Kun med hjertet ser man rigtigt
Præsten Asser Skude lærte tidligt, hvor meget kærlige ord og øjne betyder og hvor vigtigt det er, at vi hjælper hinanden.Nogle skynder sig hastigt videre eller går i en bue langt udenom. Andre kaster en mønt i forbifarten. De gavmilde lægger en seddel og tager sig måske også tid til en lille snak. Men de færreste møder de hjemløse med et kram, en snak og et brændende ønske om at hjælpe. Det gør Asser Skude.
Fotograf:
Ulrik Jantzen,
Das Büro.
Da Kapernaumskirken på Nørrebro åbnede i 1895, talte præsten om at omvende sjæle med hjerter så hårde som sten.
Asser Skude, 40 år, tager ordene bogstaveligt. Han er med til at omvende hjerter og flytte grænser. Han er sognepræst i Bispebjerg-Brønshøj Provsti – siden december 2009 først og fremmest præst for Københavns hjemløse og leder af Projekt Gjæstebud for hjemløse. Hans store drøm er en kirke til de hjemløse i København.
– Søren Kierkegaard er mit forbillede, når han taler om, at vi mennesker skal se hinanden med kærlighedens øjne.
– Et blik kan gøre ufatteligt meget…gavn eller skade. Man skal hverken se med medlidenhed eller nedladenhed, men med kærlighed. Det er så vigtigt, siger præsten.
For syv år siden startede han Projekt Gjæstebud: Hver søndag er der gratis middag til hjemløse i krypten under kirken. Han er selv vært og støttes af en lang række frivillige hjælpere samt et par sponsorer.
Præsten kender de fleste af sine omkring 100 søndagsgæster og cirkulerer rundt og taler med gæsterne under middagen. Der udveksles en del kram. Gæsternes ydre fremtoning er uden betydning for ham.
– Det er jo ikke det, der er udenpå, der er vigtigt. Man skal tage mennesker, som de er og møde dem, der, hvor de er. Alle har brug for at blive mødt og forstået.
– I starten gav jeg måske hjemløse et kram som en modreaktion på den professionelle distance, mange har, når de skal hjælpe mennesker, der har det skidt. I dag er det naturligt for mig, og jeg opfatter dem nærmest som familie, siger Asser Skude.
Han blev inspireret til at gøre en indsats for hjemløse, da Hjemløsehuset på Falkevej åbnede for ca. 10 år siden.
Siden har han gjort sig stor umage for at sætte sig ind i deres situation. Lyttet til talrige historier, vejledt og hjulpet så mange som muligt.
Der har også været gratis morgencafé for de hjemløse i kirkekælderen på alle hverdage. Et forsøg, som startede på præstens opfordring.
– Man får ved at give. Sådan er livet. Jeg får altid mere, end jeg giver til de hjemløse, og jeg føler, at de passer godt på mig. De fleste har en høj moral og er gode kammerater. De vil ikke noget ondt. Dem der kommer her, fejer, vasker gulv, bærer skrald ud og fjerner affald foran kirken. Der har været nogle enkelte forsøg på indbrud, men jeg tror, det var narkomaner. Man kan komme langt ud, når der skal skaffes penge til stoffer hver dag.
– Vi kan alle komme ud for at blive tippet til den forkerte side, pointerer han.
Det oplevede han allerede som barn i Sakskøbing, da en håndværker mistede sin søn. Han mistede også sin kone, for da barnet døde, gik ægteskabet i opløsning. Manden blev spritter og hjemløs.
– En dag gav min mor ham noget mad, som han sad og spiste i vores entre. Jeg syntes, det var lidt mærkeligt, at han sad der og spiste vores mad og brugte vores bestik, husker Asser Skude.
Hjemløsepræsten har selv prøvet stor personlig smerte på nært hold.
– Som 12-årig så jeg en i min nærmeste familie forsøge at tage sit eget liv. Som havde skåret i sig selv og lå på badeværelset med blodet rendende ud af kroppen.
– Jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg skulle gøre. Faktisk har jeg haft svært ved at tro på, at det skete. Det er nok noget, jeg aldrig glemmer, selvom det er over 25 år siden. Som barn var det svært at forstå, at en voksen kunne være så ked af det og have så meget brug for hjælp. Og jeg har betalt en høj pris for at opleve det dybt tragiske… psykiske lidelser.
– Dengang var jeg alt for lille til at hjælpe et menneske, der stod mig nær, som forsøgte selvmord. Men i dag kan jeg hjælpe, siger han.
Som voksen har han også oplevet selvmordsforsøg i sin nærmeste vennekreds. Disse smertefulde oplevelser har været med til at forstærke hans insisteren på at hjælpe dem, der har det svært.
– Jeg har tillid til livet. Når jeg har været nede i huller og ude i situationer, hvor jeg har følt, at jeg ikke var herre over min egen tilværelse, så har jeg altid prøvet på at fastholde billedet af, at nogen hjælper mig igennem. At Gud bærer. Efterhånden som jeg bliver ældre, er jeg ikke så kålhøgen som tidligere. Jeg har fået en større ydmyghed over for livet og dybere forståelse for, at vi ikke er herrer over liv og død.
