Skriv til Suh
Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen
Nordgårdsvej 109
4030 Tune
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres. Du er velkommen til at være helt anonym, hvis du ønsker det. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk
Hej Suh
Jeg har tænkt over den følelse, man har, når man savner nogle.
Afsavn er vel noget, vi alle sammen stifter bekendtskab med i vores liv.
Det kan være afsavn af nogle, som bor meget langt væk og derfor nogle, man kun ser sjældent, nogle som af den ene eller anden grund ikke prioriterer forholdet ligeså meget som en selv, eller nogle som bare ikke er der mere.
Der er selvfølgelig stor forskel på, om dem, man savner, er nogle, som ikke er der mere, eller om det er nogle, som bare ikke prioriterer forholdet.
Men hovedsagen er, at det kan være rigtig hårdt at savne nogle, som ikke er inden for rækkevidde.
Selvfølgelig skal livet går videre, man må ikke blive helt deprimeret.
Men hvis det er en mulighed, er det vel også fair nok at tænke/føle de her mennesker kunne jeg godt tænke mig at bruge mere tid sammen med.
Det jeg vil spørge dig om er:
– Kan du sige lidt om, hvad der rent psykologisk/følelsesmæssigt sker inde i én, når man savner nogle enormt meget? Og hvordan kan man bedst hjælpe sig selv – kan du give nogle redskaber til, hvordan man kan klare afsavnet?
Venlig hilsen
den spørgende
Kære Spørgende
Du har ret i, at vi alle på et eller andet tidspunkt kommer til at stifte bekendtskab med følelsen af at savne. Denne følelse kan spænde fra at være lidt øv til at være yderst smertefuld, alt efter hvor betydningsfuld den anden person er/har været for én.
Den psykologiske dynamik i følelsen af savn er oplevelsen af at miste. Når man mister nogen, man holder af det være sig i form af dødsfald, fordi de flytter væk fra én eller fordi de ikke prioriterer én i den udstrækning, som man kunne tænke sig så mister man helt konkret den anden person i et eller andet omfang. Dermed mister man også de ting/oplevelser, man kunne have haft sammen med den pågældende i den tid, man nu ikke længere har sammen. Så rent praktisk er det et tab man har mistet noget, man gerne ville have haft.
På det følelsesmæssige plan mister man også. Når vi holder af nogen, så er det fordi, man på det følelsesmæssige plan får noget godt ud af at være i relation til den pågældende. Måske får personen os til at synes bedre om os selv på grund af det, han/hun siger eller signalerer til os, eller også kan vi godt lide den, vi er, når vi er sammen med vedkommende. Nogen udtrykker det sådan: Han/hun gør mig til et bedre menneske! Så når vi mister den anden, mister vi på en måde også den del af os selv, som vi egentlig synes så godt om i hvert fald oplevelsen af den.
Jeg tror, denne smerte ved at savne, ved at miste, er et eksistentielt grundvilkår, som måske kommer af, at vi oprindeligt var ment til at være i fuldkommen harmoni med Skaberen selv og at den første og største smerte affødt af savn indtraf, da relationen til ham blev beskadiget i Edens Have. Vi er fra begyndelsen skabt til fællesskab og bliver mere hele af at indgå i et sådant så det kommer vel naturligt, at vi også uvilkårligt føler ubehag i form af savn og smerte, når et fællesskab bliver brudt.
Følelser i sig selv er ikke forkerte eller farlige. Vi er skabt med dem, og de er med til at give livet en rigdom af nuancer. Men hvis de ikke får lov til at blive anerkendt og udtrykt, kan det blive destruktivt og patologisk at man i stedet bliver deprimeret. Det er derfor vigtigt, at vi giver følelsen opmærksomhed og handler på den (det gælder i øvrigt for alle følelser). Det gør man ved fx ved at snakke med andre om det, skrive det ned, græde ud, måske rase over, at det er som det er simpelthen mærke savnet og reagere på det! Nogle gange har man ikke selv de følelsesmæssige ressourcer, der skal til for at kunne reagere på følelsen, og så er det en meget god idé at få professionel hjælp til det.
