Kontroversiel teoretiker
Carl Schmitt var en tysk rets- og statsteoretiker (1888-1985), der på grund af sit medlemsskab af nazist-partiet og sin rolle som styrets juridiske rådgiver måtte lide den næsten forudsigelige skæbne efter krigen: at leve en lidt hengemt tilværelse i den akademiske verden. Mange afhandlinger om ham starter faktisk med at stille spørgsmålet om, hvorfor man i det hele taget skal læse ham; dette alene viser, at han er centrum for en stadig kontrovers.Hans værk går imidlertid også ind over områder som historie, filosofi, litteratur, idéhistorie og teologi, og han er derfor blevet mere og mere uomgængelig.
Den foreliggende bog består af to særskilte skrifter (fra 1922 og 1923).
I det første skrift lægger han ud med den berømte sætning: Suveræn er den, der træffer afgørelse om undtagelsestilstanden (s. 25), dvs. det øjeblik hvor man træder uden for den almindelige retsorden. Schmitt mener at finde det samme synspunkt helt tilbage til 1600-tallets naturrets-filosoffer og skriver:
Hvad enten kun Gud er suveræn, det vil sige den, der uimodsagt kan handle som hans stedfortræder i den jordiske virkelighed, eller om det er kejseren eller landsfyrsten eller folket, det vil sige dem, der uimodsagt får lov til at identificere sig med folket – så angår spørgsmålet altid … begrebets anvendelse i en konkret sag (s. 29). – I en helt konkret sag forsvarede Schmitt i juli 1934 Hitler og udtalte om ham, at han beskyttede retten. I dag anskues De Lange Knives Nat med ganske andre øjne.
I begrebet politisk teologi ligger hos Schmitt, at alle væsentlige begreber i den moderne statslære er verdsliggjorte teologiske begreber. Det kan også udtrykkes på den måde, at samfundslæren forholder sig til samfundet som teologien til Gud.
Det er så afgjort ikke hængekøje-læsning; noget lettere tilgængelig er bogens anden del, et essay om den katolske kirke og den politiske dagsorden. Her lægger han op til kirkens forpligtelse til at vælge side uden dog specifikt at sympatisere med nogle af parterne.
Carl Schmitt:
Politisk teologi & Romersk katolicisme og politisk form
128 sider 199 kr. Informations Forlag