Skriv til Suh

Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen
Nordgårdsvej 109
4030 Tune
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres. Du er velkommen til at være helt anonym, hvis du ønsker det. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk

Hej Suh
Tak for dine gode råd som jeg glæder mig til at læse, når Udfordringen kommer.
Jeg er 47, gift og mor til to piger og nu en ”cancer surviver”. Jeg opdagede en knude i januar. Vi arbejder udenlands i fuldtids missionsarbejde, og forsikringen sendte os hjem til Danmark, hvor jeg har gennemgået et større forløb med operation, kemo og strålebehandling. Nu er jeg blevet erklæret rask, men skal tage et antihormonpræparat de næste 5 år. Det har jeg en del bivirkninger af.
Men her, da jeg for nogle uger siden sluttede, er jeg blevet lidt tyndhudet. Der skal næsten ikke noget til inden tårerne triller, flere gange dagligt.
Jeg prøver at tage store tudeture om aften, når børnene er i seng, og jeg er alene. Har en far og mand der er god til at lytte når jeg har brug for at snakke, men jeg har svært ved at sætte ord på mine følelser. I bund og grund er jeg jo lettet over stadig at være i live.
En forsikringslæge skal her sidst i oktober vurdere mig, og hvis han ikke finder mig egnet, vil forsikringsselskabet ikke forsikre mig og vores økonomiske grundlag for at tage tilbage vil forsvinde. Jeg vil derfor ikke bede min læge om at sende mig til psykolog, og jeg har ikke råd til selv at betale. Men de fleste kommer jo også igennem denne fase selv. Har du nogen redskaber, nogen forslag?
Kærlig hilsen
Overleveren

Kære Overlever
Alt det du har været igennem – kampen mod canceren, operationen, kemo og strålebehandling er i sig selv en voldsom belastning for kroppen. Dertil kommer en masse følelser, som formentlig har spændt over både angst, vrede, fortvivlelse og håb. Dertil kommer et hormonpræparat med mange bivirkninger, som belaster dig yderligere og gør rammerne for at restituere dårligere.
Kære ven, dine ressourcer er simpelthen brugt fuldstændigt op – og der er til og med et markant underskud på din energikonto! Og når det sker, så er det man oplever sig ”tyndhudet”, fordi der ikke længere er et overskud til at rumme og bearbejde input på samme måde som før, og fordi evnen til at ”sætte sig ud over” eller ”holde lidt sammen på sig selv” er væk. Man kan sige, at kroppen og psyken går i undtagelsestilstand og kun koncentrerer sig om det absolut mest nødvendige for at overleve, da der er sparsomme ressourcer til rådighed. Det er i denne forbindelse meget almindeligt at trække sig fra sociale begivenheder, fordi man ikke orker den belastning det er, at modtage nye input, ej heller at konversere med andre. Tårer er en meget almindelig reaktion i din situation – man kan sige, det er kroppens og psykens måde at sige ”av!” på. Selvom du er taknemmelig over at være blevet erklæret rask, ændrer det jo ikke på det faktum, at du har været en forfærdelig svær tid igennem, og at din krop og psyke stadig er præget af det. Så tag dig tid til at græde ud, og pyt med, at du ikke altid kan sætte ord på, hvorfor du græder – det forløser alligevel. Få din mand til at holde om dig eller blot være sammen med dig, når du rigtig trænger til at få grædt ud – det er vigtigt, at du ikke er alene i det her!
Jeg tror, du ville have stor glæde af at få det hele bearbejdet sammen med en professionel – at få hjælp til at sætte ord på. Så selvom du frygter forsikringslægens afgørelse, synes jeg, du skal genoverveje muligheden for at få en henvisning til psykolog hos din læge. At gå i et psykologisk forløb er ikke i sig selv en svaghed, men viser tværtimod en sund selverkendelse samt et ønske og en vilje om, at ville komme til kræfter bedst og hurtigst muligt. Mange forsikringsselskaber giver selv tilskud til psykologhjælp, netop fordi de ved, at det gavner deres kunder bedst. Og så er du nødt til at acceptere, at du har brug for et længere stykke tid, hvor du udelukkende koncentrerer dig om at få ”tanket op” på din ressourcekonto! Opskriften er masser af hvile og en hel del tid! Sørg for at være meget opmærksom på, når din krop eller psyke siger fra – og afstå fra fristelsen til at overhøre det! Gør en masse godt for dig selv, også selvom du synes, det virker ”egoistisk”. Tænk hele tiden på, at der skal rigtig meget ind på ressourcekontoen, for at du overhovedet kommer på ”nul” – og derefter handler det om at komme op i ”plus” igen!
Hilsen Suh

