Stærkere end døden?
Herluf Steen Christensen er sognepræst i
Rørbæk-Grynderup-Stenild pastorat ved Hobro og
formand for Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler.
Man kan høre denne uges tekst på to vidt forskellige måder.
Enten så den handler om død. Den alt for tidlige, urimelige død. De skuffede forventninger til fremtiden. Moderen, der mistede den eneste, hun havde tilbage. Eller man kan høre den, så det først og fremmest handler om liv.
Jeg tror, det sidste er meningen. Døden kender vi jo i forvejen som livets fjende nr. ét. Som den magt, der skiller os fra vore kære og bryder bånd, som vi ikke kan binde sammen igen. Vi er tilbøjelige til at regne døden for stærkere end livet. Vi lever, indtil døden forhindrer os i at leve længere.
Men teksten til i dag vender op og ned på den måde at tænke på. Den unge mand fra Nain var død – indtil livet forhindrede ham i at være død længere, fordi Jesus kom forbi. Livets magt var stærkere end dødens magt. Guds søn talte livets ord, så døden måtte slippe sit bytte.
Derfor skal denne beretning skabe glæde og håb og livsmod i os ved at male Guds opstandelseskraft op for vore øjne, når det mest er mørke og modgang og måske død, vore øjne ser.
Mødet med Guds opstandelseskraft kaldte tre ting frem i de mennesker, der fik lov at opleve dødeopvækkelsen i Nain: Taknemmelighed, tro og tilbedelse. Det samme skal teksten kalde frem hos os.
Taknemmelighed over, at Gud er Gud – og at Gud har besøgt sit folk ved at sende sin eneste søn Jesus Kristus til verden for vores skyld. Og taknemmelighed for Guds omsorg og barmhjertighed.
Livets sejr over døden fører til taknemmelighed. Det gør den stadigvæk. Derfor siger vi tak til Gud i hver eneste gudstjeneste. Ja, selve det at holde gudstjeneste er egentlig at vise taknemmelighed. Og takken til Gud er en naturlig del af det at være kristen, ligesom taknemmelighed er en naturlig del af det at leve i fællesskab med andre mennesker. Hvor taknemmeligheden dør – f.eks. imellem to ægtefæller – der er kærligheden og fællesskabet også i farezonen for at dø ud. Og hvor taknemmeligheden til Gud for livet, for frelsen, for Guds omsorg, dør – der er kærligheden til Gud og fællesskabet med Gud også i farezonen for at dø ud. Og tilbedelsen af Gud holder op.
For taknemmelighed, tro og tilbedelse hører sammen – og følger af mødet med Guds opstandelseskraft og Guds omsorg.
Byen Nain blev berømt den dag, fordi en mors eneste søn fik livet tilbage, da Jesus kom forbi. Livet sejrede over døden. Et år eller to senere var det en fars eneste søn, der fik livet tilbage. Det var Guds søn, påskemorgen. Og det er det vigtigste, der nogensinde er sket i denne verden. Da sejrede livet i endnu højere grad over døden.
Der blev vendt op og ned på livet og fremtiden for enken og hendes søn i Nain, da Jesus kom forbi. Men det ændrer ikke en hel masse for alle os andre, at Jesus opvakte ham. Jo, vi mindes det med glæde hvert andet år på 16. søndag efter trinitatis – og vi glæder os over det, hvis vi i vores bibellæsning kommer forbi Lukas-evangeliet kapitel 7. Men derudover tænker de færreste af os på Nain til daglig.
Med Jesu opstandelse blev der vendt op og ned på livet og fremtiden for os alle sammen. I hvert fald hvis vi lader ordet om Jesu opstandelse få lov til at skabe taknemmelighed, tro og tilbedelse i os. Taknemmelighed til livets Gud og tro på og tilbedelse af Guds søn – fordi han døde for vore synders skyld, og Gud opvakte ham til livet igen – som livets sejr over døden og som håbets sejr over håbløsheden. Det er det helt grundlæggende i al kristen tro.
