Debora – en kompetent leder

Den kvindelige dommer Debora fra Det gamle Testamente var en dygtig leder som kan inspirere os i dag.For over tre tusind år siden var Debora dommer i Israel, en usædvanlig høj position i et mandsdomineret samfund. Edith Theis-Nielsen
er teologistuderende på SALT efter 39 år som statistiker i Danmarks Statistik

Hærføreren Barak lyttede villigt til hende, da hun bad ham om at gå i krig mod kanaanæerne på grundlag af, hvad hun havde hørt Gud tale til hende. Baraks eneste betingelse var, at hun skulle tage med som ”støttepædagog”.
Nogle teologer har haft det svært med Debora, fordi hun ikke passer ind i rollen som underdanig kvinde, men i Bibelen er der flere ”stærke” kvinder, og Jesus gjorde ikke forskel på mænd og kvinder. Gud udrustede Debora som dommer og profet, og hun havde kompetencer, der gjorde hende til en glimrende leder. Både i lyset af de sidste 10-15 års tanker om gode lederegenskaber på det verdslige arbejdsmarked og i forhold til kristne principper for god ledelse. Det kan vi lære af fra Dommerbogen kap. 4 og 5.

Selve dommerembedet blev oprettet af Moses’ svigerfar for at uddelegere jobbet med at afgøre tvister, så Moses blev aflastet. Senere fungerede dommere som øverstbefalende, da Israel endnu ikke havde konger, for Gud var jordens konge over alle. Ellers var tiden præget af synd, undertrykkelse (straf) og befrielse. Når folket råbte til Gud, oprejste han befriere og dommere, og det førte til fred en tid.
Debora var en meget kompetent dommer, for folk kom til hende for at få afgjort deres retssager samt rådgivning. Hun blev også folkets befrier på et tidspunkt, hvor hun allerede havde godt ry som dommer. Hun er Bibelens eneste kvindelige dommer, den eneste juridiske dommer, og hun er også den eneste befrier, som samtidig er profet, om end hun deler jobbet som befrier med Barak og Jael.

Gud oprejste Debora, fordi folket bad om udfrielse, og han gjorde det længe inden, de bad om det. Måske fordi hun holdt helligdommen med levende lys, skriver en teolog. Debora blev således den øverste myndighed i Israel, som det var skik i dommer-perioden.
Det er naturligt nok, at Debora ikke selv var den militære leder, men overlod det til Barak, og det var de enige om. Så meget desto mere interessant er det, at Jael, den tredje part i det militære togt, også var kvinde, og hun bragte definitivt sejren hjem ved at dræbe kanaanæernes hærfører Sisera med en teltpløk.
Guds rolle i historien er altafgørende. Det er ham, der sætter alt i bevægelse, svarer på bøn og giver sejren. Det forstærkes af, at der er tre personer, som er part i sejren: Debora, Barak og Jael – altså en form for kollektiv ledelse, som Gud har sat i scene, og hvor ingen kan tage den endelige ære – den tilhører Gud!

Debora var før sin kaldelse respekteret i sin samtid og nød folkets tillid. Man ved ikke nøjagtigt, hvordan hun blev kvalificeret til dommerjobbet, men hun var i faget inden sin kaldelse til befrier. Israelitterne bad til Gud om at blive udfriede, og måske har hun hørt om det, da folk kom til hende for at få rådgivning. På et tidspunkt var lov og orden brudt sammen, folket bad om udfrielse, og de blev hørt. Debora fik styr på det, men man ved ikke hvordan. For os i dag betyder det, at selv om Gud kalder og rejser os op, så er det godt at være fagligt kvalificeret, at have forbedere og være åndeligt lydhør over for, hvad Gud taler om.
Nogle mener, at Debora var hovmodig, da hun tilkaldte Barak, men der var jo langt fra området nord for Jerusalem, hvor Debora var, til dér hvor Barak befandt sig i det nordlige Israel. Og de måtte jo mødes for at drøfte sagen. Man ville nok ikke studse, hvis en mand havde handlet sådan – da ville det blive opfattet som tegn på myndighed og autoritet at hidkalde en general. En egenskab, som nemt misforstås hos en kvinde, men som er vigtig for en god leder. Debora kaldte Barak til sig i kraft af sin officielle position som dommer og datidens øverste myndighed.
Nogle mener, at Debora var hovmodig i sin lovsang. Andre mener, at det måske slet ikke var hende, som skrev sangen. Budskabet er dog det afgørende, for Deboras sang er en hyldest og tak til Gud, som udfrier og giver sejren. Historien er et glimrende eksempel på kollektiv ledelse, Debora går ikke enegang, folket bliver ikke afhængige af en enkelt leder, men Gud får æren.