Vigtigt for at komme videre kan også være, at man aktivt prøver ikke nødvendigvis at genskabe, men at erstatte det savnede med noget nyt. Finde nye relationer, der kan få os til at føle og opleve noget tilsvarende måske næsten på samme måde, måske på en helt anden måde. Og selvom man længe, måske for altid vil mindes den savnede med en lille smerte, vil man efterhånden kunne fylde tomrummet i sit liv med nye og gode relationer til andre.
Hilsen Suh
Hej Suh
Det irriterer mig, at jeg i kristne kredse kan være nok så meget fremme i skoene – dermed ikke sagt, at jeg ikke kan føle mindreværd der; men på mit arbejdet og blandt ikke-kristne føler jeg mig utryg, uvidende og tør ikke byde ind med, hvad jeg har med mig. Når folk konfronterer mig, eller hvis folk direkte fortæller deres mening, er jeg meget sårbar og går i forsvar, og jeg kan stå tilbage fuldstændig forsvarsløs uden at vide, hvad jeg skal sige, og har meget nemt til tårer.
Hilsen N.N.
Kære N.N.
I det kristne fællesskab ved du, at du er vigtig og værdifuld. Her skal du ikke præstere noget, for du og alle de andre – ved, at vi alle er lige værdifulde på grund af det, Jesus har gjort for os. I det kristne fællesskab lægges der som regel også særlig vægt på et næstekærligt og inkluderende fællesskab. For nogle med lidt problemer med deres selvværd er det netop de rammer, man har brug for, og man tør måske derfor lidt mere.
På din arbejdsplads og blandt ikke-kristne – oplever du dig derimod muligvis anderledes. Det der giver dig allermest værdi, er ikke i spil her, og du bliver i stedet utryg, fordi du har sværere ved at gennemskue, hvilke spilleregler der er her. Måske føler du også, at man skal kunne præstere en masse for at være god nok (hvilket måske endda er kulturen hos jer)? Når du derfor indimellem tager fejl eller ikke ved, hvad du skal gøre hvilke jo er uundgåeligt for os alle – sætter dine følelser lighedstegn mellem dette og uduelighed/ikke-god-nok. Dine følelser signalerer til dig, at de andre, dine kollegaer er bedre end du.
Dette er naturligvis en løgn, men uden en egen stærk selvtillid eller en særlig opmærksomhed fra fællesskabet på kontinuerligt at bekræfte jer alle og dermed også dig i, at alle er lige vigtige, kommer følelsen af uduelighed til at stå alene og bliver dermed oplevet som sand. For at give noget modvægt til denne oplevelse har du brug for at blive bekræftet i, at du er god nok også i det ikke-kristne fællesskab.
Prøv derfor at fokusere på, hvor det er, du kan vinde nogle sejre i det ikke-kristne fællesskab, og hvor det er, du kan finde den bekræftelse og støtte, som du (og vi alle) har brug for. Hvor har du dine stærke sider? Sørg for at markere dig mere her!
Måske det også ville være godt for dig at vove pelsen lidt ved at åbne dig en smule over for én af dine kollegaer prøv at fokusere på ham/hende som blot et menneske, og ikke som en dommer eller en konkurrent.
Når du begynder at få positive oplevelser i forhold til præstationer og relationer også i det ikke-kristne fællesskab, tror jeg du vil mærke, at din usikkerhed automatisk bliver mindre.
Hilsen Suh
Hotline til Suh
På alle onsdage fra kl. 10-11 kan du ringe til Udfordringens psykolog Suh Jacobsen på 46 96 89 69.
Nogle af spørgsmålene bringes senere i brevkassen.
Du kan fortsat skrive pr. brev eller mail til:
Suh Jacobsen, Nordgårdsvej 109,
4030 Tune, eller mail til:
Suh@Udfordringen.dk
