Kirker bør blive bedre til at rumme børn og unge

Adventskirken i Vanløse har inviteret camp-ekspert til at udfordre kirkerne den 5. september.God pædagogik starter altid med næstekærlighed. Man skal vise børnene, at man kan li’ dem, og at de er o.k.

+Camp har netop holdt Girl Power lejr i sommer.

Det siger Rasmus Fischer, der er projektleder i +Camp og inviteret til at holde et debat-oplæg i Adventskirken lørdag den 5. september. +Camp vil forebygge og modarbejde kedelig fritid, inaktivitet, overvægt og følgerne af overvægt blandt børn og unge.
Og her er kærlighed universalmidlet. Også over for børn, der er lidt besværlige…
– På vores lejre er der altid nogle seje drenge, som siger: Hvad skal vi gøre for at blive smidt hjem? I kan ikke blive smidt hjem herfra, plejer jeg at sige. Det får dem til at slappe af, og efter et par dage har de sænket paraderne og fået en anden attitude, siger Rasmus.
Det vil være budskabet til de kristne ungdomsforeninger.
– I pædagogik skal man kunne rumme børnene. Ingen skal udelukkes fra fællesskabet eller gode oplevelser, fordi de er lidt besværlige.
– Vi mener, det er vigtigt, at vi i de Københavnske kirker er bevidste om, at vi har et ansvar for, hvilket billede unge mennesker har af kristendommen, og for hvordan dette formidles, siger Adventskirkens præst, Erik Meier Andersen.
– Hvordan møder vi de unge i ”øjenhøjde”, så de føler sig set og forstået, og hvordan gør vi tærsklen til kirken lavere, så dens budskab bliver aktuelt og vedkommende? spørger han.
Det vil Rasmus Fischer hjælpe med at svare på. Rasmus har de sidste fem år arbejdet med børn og unges sociale og udviklingsmæssige problemer.
Samme dag vil Ruben Andersen-Hoel, præst ved Frikirken Betlehem, dele erfaringer fra sine 10 års arbejde som efterskolelærer og ungdomspræst.