Venstre sidebanner eksempel

Generationskløften er stor mellem IM og IMU

Anders Kruse Elmholdt tror, det er vigtigt at puste støv væk og vende nogle ting i Indre Mission, hvor han selv skal sidde i hovedbestyrelsen fra januar 2010.- Hvis man er aktiv i IM og har sin identitet og rod der, skal det også være rart og indbydende at fortsætte fra at være IMUer til at være IMer, siger Anders Kruse Elmholdt.Til daglig arbejder han som skovfogedassistent i den private sektor i Struer, men fra januar 2010 skal 28-årige Anders Kruse Elmholdt også sidde i Indre Missions hovedbestyrelse. Her er han ikke valgt ind ved et demokratisk valg med opstillede kandidater.
– Systemet i Indre Mission er, at hovedbestyrelsen er selvsupplerende. De finder et antal, som de spørger i en given rækkefølge, og så er der nogle, der siger ja, forklarer Anders Kruse Elmholdt.

Sidder allerede i IMUs udvalg

Til januar stopper han i IMUs landsudvalg, hvor han til den tid har siddet i 2½ år.
– Jeg har ikke tid til at være med begge steder. Der skal også kun sidde ét medlem fra hovedbestyrelsen i IMUs landsudvalg, og den post er besat, forklarer han.
IMUs landsudvalg er underlagt Indre Missions hovedbestyrelse, som er organisationens øverste organ.
Hovedbestyrelsen mødes 6-8 gange om året og diskuterer personale- og ansættelsesforhold, økonomi og åndeligt lederskab.

IM skal støves af

– Der er nogle ting, som bør støves af, og vi bør vende nogle af de ting, som vi står fast på. Sådan er det jo, når man støver af – så genopfrisker man de ting, der allerede står på hylden.
Fx hvad vil det sige at være en missionær, på hvilken måde er man missionær, og hvordan organiserer vi vores arbejde? Der er nogle ting, vi godt kunne vende en gang, siger Anders Kruse Elmholdt.
– Man kan godt overveje, om det virkelig er nødvendigt at holde et missionshusmøde i traditionel forstand, eller om man skal gøre det mere café-præget og få mennesker til bare at mødes omkring en forkyndelse, et bibelstudie eller noget kreativt, siger han og tilføjer:
– Det hele drejer sig om at skabe former og rammer, som befordrer evangeliet og ikke kommer til at stå i vejen.

Fra IMU til IM

Han mener den største udfordring er at skabe en sammenhængskraft mellem IMU og IM-samfundene. Det kan man ifølge Anders Kruse Elmholm gøre ved at danne kursusforløb og udruste medarbejdere, fx i form og indhold.
– Man giver ikke nødvendigvis køb på budskabet, bare fordi man ændrer lidt på formerne. Man kan godt holde budskabet højt, selvom man ændrer på mødeformen.
Man kan også strikke landsarrangementer sammen, i bibelcamping-regi eller andre type arrangementer, som sikrer, at folk kan bevæge sig fra IMU til IM, siger han.
Anders Kruse Elmholdt udelukker heller ikke samarbejde med andre organisationer i fremtiden, men han gør samtidig opmærksom på, at betingelsen er, at man er enige på det teologiske område.
– Hvis de mener noget andet, kan vi godt være kristne brødre og søstre, så er vi bare hver vores organisation og bekriger ikke hinanden, siger han.

Troens stormvejr

Anders Kruse Elmholdt er ’opvokset’ i Indre Mission gennem børneklub, juniorklub, teenklub og IMU. Troen har han altid haft med sig, først som ’barnetro’, derefter som ’voksentro’.
– Jeg er ikke en af dem, som kan sætte en klar skillelinie på, men der skete noget i 9. klasse, hvor jeg begyndte at have en mere reflekterende tro. Det er kommet sådan glidende, som de fleste vel oplever det, hvis man er opvokset i et kristent hjem.
Man har barnetroen med sig og står i et stormvejr på et tidspunkt, hvor troen så bliver personlig.
Jeg har ikke en bestemt hændelse, som var et stormvejr. Men man møder folk, som tænker anderledes, og man begynder at se verden med en voksens øjne. Troen skal også følge med i den proces, at man bliver voksen, forklarer han.

Voksentroen giver et nuanceret billede

Her bliver barnetroen til en mere reflekterende voksentro, mener Anders Kruse Elmholdt:
– Barnetroen er meget tit befriet helt fra tvivl og er meget mere tillidsfuld end voksentro. Når man først møder tvivlen, så kommer troen, som skal bære én i ens voksenliv, forklarer han og uddyber:
– Det er på godt og ondt. Man har et mere personligt forhold til sin tro, men det er på ondt, fordi det er knapt så tillidsfuldt – hvor man helt naturligt og i alle ting henvender sig til Gud – som da man var barn.
Det var sådan, at jeg husker mig selv som barn; jeg sang med på børnesangene og var ikke i tvivl om noget som helst. Som voksen har man tvivl med, men det nuancerer også billedet, siger han.
Der kan blive god tid for den 28-årige skovfogedassistent fra Struer til at få sat et aftryk på Indre Missions udvikling. Når man er valgt ind i hovedbestyrelsen, kan man nemlig blive siddende, indtil man fylder 70 år.