Israel afslører ny superdrone
Israels superdrone er lige så bred som et Boeing 737-fly og kan nå helt til Iran.Det israelske luftvåben har afsløret en ny kæmpestor drone, der er lige så bred som et Boeing 737-fly – og som vil kunne nå helt til Iran.Dronen, der har navnet Heron TP, er et af verdens største ubemandede luftfartøjer. Den er produceret af flyvemaskine-fabriken Israel Aerospace Industries.
Ifølge en militær talsmand markerer denne premiere, der fandt sted på Tel Nof flybasen nær byen Rehovot, en ny fase i Israels langtrækkende operationsmulighed og efterretningsvirke.
Heron TP-dronen, der har fået kaldenavnet Eitan, kan flyve i store højder i 20 timer og medføre sprængladninger og avanceret udstyr, som vejer hundreder af kilogram, over tusinder af kilometre.
Til trods for sin store størrelse er dens motorer så relativt lydsvage, at den kan bruges i hemmelige operationer. Luftvåbnets sagkyndige mener, at der i år vil kunne oprettes en flyeskadrille med disse droner.
Ifølge luftvåbnets øverstkommanderede, general Ido Nehusthtan, er dette en vigtig ny milepæl for denne forsvarsgren. Videre sagde han:
– Israelsk-fremstillede droner er nået langt i de sidste 30 år, fra en beskeden begyndelse under Den første Libanonkrig til vore dages varierede opbud af højteknologiske og multi-operationsklare ubemandede luftfartøjer (UAVs).
Israel Aerospace Industries oplyser, at dronen kan starte og lande automatisk, bruges i al slags vejr og er udstyret med satellit kommunikationsanlæg.