Murens Fald 1989
Vi talte med glæde om denne blodløse revolution for 20 år siden. Jeg havde selv sagt, at kommunismen ikke kunne falde uden blodsudgydelse.
Af Hans Kristian Neerskov
Præst, forfatter og grundlægger af:
Dansk Europamission,
Mission Possible i USA og Daneu Press Pressebureau.
20. jan.: George W. Bush bliver præsident efter Ronald Reagan.
21. jan.: Ungarns kommunister giver afkald på lederrollen efter ny forfatning.
28. feb.: Sovjettropper trækker sig fra Afghanistan efter ti års krig.
5. apr.: Solidaritet lovliggøres i Polen. Modstandsbevægelse mod systemet.
2. maj: Ungarn åbner pigtråden til Østrig og dermed til Vesten.
17. maj: Protest på Den Himmelske Freds Plads af ca. én million kinesere.
3. jun.: Ayatollah Khomeni dør.
3-4. jun.: TinamenSquare Den himmelske freds palds, Massakre i Kina.
27. jun.: Ungarns og Østrigs udenrigsministre klipper stort hul i pigtråden.
19. aug.: Cirka 700.000 DDR-borgere flygter til Vesttyskland gennem Ungarn-Østrig.
23. aug.: Ca. 1 mio. mennesker danner kæde mod Rusland for frihed for de baltiske lande.
24. aug.: Wojciek Jaruzelski præsident og Tadeusz Mazowiecki regeringschef i Polen.
25. aug.: Hemmeligt møde Vesttyskland Ungarn, som skal låne penge for at åbne grænsen.
4. sep.: Første mandag med demonstration i Leipzig for ret til udrejse.
11. sep.: Ungarn åbner grænsen til Østrig. Tusinder af DDR-borgere flygter til Vesttyskland.
30. sep.: I Prag meddeler Tysklands udenrigsminister, at alle fra DDR kan rejse til Vesten.
2. oktober: Politi bruger vold og fængslinger mod demonstranter i Leipzig.
7. okt.: 40 års jubilæum i DDR. Gorbathov forsøger at få Honecker til at demokratisere.
16. okt.: 120.000 deltager i mandags-demonstrationer i Leipzig.
18. okt.: Honecker styrtes, og Egon Krenz bliver leder i DDR.
28. okt.: 300.000 deltager i mandags-demonstrationer i Leipzig.
23. okt.: Ungarn får ny demokratisk forfatning.
25. okt.: Sovjet lancherer Sinatra-doktrin: I did it my way! Således kan østeuropæiske lande nu uafhængigt af USSR selv bestemme deres fremtid.
4. nov.: 500.000 demonstrerer i Østberlin.
7. nov.: MTV sender første gang live fra Østberlin.
9. nov.: Murens Fald HURRA!
10. nov.: Bulgariens stats- og partichef Todor Sjivkov styrtes.
16. nov.: Store demonstrationer i Bratislava, Tjekkoslovakiet.
17. nov.: Demonstrationer i Prag, hvor hundreder gennembankes af politiet.
18. nov.: Studenterstrejke i Prag. Derefter stadig daglige demonstrationer i Tjekkoslovakiet.
24. nov.: Vaclav Havel løslades. Han og Dubcek kræver, at kommunisterne trækker sig.
27. nov.: Generalstrejke i Tjekkoslovakiet.
2-3. dec.: Topmøde mellem George W. Bush og Mikhail Gorbatjov på Malta.
3. dec.: Egon Kenz træder tilbage som leder af DDR.
17. dec.: Nye studenter demonstrationer i Tjekkoslovakiet.
23. dec.: Nicolae Ceausescu falder i Rumænien.
29. dec.: Vaclav Havel bliver præsident i Tjekkoslovakiet.
Hvert land i østblokken har sin særlige historie. Her et indblik i det sidste land i Østblokken, der faldt, nemlig Rumænien.
Præsident Nicolae Ceausescu havde holdt folket i jerngreb. I virkeligheden var han en uintelligent opkomling, som fik magt, fordi han var kommunist. Landet var totalt forarmet, men han havde luksuslejligheder i mange byer i Rumænien, som blev plejet og passet.
Engang skulle han køre gennem landet i et område, som var kendt for stor æblehøst, men selv æbletræerne led under landets fattigdom; Det måtte præsidenten dog ikke vide, så kasser med æbler blev sendt til området, og folk blev beordret til at binde æbler med ståltråd på den side af træerne, som præsidenten kunne se. Det fortalte folk mig på en rejse i området.
Præsident Ceausescus fald var meget dramatisk og skete den 21.12. 1989. Jeg husker det tydeligt, for den dag havde jeg besøg af to folk fra PET (Politiest Efterretnings Tjeneste). Jeg havde tit mødt dem på forskellige caféer i København. Aldrig i mit hjem. Ligeledes mødte jeg tit CIA de ti år, hvor jeg havde kontor i USA. Jeg boede ikke derovre, men var præsident for Mission Possible, et missionsselskab, som jeg startede i USA i 1975.
Cirka fem gange om året var jeg til bestyrelsesmøde i USA, og de blev hver gang afholdt i en ny stat, så jeg kunne være på TV dér og i de omliggende stater. På den måde har jeg besøgt 45 stater, og sådan blev vor mission kendt i USA. Ofte kom CIA og ville høre om forholdene i USSR og andre kommunistiske lande, jeg havde besøgt. Mine møder med dem var ikke særligt politiske. De ville vide, hvordan russernes hverdag var. Deres lønninger. Arbejdernes vilkår. Kvindernes hverdag og børnenes skolegang og opdragelse mm.
