– Det blev den bedste juleaften i mit liv
For få år siden holdt Annette Wium juleaften hos Frelsens Hær i Århus. Da hun kom hjem, satte hun sig ned og skrev om sine oplevelser. Dem deler hun her med Udfordringens læsere.Det er snart midnat, og månen står fint og sirligt i vest, eller rettere ligger næsten ned og er i tiltagende. Men jeg skal lige fortælle om min eventyrlige juleaften. Det er den bedste juleaften i mit liv.
Jeg var blevet inviteret af den gamle kaptajn, som gerne ville have en pige på, som han leende sagde på sit ravjyske.
Jeg havde aldrig været der før, så jeg var en anelse sky og ængstelig. Tanken om at skulle være sammen med 80 alkoholikere juleaften føltes trods alt som en stor mundfuld, men heldigvis var der kun 40-50 stykker.
Hvordan skal jeg dog beskrive, hvad der gjorde aftenen så enestående dejlig? Ja, jeg tør godt bruge ordet guddommelig, for sådan står den for mig endnu her længe efter. Hvis du tænker dig lidt stemningen fra Babettes Gæstebud. Det er det nærmeste, jeg kan komme det.
Jeg kom lidt for tidligt og gik ind i Vor Frue Kirke, som ligger tæt ved. Måske for at føle, om det mon alligevel ikke var der, jeg hørte til? Jeg sad der lidt, men følte ikke ret meget andet end glæde på de andres vegne – og så endelig tog jeg mig sammen og gik hen til Frelsens Hærs lokale.
Foran trappen lå der et tykt lag grangrene, som jeg senere fik at vide var kommet direkte fra Norge, bragt af den unge løjtnants svigerforældre. Det føltes opmuntrende og pudsigt og lidt spændende. Jeg gik hen over grantæppet, og der stod den unge løjtnant og tog imod med sin norske kone.
De smilede begge to og bød hjertelig velkommen. Hun var mørk og smuk, og han lignede grangiveligt en mørk udgave af Tintin med store brune hornbriller og voks i sit sorte hår. Jeg følte mig allerede næsten hjemme og listede pænt hen på bagerste række og satte mig og ventede.
Det var et smukt, stort rum med højt til loftet, enkelt og pænt lyst træ og på hver side højt oppe balkoner med smukt udskårne rækværker – og så et kæmpemæssigt juletræ midt i det hele.
Vi var vist kun 15 til andagten. Men det spøgte den søde Tintin-præst med og sagde leende, at resten nok skulle komme til maden bagefter – uden den allermindste hån i stemmen. Han var bare så glad for at se os. Han lod en anden læse juleevangeliet. Vi sang et par sange, og det – skulle det vise sig – var bare opvarmning.
Bagefter gik vi alle ned i kælderen, hvor vi sad ved tre lange borde med grønne duge og fint pyntede.
Kaptajnen satte sig for bordenden ved siden af en dame på 85 år, Ellen, som var aristokrat, men jeg har godt nok taget nogle gevaldige rutsjeture i min tid, som hun sagde og lagde sin lange tynde hånd sigende på min arm.
Så kom aftenens største prøvelse. Villy – som jeg senere fik at vide, at han hedder – stilede direkte mod mig og satte sig ved siden af mig. Han er et kendt ansigt i byen og ligner Karl Marx, dog ofte i sort jakkesæt og med en kæmpe, sort hat og stok, fordi han går dårligt. Nu sidder han i kørestol. Man kan opleve ham siddende i busgaden, spillende på sit lille elorgel og storsyngende til.
Vel ikke så underligt, at jeg trykkede mig lidt i stolen. Han var heldigvis ikke ret fuld, så det gik fint, selv om han snakkede rigeligt, og jeg måtte tysse ham lidt af og til.
Over for os sad en lille spag fyr, som jeg inden andagten havde talt lidt med. En gang, da Villy blev for højrøstet og begyndte at tale om, at nu flyttede han også snart til København, så han kunne slippe væk fra de århusianere og videre i den dur, sagde den spage pludselig højt og skarpt og uden den mindste antydning af et smil: Du skulle hellere gå til Jesus Kristus i stedet for at sige alt det bras. Sådan! Jeg havde godt nok svært ved at holde masken.
Han kendte alle, og snart lænede han sig ind foran mig og talte til Ellen og kaptajnen. Mens jeg trak mig bagud, kom han med ridderlige komplimenter til Ellen, som hun nådigt tog imod – og han sagde:
Jeg har nu altid syntes, at det skulle være dig og kaptajnen, Ellen, I passer så godt sammen! Ellen kvitterede flirtende: Ja, men han er nu ikke til at stole på. Og så lo vi alle sammen. Flæskestegen, som var kommet ude fra en fin kro i omegnen, smagte skønt – og jeg spiste, godt tilpas.
