Islamisk topmøde i Damaskus: Optakt til krig ved Israels nordgrænse?

Topmøde i Syrien med Irans præsident og militante ledere fra Gaza-striben.Syriens præsident, Bashar Assad, har i Damaskus været vært for et islamisk topmøde, omfattende Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad og to militante ledere fra Gaza-striben – Hamas’ Politbureau-chef Khaled Mash’al og Islamisk Jihads generalsekretær Ramadan Shallah.I nogle israelske kredse betegnes mødet som en mulig optakt til en ny krig ved Israels nordgrænse.
Rapporter om spænding mellem Israel, Libanon og Syrien kommer på et tidspunkt, da der er en daglig strøm af vurderinger, trusler og forudsigelser om Irans atomprogram.
Der var stærke verbale udfald mod Israel fra Damaskus, hvor Assad sagde, at han ikke vidste, om nylige israelske udtalelser afspejlede en hensigt om at angribe, men – tilføjede han – ”vi forbereder os på en israelsk aggression, stor eller lille”.
Med Ahmadinejad ved sin side afviste Assad USA’s ouverture til Syrien om at nedtone dets nære forhold til Iran. Assad sagde, at Amerika ikke kan diktere nogle forbindelser i Mellemøsten og betegnede Washingtons opførsel som ”en ny slags kolonialisme”.
Ahmadinejad opfordrede amerikanerne til at pakke deres kufferter og forlade Mellemøsten. Den iranske leder sagde, at ”den forbryderiske stat Israel er dømt til at mislykkes”, og at ”arabiske lande vil indvarsle et nyt Mellemøsten uden zionister og uden kolonialister”. Hans udtalelse kom nogle dage efter, at han havde sagt, at Israel planlægger at angribe Syrien og Libanon.
Israel har ikke fremsat nogen officiel reaktion på topmødet eller på Assads og Ahmadinejads udtalelser. En israelsk diplomat siger imidlertid, at det ikke er Israels politik at kommentere alskens trusler.

Peres: ”Vi kunne have haft fred med Syrien”

Israels præsident, Shimo Peres, har imidlertid udtalt sig. Han siger, at han ikke forudser nogen krig i nær fremtid, men tilføjer, at chancen for fred med Syrien er ved at forsvinde.
– Vi kunne have underskrevet en fred med Syrien for 30 år siden, ligesom med Egypten, sagde Peres. Det var ikke os, som forsinkede en fredsordning, det var syrerne – de troede, at tiden ville være på deres side.
Videre sagde Peres:
– Problemet i Mellemøsten er ikke det palestinensiske problem – det vil blive løst som led i fredsprocessen med Israel. Det centrale problem er Irans bestræbelser på at kontrollere det (Mellemøsten. red.) – og Ahmadinejads vanvid. Assad må afgøre, om han vil gå med Iran i en akse af ondskab og terror – eller slutte fred med Israel.

Militæret

Ifølge Hizbollahs tv-station al-Manar har israelske kampfly fløjet lavt over Beiruts udkant.
Samtidig oplyses det i Israel, at militæret har afsluttet en omfattende øvelse, der gik ud på at afprøve forsvaret i en mulig to-fronts krig – mod Hizbollah i nord og Hamas i syd.
Øvelsen omfattede såvel regulære tropper som reservestyrker og var fokuseret på forskellige kampscenarier, herunder Hizbollah-missilangreb samtidig med massiv raket-ild fra Gaza mod strategiske og nationale mål i Israel.