– Engang blev jeg helt umotiveret overfaldet på Bakken. Måske bare fordi jeg gik og så meget glad ud. Pludselig var der en, der angreb mig bagfra med en skruetrækker. Først troede jeg, at det var med en knytnæve, men den gik lige igennem. Jeg var rædselsslagen, men er heldigvis god til at løbe. Ham, der overfaldt mig kunne have afsluttet mit liv. Sådan en oplevelse giver stof til eftertanke.
Vi ser, hvor hurtigt livet kan ændre sig. Jeg tror på den bærende, den skabende og den opretholdende Gud. Men som præst arbejder jeg først og fremmest for, at vi sætter både Gud og hinanden mere på dagsordenen herhjemme. Det forebygger vold og lidelse, siger han.
I vinteren 2007 havde Asser Skude tre måneders studieorlov og gik rundt på gaderne i København sammen med hjemløse. For at sætte sig endnu bedre ind i deres livsvilkår. Det kom der en rapport ud af samt større forståelse for deres livsbetingelser.
– De problemer, der følger i kølvandet af hjemløshed, trækker tænder ud. Det er aldrig for sjov, man bliver hjemløs. Prisen er høj, og mange dør tidligt.
– I december sidste år begravede jeg en 34-årig hjemløs. Han døde af kulde, da han lå og sov uden for Hjemløsehuset, som er lukket om natten. Jeg synes, det er mærkeligt, at vi ikke kan finde ud af at give dem lov til at overnatte i en af de tomme kirker om vinteren – de gange der ikke er plads på herbergerne. Bare så folk ikke sover sig ihjel. Det er så farligt at sove udenfor, især hvis man har lidt alkohol i blodet.
Asser Skude har også været i USA og rundt i Europa for at lade sig inspirere af andre hjemløseprojekter.
– I USA har de hjemløse den fordel, at det er lettere at få råd til en bil. Som de kan sove i og bruge til at komme lidt rundt i. I New York besøgte jeg et sted, hvor hjemløse blev hjulpet til at søge job, gå til jobsamtale og fik et sæt pænt tøj. De lærte også, hvordan man laver mad og holder hus med henblik på genhusning, fortæller han.
Der er mange måder at hjælpe mennesker til at få et værdigt liv på.
– I Danmark må man helst ikke tigge. Det opfattes som dårlig stil. Men det er dyrt at være hjemløs.
– En plads på et herberg koster nemt 2500 kroner om måneden. Dem der har hunde skal også skaffe penge til hundemad og dyrlæge, siger han.
En del sælger hjemløseavisen Hus forbi.
– De tjener otte kroner per avis. Det er et forsøg på at hjælpe dem med overførselsindkomster ved at give dem ansvar. Hvis man har det skidt, kan det være opslidende bare det at skulle sælge avisen.
Avissælgerne møder mange afvisende øjne i løbet af en dag. Det er selvfølgelig ikke rart, når man i forvejen ikke har det godt. Heldigvis er der også mange, der er venlige og betaler lidt ekstra for avisen, siger han.
Præsten og andre frivillige har også en drøm om en hjemløse-ambassade. Et sted hvor man kan henvende sig uden at blive mødt med en mur af krav. Hvor man bare bliver hjulpet med det samme – bedst muligt og uden pegefingre.
– Hvis hjemløse i desperation henvender sig til deres kommune, får de ofte besked på, at de kan få en tid tre uger senere. Sådan er deres virkelighed ikke. De er ikke system-mennesker, og de har ikke en time-manager.
– Jeg synes, det er ukærligt at tvinge mennesker, der har det svært, ind i systemets kasser og straffe dem, hvis de ikke klarer det, siger han.
Hvis helbredet skranter eller sjælen hænger i laser, kan det være svært at finde overskud til at tilpasse sig. Når man afviser eller besværliggør livet for dem i nød, havner de lettere på hospitaler eller i fængsler.
– Det koster en halv million kroner om året, når et menneske sidder i fængsel. Det vil være bedre både menneskeligt og økonomisk – hvis vi ikke er så emsige. Når man giver hjemløse s-togsbøder eller tvinger dem til at betale skat, så plukker man fjer af hønen. Man stresser og tvinger mennesker i nød endnu længere ud, siger han.
Systemer mangler overbærenhed, medfølelse og takt.
– Nogle hjemløse dør af tuberkulose, hepatitis C, hjernehindebetændelse og sygdomme, vi ellers troede var udryddet herhjemme.
– Jeg har en ubetinget tillid til, at jeg ikke bliver smittet. Jeg er ellers ikke særlig modig og har aflyst to rejser til Israel på grund af forhøjet beredskab. Havet og regnskove med slanger har jeg også stor respekt for. Jeg tror på ingen måde, at jeg er uovervindelig.
De seneste fire år har Asser Skude holdt jul med hjemløse på Café Sommersko.