Indtil da havde en pæn, stille og nydelig lærertypemand spillet lidt på klaveret. Men da Villy var halvfærdig med stegen, rejste han sig og gik til klaveret, som flere vist havde ventet og håbet på. Og så spillede han stort set resten af aftenen. Først her til maden diverse melodier fra musicals, og alt sammen uden en eneste node! Den stille lærer sad ved hans side og så beundrende på. Han beskrev senere for mig, hvor enestående det var – noget med, at de to hænder levede hver deres liv…
Da jeg så, at Villy ikke ville få mere mad den aften, gik jeg ud i køkkenet og fik lov til at lave en stor pose med steg og kartofler og sovs. Det blev han vildt glad for, så havde han til et par dage i julen.
Der var en masse mærkelige skikkelser, som jeg har set i gaden i årenes løb, men gået langt uden om, fordi de så mærkelige ud. Som ham den lille skeløjede, der ligner fuglen hos Nuser. Ham sad jeg ved siden af til kaffen, ham og den allerførste flaskesamler i Århus, som var blevet påkørt af en bil og havde fået en fuldkommen lam arm. Det fortalte han meget om, og jeg gav ham gode råd.
De var begge to så eventyrligt søde. Ja, det var i sandhed en åbenbaring at blive tvunget til at komme dem nær, alle de mærkelige i gaden. Jeg blev fyldt af stor taknemlighed, jo længere vi kom hen på aftenen.
Tilbage til middagen. Risalamanden var vildt lækker, helt tyk og hård – så fuld var den af mandler. Jeg kunne næsten ikke stoppe.
Efter maden skulle vi op i salen igen og gå rundt om det enorme juletræ. Med et vist besvær kom vi alle derop. Villy måtte jo hjælpes, og Ellens sko sad fast i noget klister, så fødderne kom ud af skoene, og vi havde nær aldrig fået hende på ret køl igen – og latteren bølgede.
Vi var mindst 15 om træet, mens resten sad og så til og sang med. Jeg tror, vi var igennem samtlige julesange, og jeg og den stille lærer gik sammen og sang tostemmigt i stor stil. Vi gik vist i mindst en halv time i diverse retninger rundt om træet. Andre gange har jeg tænkt på, om vi ikke snart skulle sætte os ned igen, men her kunne jeg være blevet ved i det uendelige – følte jeg.
Bagefter skulle vi ned i kælderen og tumlede atter med stole og krykker. Villy kom ikke længere end til klaveret, mens vi andre fik kaffe og te og et væld af slik, småkager og frugt, som der heldigvis også var meget af, så jeg modstod fristelsen med kagerne.
Vi fik også julegaver. Jeg fik et par skisokker, som jeg allerede har haft glæde af. Og tænk, hvor mærkeligt: Jeg havde et julehæfte fra 1941 (mit fødeår) med hjemmefra. Da jeg sad og kiggede i det, faldt jeg over en artikel om Leonora Christina og om hendes mange år i Blåtårn. Der var en side med et digt af hende, som jeg fik lyst til, at de skulle høre.
Det slog mig, at det var mærkeligt, at hun aldrig blev spor bitter i de mange år, men bare mere og mere ydmyg og glad for Gud. Jeg tænkte, at hun er Danmarks Mandela!
Jeg gik op til den unge løjtnant og spurgte, om han ville læse det op. Han smilede stort og sagde: Nej, det skal vores gamle overlærer da gøre!
Så spurgte jeg ham, og sandelig, om han ikke nådigt tog imod hæftet, rejste sig og bad om ro og lov til at læse lidt op. Der blev stille, og alle lyttede andægtigt til hans smukke stemme.
En hel side læste han. Aldrig har jeg følt en større samhørighed med andre mennesker end netop da og hele den aften! Det var så overvældende.
Så snakkede vi videre, og Villy spillede, så taget var ved at løfte sig, og vi sang med på alle de kendte og smukke musicalsange, indtil vi helt udmattede blev sendt hjemad.
Jeg håndede med mange, der også havde været glade for aftenen. Løjtnantens svigerfar holdt min hånd i sine og sagde, at han var glad for at have mødt mig. Jeg var godt nok lige ved at tude. Så gik vi hver til sit gennem den stille frostklare luft, hvor stjernerne funklede usædvanlig klart.
Efter denne juleaften har Annette Wium holdt kontakten ved lige med Frelsens Hær. Hun kommer jævnligt forbi i Klostergade 54. For det meste til gudstjeneste om søndagen.
– Jeg nyder især prædikerne og sangene. Det er balsam for sjælen, og for det meste er det meget tankevækkende ord, siger Annette Wium.
Forkortet af redaktionen.
Af Annette Wium