Else blev overrasket ved bøn: ”Jeg så Jesus”

– Han var iført en beigefarvet kjortel af groft stof, og over den bar han en falmet rød kappe, fortæller Else Kaes, der under forbøn fik et møde med Jesus, som forvandlede hendes liv. Efter en alvorlig bilulykke i 1979 pådrog Else Kaes sig alvorlige kvæstelser i sin ryg. Dag ud og dag ind levede hun i et smertehelvede.

– Jeg var blevet bedt for så mange gange, og intet var sket. Jeg orkede ikke mere forbøn…

– Smerterne var så ulidelige, at jeg måtte tage store doser af morfin for at kunne holde det ud. Doserne blev sat højere og højere op, og jeg var til sidst fuldstændig afhængig af stoffet. Jeg kan lige så godt sige det som det er, jeg blev morfinist.
I 2001 blev Else Kaes kristen og blev tilknyttet pinsekirken i Kolding. Hver søndag efter gudstjeneste gik Else op til forbøn. Igen og igen blev hun bedt for, men ingenting skete. Smerterne i hendes ryg forsvandt ikke.

En onsdag aften, hvor Else deltog i et Alpha-kursus, kom præsten hen til hende og spurgte, om hun måtte bede en bøn for hendes ryg.
– Det første jeg tænkte var: ”Åh nej, ikke igen, det hjælper jo ikke noget.” Jeg var blevet bedt for så mange gange, og intet var sket. Jeg orkede ikke mere forbøn. Men af en eller anden grund fulgte jeg alligevel med præsten ind i et lille rum, hvor vi i ro og fred kunne sidde og bede, fortæller Else.
– Under bønnen skete der det, at jeg pludselig blev rykket op i himmelrummet. Og mens jeg svævede rundt deroppe, så jeg en stor folkemasse nede på jorden. Jeg kunne se på bygningerne og det tøj folk gik i, at det ikke var i vores tid, men i en tid for over 2000 år siden. Pludselig ser jeg helt klar og tydeligt Jesus iblandt de mange mennesker. Han er iført en beigefarvet kjortel af meget groft stof. Over den bærer han en falmet rød kappe, som slæbte efter ham. Hans sandaler er slidte, fødderne er nøgne og støvede, neglene næsten sorte.

– Midt inde i mængden af de mange folk, ser jeg en kvinde komme snigende. Hun går hen imod Jesus, bukker sig og rækker ud efter den yderste kvast på hans kappe.
Lige i det øjeblik, hun rækker sin hånd ud, vender hun ansigtet opad og jeg, der svæver et sted ude i rummet, kan pludselig se, at det er mig.
Det er mit eget ansigtsbillede, der kigger op på mig.
Straks efter at jeg har set dette billede, forsvinder det hele, og jeg er tilbage i værelset, hvor præsten sidder og beder for mig, fortæller Else.
– Da præsten er færdig med at bede, spørger hun mig, om jeg kan mærke en forskel.
Jeg turde ikke fortælle hende, hvad jeg havde oplevet, for jeg tænkte, at hvis jeg fortalte det, ville hun tro, jeg var skør. Så jeg svarede hende: ”Det ved jeg ikke rigtig”.

Om morgenen, dagen efter, gik Else ikke som hun plejede ud i køkkenet for at åbne sit medicinskab og tage nogle morfinpiller.
Hun gik ud i badeværelset, og mens hun stod herude og kiggede sig selv i spejlet, oplevede hun, at der var noget, som var helt anderledes.
– Mine rygsmerter var forsvundet. For første gang i 20 år var jeg fuldstændig fri for smerter i min ryg! Jesus havde helbredt mig under forbøn aftenen før. Det var et mirakel.
Jeg råbte højt af glæde og takkede Jesus for hans fuldbragte værk på korset.
Vi har fået ”lægedom ved hans sår”, står der i 1. Petersbrev 2,25. Den lægedom havde jeg nu taget imod i tro. Det var fantastisk.