– Jeg synes, det er dejligt at være med til at give dem et frirum juleaften. Med god mad, vin og gaver. Det er en sårbar dag, hvor man har brug for fællesskab. De første år tog jeg hjem til min egen familie senere på aftenen, men det gør jeg ikke længere.
– Når vi holder jul sammen, ved jeg, at hver femte ikke er med året efter. For de dør tidligt. Jeg synes, det er hårdt at opleve, at deres helbred er så dårligt, siger han.
Som præst har han gennem årene stået for mange begravelser af hjemløse i fyrrerne.
– Jeg synes også, at det er en skandale, at hjemløse bliver overfaldet på gaden af unge fra alle samfundslag. Det sker ofte, og folk går lige forbi uden at hjælpe. Den passivitet har jeg nogle gange svært ved at forstå, siger Asser Skude.
Asser Skude er født i Charlottenlund, men er opvokset i Albertslund, hvor der var pasningsgaranti og cykelstier.
Hans far er arkitekt, hans mor er tandlæge, og han har en lillesøster. Fra han var ni til fjorten år boede han i Sakskøbing på Lolland, hvor hans fars familie kommer fra. I den periode gik han på en kristen privatskole i Maribo.
– Der var en del fattigdom i Sakskøbing, da jeg var barn. På en nedlagt fattiggård boede de mest forhutlede mennesker. Min far skulle engang lave en ombygning af et gammelt plejehjem. Der blev jeg også konfronteret med fattigdom. Man skulle tro, at det var løgn!
– Mine forældre er fra 68-generationen, og i deres omgangskreds var det moderne ikke at lade børn døbe. Så jeg blev ikke døbt som barn, men først som 13-årig, da jeg skulle konfirmeres, siger Asser Skude.
I gymnasieårene fandt han ud af, at han ville være præst, og han gik i gang med uddannelsen umiddelbart efter sin studentereksamen.
– Mit gudsforhold startede stille og roligt med en undren over livet og de oplevelser, der gjorde indtryk som barn. Min oldemor var en af mine rollemodeller. Hun boede på Lolland og var et troende menneske. Hun var ulykkelig over, at jeg ikke blev døbt.
– Mine oldeforældre manglede ikke noget. De havde noget jord med beliggenhed og basis for en grusgrav. Min oldefar havde malkekøer, som var hans store interesse, og min oldemor havde en æbleplantage. Det, hun tjente på frugttræerne, brugte hun på at købe fine gaver til familien.
Hun var en god og givende kvinde, der hjalp folk på en ikke-hyklerisk måde – for eksempel skærsliberne, der kom forbi. Hun hjalp på en fin og diskret måde. Der var ikke noget med at blæse i basun, siger han.
Asser Skude er sig altid bevidst, at man ikke skal påpege en splint i et medmenneskes øje, mens man selv render rundt med en hel bjælke. Han vil heller ikke være en af dem, der blæser i basun for at fremhæve egen indsats.
– Det er vigtigt for mig, at dem jeg hjælper, opfatter mig som en kammerat. Vi er alle præster for Vor Herre, og vi skal hjælpe hinanden uden fordomme – aldrig håne, sladre eller nedvurdere, siger præsten.
Apropos sjælene med hjerter så hårde som sten:
-Tomme hjerter skal ha kærlighed, og uforstandige hjerter skal ha visdom, tilføjer han.
Øjne kan være fulde af foragt, vrede eller angst. At blive set på med medfølelse er ikke altid rart. De fleste vil gerne føle, at de har styr på livet. Ingen har det. Vi er alle lige… sårbare.
Det er vigtigt at se med hjertet. Et blik fyldt med kærlighed går man ikke galt i byen med.
Missionshuset Bethesda i København var for 100 år siden samlingspunkt for storbyens hjemløse. Nu vender de tilbage.
Fra marts måned kan hjemløse københavnere hver søndag søge ly for vejrliget og få et måltid mad, når Bethesda på Israels Plads slår dørene op.
Det er det kirkelige Projekt Gjæstebud, der har lejet sig ind i missionshuset efter seks års husly i Kapernaumskirken i Københavns Nordvest-kvarter.
– Det er en sten, der er faldet fra mit hjerte, at vi får lov til at være inde i byen både i så fin en ramme herinde og så tæt på Nørreport Station, hvor mange af de hjemløse holder til, siger præst og initiativtager til Gjæstebud Asser Skude, der regner med, at cirka 100 hjemløse vil tage imod tilbuddet.
I virkeligheden er det ikke noget nyt, at de hjemløse bydes velkommen i Bethesda, som er centrum for Indre Missions arbejde i København.
Da Indre Mission etablerede sit arbejde i København for 128 år siden, var det netop med fokus på socialt arbejde.
– Dengang overnattede de hjemløse her og sov i hobetal. Vi vil som kristne gerne hjælpe med at tage os af mennesker. Vi håber, de hjemløse vil føle sig velkomne her, og det gælder i øvrigt alle, siger Kai Lund, der er ansat som administrator af Bethesda.
KP Ole Larsen
