Fader Kolbe – en helgen i Auschwitz
Beretningen om den katolske præst Fader Kolbe er en tragisk og dog vidunderlig historie om barmhjertighed, godhed og offervilje midt i krigens rædsler. For 15 år siden, den 13. marts 1995, bragte lokale aviser i den polske by Brzeg nær Wroclaw en dødsannonce over en tidligere sergent i den polske hær, den 94-årige Franciszek Gajowniczek.
Louis Bülow, Århus,
er freelance forfatter og har skrevet en del artikler om nazismens forbrydelser.
Dermed blev der sat punktum for en tragisk og dog vidunderlig historie om barmhjertighed, godhed og offervilje, der udspillede sig i dødslejren Auschwitz midt i det nazistiske inferno af ondskab og massemyrderier historien om fange nr. 16670, Fader Maximilian Kolbe, der med sit budskab om næstekærlighed frivilligt gav sit liv i august 1941 for netop Gajowiczek.
Beretningen om Fader Kolbe tager sin begyndelse i 1894, hvor Raymond Kolbe blev født i Lodz i Polen, i et fattigt hjem, hvor forældrene arbejdede som vævere. Allerede i 1910 sluttede han sig til Franciskanerordenen og blev munk, under navnet Maximilian. Han studerede i Rom og blev ordineret i 1919, hvorefter han vendte tilbage til Polen for at undervise i kirkehistorie og religion på et seminarium.
I 1930 tog han til Asien, hvor han grundlagde munkeklostre i Japan og Indien, men blev kaldt tilbage til Polen seks år senere for at lede klostret ved Warsawa. Nazityskland invaderede Polen i 1939, og med stigende brutalitet blev jøder og andre grupper udsat for forfølgelser og terrorhandlinger. Hitlers plan om jødernes totale udryddelse begyndte at gå op for Maximilian Kolbe i al sin gru, og han lod uden tøven klostret huse og beskytte flere tusinde polske flygtninge, heraf de fleste jødiske.
I maj 1941 blev klostret lukket, Kolbe arresteret og ført til KZ Auschwitz. I lejren fortsatte Fader Kolbe sin præstegerning, afholdt små gudstjenester de mest usandsynlige steder og holdt modet oppe hos sine medfanger. Fangerne blev systematisk udsultet næsten til døde, og overlevende har fortalt, hvorledes munken ved mange lejligheder overlod sin sparsomme ration af brød eller suppe til andre.
En læge, der førte nødtørftigt tilsyn med de udsultede og syge fanger, kunne efter krigen berette, hvorledes Kolbe til stadighed ofrede sig for sine medfanger. Mange kravlede hen over barakkens gulv om natten bare for at være i nærheden af Fader Kolbes briks for at søge trøst og lindring. Altid bad Kolbe sine medfanger tilgive de nazistiske bødler, altid bad han dem svare igen på uhyrlighederne med kærlighed og godhed
I juli 1941 flygtede en fange fra Fader Kolbes barak det var skæbnesvangert: i Auschwitz var det en regel, at 10 medfanger ville blive henrettet uden videre som gengældelse for flugt.
SS-kommandanten Karl Fritsch lod barakkens 600 fanger stille op på rad og række, og efter mange timers venten i hede og bagende sol blev de udmattede fanger vidne til et optrin, de aldrig skulle glemme. Overlevende har efter krigen fortalt, hvordan kommandanten råbte højt, mens han truende pegede på dem: Flygtningen er ikke blevet indfanget som straf vil 10 af jer blive smidt i Blok 13 og sultet ihjel
De skræmte fanger havde alle hørt om rædslerne i Blok 13, den ubønhørlige sultedød, den værste, mest frygtede straf af alle.
10 af fangerne blev herefter udpeget, blandt dem Franciszek Gajowniczek, der var fængslet og sendt til Auschwitz for sin medvirken i den polske modstandsbevægelse. Han kunne ikke tilbageholde et gisp af fortvivlelse: Min stakkels kone, græd han stille, Mine stakkels børn! Hvad vil der ske med dem ?
