Kirkefusion i Århus
Apostolsk Kirke og Pinsekirken i Århus bliver måske lagt sammen til én stor kirke. Pinsekirkens medlemmer har sagt ja.- Det blev vedtaget med 100 pct., fortæller en glad administrator i Pinsekirken, Århus om førstebehandlingen af en kirkefusion med byens apostolske kirke.
Karin Kühl fortæller, at alle vedtægter blev gennemgået tirsdag den 29. september. Forslaget om sammenlægningen af de to kirker bliver måske endelig vedtaget ved andenbehandling tirsdag den 27. oktober.
Pinsekirken på Viborgvej i Århus har 400 medlemmer og Apostolsk Kirke i Nørre alle har 80 medlemmer.
Tanken om at slå de to kirker sammen kom på bane i foråret 2008, da pinsepræst Bergur Skovgaard og præsten fra Apostolsk Kirke Johnny Hansen som sædvanlig mødtes til bøn.
Den 1. september sidste år tiltrådte Jürgen Galonska som ledende præst i Pinsekirken i Århus, men allerede inden da, havde Johnny og Bergur luftet fusionstanken for ham.
– Jeg var åben for alt, selv om en kirkefusion ikke havde indgået i mine planer forud for mit nye job, fortæller Jürgen.
Med i planerne var derimod en såkaldt Church Makeover, hvor Pinsekirken både skulle have de ydre rammer renoveret og de indre værdier støvet af.
– Jeg ser det som en kanon chance for at komme et spadestik dybere i hele Church Makeover-processen, for når man konfronteres med en anden kirkes værdier, kultur og stil, bliver man udfordret, erklærer Jürgen.
I Apostolsk Kirke har man været i gang med en såkaldt redefineringsproces siden 2006, hvor man satte kirkens bygning til salg.
– Det er et gyldent tidspunkt for os med to kirker i opbrud, siger Johhny Hansen.
De to kirker har holdt fælles gudstjeneste en gang om måneden siden marts i år, men fra november og tre måneder frem kommer de to kirker hvis fusionen vedtages til at holde gudstjeneste sammen hver søndag på det tidligere Jysk Pædagog Seminarium, oplyser domino.
/sl