Finsk er fint

I forbindelse med mit job som stewardesse skulle jeg engang overnatte i byen Tampere i sort-hvide Finland. Da jeg på hotelværelset tog skoene af, opdagede jeg, at min ene fod var meget større end den anden. Læsere kunne måske tro, at dette er en permanent defekt ved min ellers udmærkede krop, men til orientering plejer de at være ret ens, og jeg døjer normalt ikke med at gå i ring.
Jeg besluttede mig for at tage på skadestuen, hvor jeg blev placeret i venteværelset lige ved siden af en gruppe unge fyre, hvis udseende var et mix af gotisk vampyr-tatovør Kat von D og den finske melodi grand prix-rockgruppe Lordi – dog uden maskerne. Fyrene begyndte uheldigvis at snakke til mig og mumlede noget om en invitation til rollespil og noget med økser, men da kom en hvidklædt engel ind – i form af en sygeplejerske – og sagde mit navn.
Sygeplejersken hilste pænt på mig på bedste Mumitrold-manér, spurgte om det var en arbejdsskade og sagde:
– Nå, er du stewardesse? I Tampere Lufthavn? Kender du Tom? Han bærer kufferter.
Stadig lidt bange for, om min fod skulle opereres af, svarede jeg:
– Øh… hva’?
– Tom! Han er min ekskæreste. Hils ham, hvis du ser ham, svarede hun begejstret, som om vi sad på en café og snakkede om fyre.
Her var min fod (næsten) ved at falde af, og hun ville snakke ekskærester! Hun fortsatte med at mumle noget om, at jeg kunne tage et brev med til ham. Hun ville nemlig gerne sige undskyld for nogle ting, men han svarede ikke længere hendes telefonopkald.
Før der gik stalker i foretagendet, gryntede jeg et fiktivt av for at flytte fokus tilbage til min fod, der måske nu var på størrelse med en rumfærge. I sidste ende scorede jeg blot en stak udramatiske antibiotika-tabletter, så min historie ender næppe som rekonstruktion i et overlevelsesprogram på National Geographic Channel. Men måske læser jeg en dag i avisen om – ikke endnu et finsk skoleskyderi – men i stedet om en finsk sygeplejerske, der smuglede sig ind i en lufthavn ved at gemme sig i en kuffert.