Religionerne profeterer om Jesu fødsel

Ikke kun de jødiske skrifter i Det Gamle Testamente forudsiger en kommende Messias. Også hinduistiske vedaer fortæller om, at Gud bliver menneske. Og Koranen fastholder, at Jesus blev født af en jomfru…Hvis Jesus var født i Amerika, ville indianske åndemanere have opført hans komme i en trommedans. Hvis Jesus var født i Norden, ville skjaldene have lovprist ham i sang. Hvis han var født i Afrika, ville fablerne om ham blive fortalt fra hytte til hytte.

Svend Løbner

Men nu blev han født i Israel. Og derfor blev han forudsagt i den jødiske Tora (De fem Mosebøger) og Tanak (resten af Det Gamle Testamente).

Gud vil lade en profet som mig opstå, sagde folkeføreren Moses (5. Mos. 18:15).
Når dine dage er omme, vil jeg oprejse din sæd og grundfæste hans kongedømme evindelig, sagde profeten Natan til den legendariske kong David (2. Sam. 7:12-16).
”En barn er født os, en søn er os givet, på hans skulder skal herredømmet hvile, og hans navn skal være Underfuld-Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste”, profeterede Esajas (9:6).
I dag citeres disse passager som det naturligste i verden i kirker landet over. For som kristne tolker vi dem som profetier om Jesu fødsel, der netop er kernen i juleevangeliet.
Og at Gud har en søn antydes i Ordsprogenes bog:
”Hvo opsteg til himlen og nedsteg igen, hvo samlede vinden i sine næver, hvo bandt vandet i et klæde, hvo greb fat om den vide jord? Hvad er hans navn og hans søns navn?” (Ords. 30:4-5).
Men ligesom det tre vise mænd kom fra ”Østerland” for at tilbede det lille Jesus-barn, fordi de havde set en særlig stjernekonstellation tegne sig på himlen, ligger der også spor og koder, som peger på Jesus, i andre religioner end jødedommen.
Selv om han blev født i jødeland, ”i tidens fylde, født af en kvinde, født under loven”, som apostlen Paulus senere pointerer det, så var begivenheden – at den almægtige Gud lod sig føde som afmægtigt menneske – så stor, at det har givet profetiske dønninger i mange andre skrifter end de jødiske. Måske også i indianske danse, nordiske viser og afrikanske fabler.

I hinduernes ældste veda, Rig Veda, fra omkring 1400 år f. Kr., optræder i hvert fald passager, som kunne være hentet ud af Det Gamle Testamente:
”Hans lysende stråler bærer ham oppe, den Gud som kender alt, hvad der lever… Du går til gudernes hær, du kommer herned til mennesker, at vi må skue dit lys” (Rig Veda 1.50:1,5).
Rig Veda består af 10 digtsamlinger med over 1000 digte. De fleste digte omhandler tordenguden Indra, der med sit lyn antænder ilden Agni – og derfra stammer det engelske ord ”ignite”, som betyder at tænde. Agni omtales ofte som ”spædbarnet”, der både er gud og menneske:
”Du den trofaste, den udødelige blandt dødelige, Gud blandt guder, indviede præst, bedst til tilgivelse, må du skinne i herlighed. Agni skal ophøjes med menneskers gaver. Født i dag, du den spændstige Søn, mellem begge racer af fødte væsener, o Agni…” (Rig Veda 4.2:1-2).
”Som manges væsen, fra vandenes moderskød bryder han frem, vis og mægtig, med gud-lignende natur… Han er Magtens herre blandt de mægtige…” (Rig Veda 1.115: 4-6).
Rig Veda profeterer endda om formålet med hans komme:
”Det ufødte Spædbarn bærer denne verdens byrder, opfylder Loven og overvinder falskhed” (Rig Veda 1.152:3).
Hvis Jesus var født i Indien, ville Rig Veda og Upanishaderne være vores Gamle Testamente i dag. Upanishaderne fra ca. 700 år f. Kr. er brahmin-præsternes kommentarer til vedaerne og reformerer religionen på samme måde, som profeterne i Det Gamle Testamente fastholdt, at Moselovens ofre og ritualer ikke er nok til at behage Gud – det er motiver og handlinger, der gælder.
Også her lover den højeste Gud, Brahma, at han vil iklæde sig en krop og ofre sig for mennesker:
”Han (Brahma) følte attrå, denne krop vil jeg kunne ofre, ved den vil jeg have et jeg… Efter et års forløb bragte han den til sig selv som offer…”(Brihadavanyaka-Upanishad, Madhu-Khanda 2.7).
Også Bhagavad Gita fra ca. 300. f. Kr. forudsiger en frelsers komme. Her er guden Krishna er type, der har slående lighed med Kristus:
”Selv om jeg ikke fødes, er uforanderlig af natur og Herre over alle skabninger, har jeg dog underkastet mig min natur og ladet mig føde gennem min egen uransagelige kraft.” (4:6).
Ikke underligt, at brahmineren Sadhu Chellappa fra Madras i Sydindien, som jeg har interviewet, forkynder om Kristus ud fra de hinduistiske grundskrifter. Og fortæller om de gudenavne, han i præsteskolen lærte at bruge i mantraer: ”Den som kalder sig Guds Søn”, ”Den som er født af en jomfru”, ”Den som blev hængt op og dræbt på et tredelt træ”, ”Den som vandt sejr over døden” og ”Den som bliver kaldt herrernes Herre”.