Hej Suh
Vi har et problem i forhold til vores dreng på 9 år. Han er en stille og lidt genert dreng, klarer sig fint i skolen fagligt, men ikke så godt socialt. Han er desuden lidt kraftig. Vi vil gerne have ham til at gå til noget sport eller bevægelse for både det sociale og for motionens skyld. Problemet er, at han nægter at gå til noget som helst. Vi har foreslået ham alt. Hvad skal vi gøre? Skal vi simpelthen tvinge ham til at gå til noget, eller må vi bare vente på, at han selv får interesse i det?
Vh Forældrene

Kære Forældre
Hvor er det godt, at I er opmærksomme på jeres drengs situation. Social kompetence er en meget vigtig ting for et barn at lære – særligt inden de udfordrende teenage-år, hvor netop gruppedannelse, identitet og tilhørsforhold fylder meget i de unges liv. Overvægt og fedme er tillige ofte med til at øge risikoen for, at barnet bliver mobbet, føler sig anderledes og udenfor, så udover de helbredsmæssige faktorer er det af sociale årsager vigtig at gøre noget ved.
Jeres dreng lyder til at være en lidt genert dreng, som sikkert er nervøs for at skulle præstere og begå sig i en ny gruppe. Det er der ikke noget galt i, men det er vigtigt, at det ikke bliver afgørende for, om han kommer i gang med at dyrke noget motion og/eller bliver trænet i sociale relationer. Jeg tror derfor, det bedste for jeres dreng på længere sigt vil være, at I spiller forældrekortet og bestemmer, at han skal gå til et eller andet. Han har simpelthen brug for at blive hjulpet lidt ud over kanten!
I kan f.eks. fortælle ham, at I har besluttet, at han skal gå til mindst én ting, men at han selv må vælge hvilken ting, det skal være (I kan evt. have valgt nogle forskellige tilbud ud, som han så kan vælge imellem). På den måde signalerer I til ham, at I tager ansvar for beslutningen, men at han er medbestemmende. Sørg for at være helt afklarede inden I taler med jeres søn, da jeres tøven ellers vil bekræfte ham i, at ”det nye” er farligt. Hvis I derimod er afklarede og rolige omkring det, vil det omvendt påvirke jeres søns reaktion positivt (også selvom han måske laver lidt ballade i første omgang).
Derefter skal I huske, at generthed er ”den lille angst”, og sørge for at afhjælpe jeres søns angst så meget som muligt. Måske betyder det, at I skal sidde klods op og ned af ham en gang om ugen i et år – men så gør det! Når jeres dreng efterhånden erfarer, at det ikke er farligt at engagere sig i andre børn (og at motion kan være sjovt!), så vil han også efterhånden få mindre og mindre brug for jeres fysiske tilstedeværelse. Så hold ud og tænk på, at I gør jer selv og ikke mindst jeres dreng en stor tjeneste ved at holde fast.
Hilsen Suh

Hotline til Suh
På alle onsdage fra kl. 10-11 kan du ringe til Udfordringens psykolog Suh Jacobsen på 46 96 89 69.
Nogle af spørgsmålene bringes senere i brevkassen.
Du kan fortsat skrive pr. brev eller mail til:
Suh Jacobsen, Nordgårdsvej 109,
4030 Tune, eller mail til:
Suh@Udfordringen.dk