Jøderne 3, de kristne 4

Søndag morgen bød på en underholdende religionskamp, nemlig fodboldkampen i serie 3 mellem Jøderne fra Hakoa og de Kristne fra F.C. Udfordringen. Det vides ikke, om Gud skulle besvare bønner fra begge hold – men faktum er, at de kristne trak sig sejrsrigt ud af opgøret.I kampen mod JIF Hakoa kom F.C. Udfordringen for en gangs skyld faktisk foran. Midtbanedynamo Niels Møller fik bolden på kanten af feltet og lagde flot bolden ind over målmanden. Desværre for ham ramte han overliggeren, men heldigvis for holdet var topscorer David Zimmermann hurtigt over returbolden og kunne fra tæt hold nemt sætte føringsmålet i kassen.
Hakoa kom dog hurtigt igen, og på gode 10 minutter lykkes det dem med flot fodboldspil at score to gange, og så var Udfordringen bagud igen, igen. Og det kunne endda være gået endnu værre. Hakoa fik et ikke helt korrekt straffespark, men heldigvis skød den jødiske angriber på stolpen. F.C.-spillerne troede dog som altid på, at sejren nok skulle komme, og inden pausen var holdet da også foran 2-3. Først fandt kreatøren Joachim Skov flot Claus Christensen, der tog et veltimet løb og elegant kunne runde keeperen og føre bolden ind i et tomt mål. Lidt senere opsnappede den spillende træner Tobias Ambs-Thomsen en bold i modstanderens forsvar, snød en forsvarer og satte bolden ind ad den ene stolperod.

Hektisk afslutning

Straks efter pausen satte Udfordringen sig endnu mere på kampen, da et flot hjørnespark blev headed ind af David Zimmermann – hans andet mål i kampen. Så troede de fleste, at kampen var lukket, men Hakoa ville det anderledes. De kæmpede sig ind i kampen igen og fik også stærkt reduceret til 3-4, og de var faktisk lige ved at udligne i kampens døende sekunder, men tæt ind foran mål var de ikke koldblodige nok.
Endnu en kamp var vundet, og det var dejligt at se, at holdet fortsætter de gode takter under det nye navn: F.C. Udfordringen.

7-mands slog Hakoa

For at gnide endnu mere salt i såret lykkedes det i midtugen også for 7-mandsholdet at slå Hakoa. De ubesejrede jøder fik et nedelag på 2-4, og dermed satte Udfordringen tyk streg under, hvem der styrer på fodboldbanen.

Flot status

Halvdelen af efterårets kampe er overstået for de blå/røde, og det er gået over alt forventning. Sidste år var holdet nyoprykker i serie 3 og havde efter de første syv kampe kun vundet et opgør. I år ser tingene helt anderledes ud. Efter de første syv kampe kan holdet sætte sejrskryds ud for fem kampe, og kun én kamp er tabt.
Alle de marginaler der ikke fulgte holdet i sidste sæson, er nu vendt tilbage, og i fem af syv kampe har holdet scoret i de sidste fem minutter af kampen. Disse mål har været særlig vigtige, da holdet har været bagud i alle kampe på nær en. Det viser høj moral, og det er den samme gejst, der skal føre holdet igennem resten af sæsonen.

Pigerne højt på strå igen

Efter et par store lussinger er der også kommet gang i pigerne igen. Under ledelse af den nye træner Filip Skovgaard kpm sæsonens anden sejr i hus, da Sønderbro Fight blev fejet til side med en sikker 5-2 sejr.
Samuel