Om at være fisk
Vi har et akvarium. Det er sådan et selskabsakvarium, hvor det mest handler om at holde fiskene i live, så børnene kan følge livets gang under vandet.Men det er lettere sagt end gjort. Da vi havde haft det cirka en måned, var der allerede forsvundet tre guppier og en molly. Det har været tæt på total fiskedød, hvor halvdelen af flokken lå og gispede nede på bunden, mens den anden halvdel svømmede rundt helt oppe ved overfladen i håb om at få opsnappet en smule ilt, men det hjalp at skifte vand nogle gange. Godt nok skal man ikke gå tur med fisk, men det betyder ikke, at der ikke skal gøres en indsats!
Nu går det meget bedre – det er da mindst et par uger siden, at vi sidst fandt en død fisk. Måske fordi rejerne i akvariet skynder sig at æde kadaverne. Den døde fisk, vi fandt, lå i øvrigt nede på gulvet bag akvariet. Hvad den skulle der, melder historien ikke noget om, men jeg har hørt tale om, at lige den type fisk godt kan lide at hoppe op over kanten på akvariet, hvis de kan komme til det.
Det er nok ikke nogen særlig sund hobby for en fisk at lege udbryderkonge – især hvis det indebærer at trække vejret oppe i den friske luft. De har det nu engang bedst i deres rette element – vandet. Men jeg har en svag mistanke om, at fisk er mindst lige så dumme som får. De ved ganske simpelthen ikke, hvad der er bedst for dem selv.
Nogle gange gælder det også for os mennesker. Vi har det ind imellem med at længes efter ting, som slet ikke er gode for os. Og jeg kan ligefrem godt finde på at bede Gud om at give mig et eller andet, som jeg brændende ønsker mig, selv om jeg inderst inde måske godt ved, at det enten er overflødigt, ligegyldigt eller ligefrem usundt. Hvis jeg så ikke får det, så kan jeg godt blive skuffet og lidt irriteret på Gud. Lige indtil jeg finder ud af, at det slet ikke var så fantastisk, det jeg gerne ville have, og at han måske endda har noget endnu bedre til mig.
Heldigvis har Gud det med at bære over med mig, selv når jeg opfører mig fjollet. Det er bare så godt. Det er min forsikring om, at det hele ikke går i fisk