Men nu havde jeg for første gang besøg af PET i mit hjem. Kommunismen var jo stort set faldet. Vi talte med glæde om denne blodløse revolution. Jeg havde selv sagt, at kommunismen ikke kunne falde uden blodsudgydelse, men det gjorde den alligevel, da Guds time var inde. Da vi havde talt sammen nogle timer, spurgte den ene af PETerne, som hed John (han er desværre død nu): Neerskov, hvad mener du om Ceausescu i Rumænien? (præsident 1965-89). Mit svar var: Han sidder ikke i sit embede julen over!
De lo begge ad mig, og den ene sagde: Jeg mente mit spørgsmål alvorligt, dit svar må være en julespøg! For han har lige gennemført en masakre i Timisoara, hvor 3000 blev dræbt! Jeg svarede: Ja, netop derfor er hans dage nu talte! Nu var jeg ikke profetisk, men jeg havde en viden, som de ikke kendte til. I 1981 grundlagde jeg DANEU PRESS, som var et pressebureau, der særligt fokuserede på de kommunistiske lande og kristnes vilkår i verden. Vi havde kontakt med en del kristne pressebureauer, og herfra vidste jeg mere om masakren i Timisoara i Rumænien end PET-folkene vidste.
Den del af Rumænien, som hedder Transsylvanien, tilhørte tidligere Ungarn, men blev i 1947 overgivet til Rumænien. Her boede cirka to mio. mennesker, de fleste af dem var ungarsktalende. Bl.a. Lazlo Tökes, som var en reformert præst, der var stærk kritiker af Ceausescu. Han havde givet et interview til Canadisk Fjernsyn på ungarsk, som blev oversat til engelsk og fransk, de to hovedsprog i Canada. Men da kommunismen var faldet i Ungarn, blev dette interview i efteråret 1989 sendt på ungarsk fjernsyn, og det kunne ses og forstås af to mio. mennesker i Transsylvanien. Hvis blot en fjerfdedel af dem havde set det, var det altså en halv million mennesker i Rumænien, der hørte og så ham.
Lazlo Tökes kritiserede pærsidenten for at tage identiteten fra bønderne i Rumænien, når han både tog jorden, dyrene og deres gårde fra dem. Men han kritiserede også præsidenten personligt: Præsident Ceausescu afbilder sig selv med en glorie, som om han var Herren Jesus Kristus selv. Det tillader Gud i Himmelen ikke, og derfor er hans dage talte! Ceausescu blev rasende. Han påbød Securitate (det hemmelige politi i Rumænien), at de omgående skulle arrestere Lazlo Tökes og bringe ham til Statsfængslet i Bukarest. Selv ville han rejse til Iran og besøge den nye Ayatollah, og når han kom hjem. ville han tage sig af forræderen!
Men Lazlo Tökes var allerede blevet en folkehelt. Da det hemmelige politi ankom til Timosoara, var en stor folkemængde samlet på byens største torv. Her holdt Lazlo Tökez en tale, der var en blanding af kristendom og politik. Stemningen på torvet var ladet med elektricitet og begejstring, som vi oplevede det den 4. maj om aftenen. 16 politifolk nærmede sig, men de havde ingen mulighed for at gribe ind, for den ideologiske revolution var allerede i gang.
Da Ceausescu kom hjem fra Iran, blev han afsindig rasende over, at Tökez ikke var blevet arresteret. Han sagde: Hvem har magten i dette land? Har vi ikke skydevåben og tilmed tungt artelleri? Jeg beordrer jer at arrestere manden, om I så skal bruge skydevåben mod mænd, kvinder og børn! Da kom den massakre, hvor journalister nævnede, at op mod 3000 mennesker var blevet dræbt. (Tallet var nok nærmere omkring 1000).
Med denne viden havde jeg en stærk fornemmelse af, at diktatorens dage var talte. Dertil kommer, at ud af 22 mio. mennesker i Rumænien var 14 mio. registrede som kristne. Hertil skal lægges de mange, der på grund af det ateistiske styre ikke ville registreres som kristne, og de udgjorde cirka fem mio. så er vi oppe på 19 mio. ud af en befolkning på 22 mio.
Da klokken slog 12 på uret i min stue, sagde den ene af mine gæster: Neerskov, klokken er 12, vi skal høre radioavis! Den gang hørte vi meget tit nyheder, fordi der hele tiden skete noget. Det første de sagde i den radioavis var: Præsident Ceausescu er faldet i Rumænien! Her sad jeg sammen med nogle af Danmarks mest kvalificerede eksperter i kommunisme, og så var jeg så heldig, at jeg ramte plet i mine forudsigelser.
Ceausescu havde ellers udkommanderet tusinder af minearbejdere og andre til at hylde ham den dag (21.12.1989). Selv vidste han ikke, at de troende havde fået et sådant mod, at de blandede sig i skaren, der skulle hylde præsidenten, men det, der skulle have endt med en endnu en hyldest til ham, førte nu til hans fald. Om aftenen så vi på TV, hvordan han på sin balkon værgende løftede begge arme og trådte tilbage med rædslen malet i ansigtet. En rumænsk kristen udtrykte det sådan: Kirkens Ånd har sejret i folket, og Guds time er kommet over diktatoren!
Her står det klart, at den rene idelogi, der griber masserne, kan vil og må sejre over det system, der i sin udøvelse allerede har spillet fallit! Her må vi igen mindes Alexander Solsjenitsyns kloge ord: Ikke den, der har magt, har ret. Men den, der har ret, har magt!
