser bibelske sandheder via tv-skærmen.”Følg Chuck Missler i et detaljeret studie af den mest markante bog, der nogensinde er skrevet.”

God TV’s bibelunderviser, Chuck Missler.

Opfordringen kommer fra den kristne tv-kanal God TV, som hver torsdag og fredag byder på bibelstudie med stifteren af den kristne organisation Koinonia House, Chuck Missler.
Udsendelsesserien søger, med afsæt i Chuck Misslers bog fra 2002 ”Learn the Bible in 24 Hours”, at underbygge de bibelske sandheder med historiske analyser og videnskabelige fakta.
Ifølge underviseren er det bibelske lynkursus så grundigt, at seerne gennem sessionerne opnår en solid bibelkundskab.
– Undersøg visdommen i Ordsprogenes bog, billederne i Åbenbaringsbogen og Mosebøgernes vejledning. På blot 24 timer opnår du et klippefast fundament i Bibelens sandheder, erklærer Chuck Missler, hvis udsendelser har været bragt på God TV gennem nogle uger.
Emner og bibelafsnit fremgår af den ugentlige oversigt på tv-kanalens hjemmeside: www.god.tv.

Chuck Missler’s Learn the Bible in 24 Hours. God TV, torsdag kl. 21.30 og fredag kl. 9.30