Kristen speciallæge: – Kristne er godt rustede mod recession
Hvis finanskrisen bliver langvarig eller afløst af nye, kan troen være en værdifuld faktor.Mens den igangværende finanskrise endnu raser, advarer finansfolk om, at en ny kan være på vej.
Ifølge en rundspørge, Morgenavisen Jyllands-Posten har foretaget blandt danske bankdirektører, bliver finanskrisen ikke alene langvarig og hård, den efterfølges med stor sandsynlighed af nye.
Det dystre budskab fra op mod 70 af landets bankdirektører bakkes op af den engelske overlæge og psykiater Rob Waller, der er direktør for det kristne institut Premier Mind & Soul.
Via instituttet, der servicerer kristne psykologer og rådgivere i England, har Rob Waller førstehåndskendskab til finanskrisens bivirkninger blandt britiske borgere.
På sin blog på internettet advarer han derfor mod at ignorere de sociale konsekvenser af den økonomiske afmatning, samtidig med at han betegner kristne som godt rustede mod recessionens følger.
– Sociologer definerer typisk tre faser i en recession, som den vi oplever. Henholdsvis en økonomisk, en social og en lighedsfase. Fra de økonomiske følger, som vi har mærket, bevæger vi os nu ind i den sociale fase, forklarer han.
Ingredienserne i denne fase omfatter blandt andet arbejdsløshed, hjemløshed, kriminalitet og familier, der går i opløsning.
– Disse følgevirkninger vil vi sandsynligvis se mere til i forskelligt omfang, advarer Rob Waller, der peger på den enkeltes modstandskraft som afgørende for at stå krisen igennem.
– Her er en religiøs tro en betydningsfuld faktor, påpeger han.
– Forskningen har vist, at tro har stor betydning i forhold til nedbringelse af stress, rehabilitering efter traumer og ikke mindst opretholdelse af et positivt syn på livet, understreger den kristne psykiater, der mener, der i kristensammenhæng kan føjes endnu et aspekt til listen.
– Det element af venskab, netværk og gensidig støtte, der findes i kirker og trossamfund, kan udgøre et værdifuldt bidrag som kompensation, hvor ens familie ikke magter eller ikke er villige til at hjælpe.
Gennem Premier Mind & Souls arbejde har Rob Waller positiv erfaring med at etablere lokale netværk og inddrage lokale kirker i indsatsen for mennesker, der er ramt af den økonomiske krise.
Her er det hans oplevelse, at kirken indgår i folks bevidsthed som et tilflugtssted, selvom det ofte er det sidste sted, man opsøger.
Det siger til gengæld noget om situationens alvor, tilføjer Rob Waller underfundigt.
– Det er virkelig slemt, når folk begynder at gå i kirke. Men det er faktisk realiteten for mange i dag.
Hvorvidt der med eventuelle nye finanskriser også kan forventes nye kirkegængere, konkluderer den kristne psykiater dog ikke noget om.