Israel:
En kidnappet israelsk soldat skal udveksles med 1.000 palæstinensere

I en af de skæveste fangeudvekslinger i Israels historie ventes en enkel israelsk soldat, den 23-årige Gilad Shalit, at blive udvekslet med ikke færre end 980 palæstinensere i israelsk fangenskab.Udvekslingen, der var ventet i sidste weekend, menes nu at ville finde sted i indeværende uge. Shalit, der været fange hos Hamas i Gaza-striben siden han blev bortført for over tre år siden, vil formentlig komme tilbage til Israel via Cairo. Han vil ved ankomsten dertil blive undersøgt for sit helbred af israelske læger og det internationale Røde Kors.
Som optakt til Shalits formodede snarlige ankomst har Egypten forstærket dets militære beredskab ved grænsen til Gaza for at være forberedt på alle eventualiteter.

Grel ulighed

Israel har deltaget i mange krigsfangeudvekslinger med arabiske nabolande og med palæstinenserne, og der har næsten altid været tale om et lille antal israelske fanger mod et stort antal arabiske, men det er første gang, uligheden er så grel.
Forskellen i tal viser, i hvor høj grad israelerne ønsker at få den kidnappede soldat tilbage – men ikke for enhver pris. Israelerne ville ikke gå med til at nogle af de værste arabiske fanger bliver sat fri, men alligevel er prisen for denne ene soldat meget høj.
Antallet af palæstinensiske fanger – 980 – er blevet meddelt af en israelsk retsinstans som svar på en anmodning fra forældre, hvis børn er blevet dræbt ved selvmords-bombeattentater, om at ophæve militærcensuren om udviklingen i Shalit-sagen.
Navnene på de 980 palæstinensiske fanger er ikke blevet meddelt, men det vides nu, at de vil blive frigivet i to omgange – først 450 fanger og derefter yderligere 530 ”som en ensidig israelsk gestus over for det palæstinensiske folk”.

Vil koste menneskeliv

Den israelske befolkning følger nøje udviklingen i denne udvekslingssag. Israelerne ved, at de kommer til at betale en pris senere, når de palæstinensiske fanger er kommet fri og en del af dem kan forventes at ville genoptage terroristvirksomhed mod den israelske civilbefolkning.
En advokat for de omtalte forældre siger, at mindst 180 israelere er blevet dræbt af terrorister, der er blevet løsladt i en fangeudveksling.
En israelsk politisk kommentator, Ari Shavit, skriver i morgenavisen ”Ha’aretz”:
– Det vil koste menneskeliv at bringe Gilad Shalit hjem. Vi ved ikke hvor mange, vi kender ikke deres ansigter eller navne, men vi formoder, at de går iblandt os, og at de vil miste deres liv som en direkte følge af Shalit-aftalen. Prisen kan blive snesevis eller hundreder af dræbte israelere.
Videre skriver Shavit:
– Når det drejer sig om Shalit, har Israel mistet sin forstand og gode dømmekraft. Enhver mulig fejl er blevet gjort. En mislykket regering, forhastede medier og en forvirret offentlighed har gjort Salit-affæren utålelig. Det har udviklet sig til en tvangsforestilling, Gilad er blevet fokus for en national patologi. Selv det emotionelle billede af Shalit i sin mors arme retfærdiggør ikke prisen. Den eneste berettigelse vil være at vide – at nu er det overstået, aldrig mere.