Elses ryg var helbredt. Men hun kunne endnu ikke lægge morfinpillerne på hylden.
Alvorlig slidgigt i hendes knæ havde udviklet sig, og smerterne var voldsomme. Lægerne på hospitalet besluttede, at hun skulle have et kunstigt knæ indopereret.
– Jeg blev indlagt, og operationen gik godt. Man mente, at jeg var rask nok til at blive udskrevet og tage hjem til mig selv, fortæller Else.
– Men et par dage efter at jeg var kommet hjem fra hospitalet, begyndte mit ben at hæve og blev dobbelt så tykt som det andet. Såret efter operationen blev rødt, og jeg fik værre smerter, end jeg nogensinde havde oplevet. Jeg blev akut indlagt, og lægerne undersøgte mig på kryds og på tværs. De kunne ikke finde nogen betændelse og undrede sig over, hvad årsagen så kunne være til, at mit ben hævede. Det endte med at jeg blev sendt hjem med en stor pose fyldt med morfin og en besked om at se tiden lidt an.

Der gik en lille uges tid. Men ingen bedring skete. Elses ben var stadig hævet, og såret så ikke godt ud.
– En nat vågnede jeg ved to-tiden ved, at en stemme sagde til mig: ”Du må ikke længere tage morfin. Det forgifter din krop og er grunden til, at dit ben ikke vil blive rask. ”
– Jeg stivnede af skræk, da jeg hørte stemmen. For hvem var det, der talte? Var der en fremmed i mit soveværelse? Eller var jeg ved at blive sindssyg? Havde morfinen givet mig hallucinationer? Ville jeg snart se hvide mus og underlige insekter kravle rundt på gulvet?
– Jeg tog mod til mig og stod op for at tjekke, om der var nogen i mit soveværelse. Men jeg var alene.
Jeg lagde mig i seng igen.
Lige da jeg var ved at falde i søvn, hørte jeg igen stemmen, som meget bestemt fortalte mig, at jeg måtte holde op med at tage morfin. Og nu gik det op for mig, at det var Guds stemme.

Næste morgen da Else vågnede, havde hun stadig voldsomme smerter, men hun kunne huske episoden fra om natten og lod være med at tage morfin.
– Ved ti-tiden om formiddagen kom min mor for at se, hvordan jeg havde det. Jeg fortalte hende, hvad jeg havde oplevet om natten, og hun brød grædende sammen. Hun fortalte mig, at hun på samme tidspunkt som mig, klokken to om natten, havde hørt en stemme sige: ”Gå hjem til din datter i morgen og fortæl hende, at hun skal holde op med at tage morfin. Den skader hende kun og gør hende mere syg.”
Gud havde advaret både mor og datter.

Efter et par uger uden morfin var Elses ben fuldstændig raskt.
– Da jeg afleverede den store pose med uåbnede morfinemballager til min læge, kan det nok være, at han spærrede øjnene op. Han spurgte mig, hvordan jeg var kommet igennem perioden uden morfin. Om jeg ikke havde haft abstinenser. Jeg svarede ham: ”Nej, for når Gud gør noget, gør han det helt.”

– Jeg tror, at mange kristne ligesom mig er blevet bedt for hundredvis af gange, uden at der er sket noget som helst.
Når helbredelsen udebliver, sniger tvivlen sig ind – og vi mister troen på, at bøn virker, fortæller Else.
– Men bøn virker, skal jeg hilse at sige, ingen tvivl om det. Hver gang, vi bliver bedt for, kommer vi et skridt nærmere helbredelsen, også selv om vi ikke kan føle noget.
– Den onsdag aften, hvor præsten i min kirke tilbød at bede for min ryg, havde jeg allermest lyst til at sige nej. Jeg orkede ikke mere forbøn. Men jeg ønskede at give Jesus en chance, og jeg kan huske, at jeg sagde til ham: ”Herre, hvis jeg ikke tror på, at du kan helbrede mig, hvordan skulle du så kunne gøre det? Jeg overgiver mit liv til dig nu – din vilje ske”.
– Jesus helbredte mig, og han vil også helbrede dig, der lige nu står i en svær situation. Det kan være, du er plaget af lidelser. Måske har du brug for udfrielse fra et eller andet, som piner dig. Uanset hvad, så har Jesus taget alle vores lidelser og båret vore sygdomme. Hans værk på korset er fuldbragt. Han har med sit blod købt helbredelse, udfrielse og lægedom af enhver art. Jesus har fuldt ud givet os alt, hvad vi overhovedet har brug for. Det eneste, han forlanger af os, er, at vi tager imod det – i tro.