Men det er heller ikke kun i de hinduistiske grundskrifter, vi finder tydelige henvisninger til juleevangeliet. Også muslimernes hellige bog Koranen kommer i bagklogskabens lys til at bekræfte juleevangeliet, selv om bogen også udtrykkeligt benægter, at Gud kan have en søn.
Islam tager sin begyndelse med profeten Muhammeds udvandring fra Mekka til Medina i år 622 e. Kr., og da det netop er efter Kristus, boede mange kristne i Arabien på Muhammeds tid, ligesom forskellige evangelier var i omløb.
Derfor finder vi mange passager i Koranen, der har slående lighed med evangelierne i Det Nye Testamente. Som da Maria blev gravid med Jesus på overnaturlig vis:
”Vi sendte så Vor ånd til hende, og han tog skikkelse for hende som en fuldkommen mand. Hun sagde: Jeg søger tilflugt hos den Nådige mod dig, hvis du er gudfrygtig. Han svarede: Jeg er kun et sendebud fra din Herre, der skal give dig en ren søn. Hun sagde: Hvordan kan jeg få en søn, når ingen mand har rørt mig, og jeg ikke har været ukysk? Han svarede: Således:. Din Herre siger: Det er let for Mig… Derpå blev hun svanger…” (19:17-23).
Koranen fastslår desuden, at Jesus er Messias, og at han kom med evangeliet:
”…englene sagde: O Maria, Allah giver dig visselig glædeligt budskab ved et ord fra Ham: Hans navn skal være Messias, Jesus, Marias søn, æret i denne verden og den kommende, en af dem, der står (Gud) nær” (3:46).
Og derfor citerer Koranen Jesus for at sige:
”…fred være med mig den dag, jeg blev født, og den dag, jeg dør, og den dag, jeg genopstår til nyt liv” (19:31,34).

Hvad kan vi så bruge alt dette til? Jo, til at tage det til efterretning, Jesus selv sagde i evangelierne, at Han er hele verdens frelser. Og at den historiske kendsgerning, at han blev født i Betlehem i Judæa på et bestemt tidspunkt i historien, ikke begrænser Guds redningsplan for menneskeheden til det lille geografiske område i Mellemøsten og ej heller til den korte tid, de 2000 år trods alt er, i lyset af menneskehedens samlede historie.
Gud har ikke efterladt os uden vidnesbyrd. Som apostlen Paulus pointerer i sine breve:
Der er dels vidnesbyrd om Gud, der bekræftes af religionshistorien: Alle mennesker lever midt i et skaberværk, der vidner om Gud. Og alle mennesker har en samvittighed, en viden med sig selv om, at der er en højere magt, vi skal stå til ansvar for.

”Kristus i Verdensreligionerne” indeholder bl.a. interviews med en rabbiner, en hindupræst og en imam, samt flere konvertitter.

Og der er dels vidnesbyrd om Gud, der uddybes i teologien: Ethvert skrift er indblæst af Gud, og som kristne tror vi, at hele Bibelen er Guds ord. Men det udelukker ikke, at Gud også har lade sine guldkorn drysse ned i de andre religioners grundskrifter for at lede til det ypperste i Guds åbenbaring: Jesus Kristus. Og selv om de fleste mennesker levede før Jesu fødsel og udenfor antikkens Israel, så har de med inspiration fra grundskrifterne kunnet glæde sig til løfternes fuldbyrdelse. Derfor har de – ligesom Moses, David, Esajas og andre gudelige i Det Gamle Testamente – taget forskud på det evige liv. For Jesus sagde jo selv, da han havde oplevet troen hos en romersk officer:
”Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords sammen med Abraham, Isak og Jakob i Himmeriget” (Matt. 8:11).

Svend Løbner er journalist og forfatter til bogen ”Kristus i Verdensreligionerne”.