Debora overgiver det budskab, hun har fået fra Herren og hidkalder den militære general, Barak. I virkeligheden følger hun måske op på en tidligere anmodning til ham. Hun er lydhør og lydig over for Gud i at handle på det, som han har talt til hende om at videregive til Barak. Det betyder handlekraft, at hun ikke holder det for sig selv og tøver. Som resultat giver Gud Debora, Barak og Jael sejren.

Debora har tillid til Guds ord og giver Barak instrukser fra Herren, at han skal gå i kamp mod kananæerne. Da Barak ikke vil gå, uden at hun går med – og det er en klar kompromisløs besked, han giver hende – så følger hun med ham uden tøven. Måske var han beskeden over for Guds kaldelse, som andre før ham, måske var han usikker på Gud; teologerne er ikke helt enige.
Debora går længere med Barak end de fleste ledere, for hun hjælper og føjer ham; hun er både modig og trofast. Men i stedet for at sige til ham, at det er for dårligt, at han som mand ikke kan gå i kamp uden en kvinde, siger hun til ham, at hvis hun går med, så vil sejren skyldes en kvinde og ikke Barak, men hun tager ikke selv æren – her er det en profeti, der foregriber Jaels indsats, og ikke fordi Debora selv ville fælde fjenden.

Nogle mener, at Barak var slap, når han ikke villigt drog i kamp alene, og at en hvilken som helst militær leder kunne have klaret opgaven på de vilkår! Andre mener, at han måske netop kendte odds for at vinde rent militært – og selv om han måske ikke havde tillid nok til Gud, så havde han det til Debora. Hun var gift og blev anset for ”en mor for Israel”, dvs. en som beskytter ”sine børn”.
Ud over myndighed har hun også haft feminine dyder samtidig med, at hun har haft evnen til at opmuntre og inspirere Barak og mandskabet foruden at profetere om slagets gang og synge sejrs- og hyldestsang. Hun profeterer om timingen i slaget; hun sætter det i gang i Guds navn, og det sker i enighed med Barak, for de har haft en klar arbejdsdeling.
Debora har haft ordet i sin magt, og selve navnet er et anagram for ”hun talte” (dibberah) ud over, at navnet også betyder ”bi”. Ligesom en bi samler en sværm til kamp osv. På den tid var det almindeligt at medbringe profeter i kamp (fx Elias og Elisha), og i den omliggende kultur, fx den assyriske, var det endda almindeligt at bruge kvindelige profeter til at opmuntre tropperne og håne fjenden.

I Deboras sang roser og revser hun dem, som deltog, og dem, som ikke gjorde det, altså giver hun værdifuld feedback. Hun er ydmyg, idet hun takker Gud og giver ham æren for sejren og lovpriser ham for hans udfrielse af israelitterne. Hele vejen igennem er det Gud, som baner vejen, og Debora er fokuseret på ham, ikke på omstændighederne.
Deboras personlighed rummer dog mulighed for faldgruber. Dem undgår hun tilsyneladende; formentlig ved at holde sig Gud nær, lytte til både Gud og mennesker, samarbejde og rådføre sig med andre og især også ved at holde sig ydmyg og give Gud æren, når han udfrier folket som svar på bøn.

Historien viser, at vi alle har et potentiale for at gøre store ting for Gud, når vi følger Deboras eksempel.