Da trådte Fader Maximilian Kolbe frem fra sin plads i rækken. Uden frygt stillede han sig foran kommandanten og bad med fast stemme på tysk: Jeg vil gerne fremsætte et ønske. Jeg er en katolsk præst. Lad mig tage hans plads. Jeg har ikke familie. Jeg er gammel og syg han kan arbejde mere…
SS-kommandanten troede ikke sine egne ører. Aldrig tidligere havde en fange vovet at henvende sig direkte til ham, og idet han greb efter sin pistol, råbte han forbløffet: Hvad ønsker dette polske svin ?
Fader Kolbe pegede på den dødsdømte Franciszek Gajowniczek og gentog, at han ønskede at gå i døden for ham og tage hans plads i Blok 13. Kommandanten var lamslået, men gik efter et øjebliks overvejelser ind på anmodningen. Nazisterne kunne velsagtens få mere ud af den unge arbejder som den ældre munk. Gajowniczek blev derefter ført tilbage til rækkerne, og munken indtog hans plads blandt de dødsdømte.
De 10 blev brutalt kastet ned ad bunkerens trapper til den underjordiske celle i Blok 13, der blev stænget, og fangerne overladt til en ubeskrivelig død af sult og tørst. En polak, Bruno Borgowiec, gjorde tjeneste i bunkeren og kunne senere fortælle, at Fader Kolbe hele tiden forsøgte at opmuntre de øvrige med bønner, salmesang og beretninger om Kristi lidelse: Jeg følte det, som om jeg var i en kirke. Fader Maximilian Kolbe begyndte, og alle de andre svarede. Nogle gange var de så fordybede i bønnen, at de ikke mærkede, at vagterne kom og så på dem gennem gitteret.
Efter 14 dages lidelser var fire mirakuløst stadigvæk i live, men cellen skulle bruges til nye fanger, og nazisterne besluttede at give de fire en dødbringende indsprøjtning. Fader Kolbe var den eneste, der endnu var ved fuld bevidsthed, og med en bøn for sine bødler på læben løftede han sin venstre arm.
Således blev Fader Kolbe myrdet i Auschwitz den 14. august 1941, 47 år gammel. Hans lig blev smidt i krematoriet som hundrede tusinder før ham og en million efter ham. Cellen, hvor han døde, er nu gjort til et helligt sted, og Kolbe selv er blevet ophøjet til helgen og martyr, kanoniseret af Pave Johannes Paul II ved en ceremoni i Rom i oktober 1982. Til stede ved højtidligheden var Franciszek Gajowniczek, børn og børnebørn.
Gajowniczek tilbragte 5 år, 5 måneder og ni dage i dødslejrenes helvede og overlevede som én af de få, ligesom også hans hustru Helena klarede sig igennem Holocaust i live. Men han kom ikke til at se to sønner igen de blev dræbt under et sovjetisk bombardement i 1945 umiddelbart før hans løsladelse. Han døde for 15 år siden, men han glemte aldrig den lasede munk. Efter sin befrielse fra Auschwitz afgav han et højtideligt løfte om hvert år den 14. august at besøge cellen i Blok 13 og ellers rejse ud og fortælle om sin mirakuløse frelse. Han holdt sit løfte han brugte resten af sit liv på at hædre og ære Fader Kolbe gennem utallige rejser i Europa og USA. Så sent som december 1994, tre måneder før sin død, besøgte den 94-årige polak St. Maximilian Kolbe Catholic Church of Huston og fortalte om Fader Kolbes uegennyttige næstekærlighed.
I 2002, 20 år efter helgenkåringen, blev et brev hentet frem fra arkiverne og lagt frem for offentligheden Fader Kolbes sidste brev til sin moder, smuglet ud fra Auschwitz umiddelbart før Kolbes død: Kære moder, i slutningen af maj ankom jeg med tog til koncencentrationslejren i Auschwitz… Du kan have fred i sindet om mig og mit helbred, thi den gode Gud er overalt, og han handler med stor kærlighed på alt og alle.
