Vi bør gå foran med klimaet
Til december er der klimatopmøde i København med Danmark som vært. Det er et uhyre vigtigt topmøde for den globale fremtid også selv om visse mennesker råber op om, at det hele nok ikke er så slemt, så er det slemt nok. Miljø-, klima- og energiproblemerne kan vi ikke bare sidde overhørige med et det går nok.Langt de fleste klimaeksperter er enige om, at afbrændingen af fossile brændstoffer vil få klodens temperatur til at stige. Denne temperaturstigning er måske behagelig for os i Danmark, men 4-6 ekstra grader i år 2050 i fx Afrika vil dræbe mange millioner.
Statistisk dør der imidlertid allerede flere tusinde mennesker alene i Danmark hvert år på grund af vores fossile afbrænding, og alt liv på kloden lider under afbrændingen.
Derfor skal der sadles om, og Danmark bør være et foregangsland. På klimatopmødet bør Danmark pege på en bæredygtig CO2-neutral energiplan frem mod år 2050. Det betyder, at Danmarks CO2-forurening skal reduceres med mindst 85%. Det kan kun ske, hvis vi reducerer brugen af fossile brændstoffer betydeligt og på sigt helt slipper af med dem.
Ved at afskaffe fossile brændstoffer i energiforsyningen værner vi også om Danmarks uafhængighed af tvivlsomme regimers olie- og gasleverancer, f. eks. fra Rusland og Mellemøsten. Det er nødvendigt, da Danmarks olieproduktion i Nordsøen topper allerede i 2015.
Skal det lykkes, skal der ske en drastisk ændring i vores energipolitik, og der skal satses mere på forskning i lagring af alternativ energi. Danmark har brug for politikere, der tør tage ansvar for fremtiden allerede nu!
Men miljø-, energi- og klimaproplematikken er ikke kun vigtig for politikerne. Vi har alle et ansvar for Guds skaberværk. Vi er nødt til at forvalte, så der også bliver noget at forvalte for kommende generationer.