Udfordringen giver bred orientering

Redaktionen spørger kristne ledere om deres forhold til Udfordringen. Her kommer Georg Bethelsens bud.

Georg Berthelsen er forstander i Apostolsk Kirke i Horsens og har en fortid som typograf.

Hvad betyder Udfordringen for dig?
– Udfordringen er en vigtig kristen avis for mig, som jeg læser med stor interesse, da den giver en bred orientering om, hvad der rører sig i forskellige kirker og menigheder.

Hvad er det første, du læser i avisen?
– Som regel er det side 2, jeg læser først, dernæst lederen, og så hvad der interesserer mig mest.

Hvordan kan Udfordringen bedre leve op til sit navn?
– Jeg savner lidt en god avis at dele ud til mine ikke-kristne venner. Jeg husker, at Udfordringen tidligere har udgivet sådanne ”traktat-aviser”. Det vil være dejligt at kunne give udfordringen om Jesus og den kristne tro videre til ikke-kristne.