Kristenliv i kirken – og udenfor
– tanker ved en mærkedagFager er lien, aldrig synes den mig skønnere end i dag. Jeg tror jeg vil blive – sagt af islændingen Gunnar til Hlidarende, da han skulle ud på en lang rejse. 
Christian Andersen, Odense,
pastor emeritus.
Det forstod jeg helt, da jeg for 20 år siden måtte sige farvel til arbejde, præstegård og Sanderums dejlige gudshus. En kirkes budskab bygges på fast grund, Bogen, Bibelen. Derfor er det ord fra den gamle bog, der læses ved gudstjenesten, ikke tanker hentet fra Grundtvigarkivet. Den gamles tanker rækker ikke til, hvor det virkelig gælder. Men til salmer, som et vidunderligt supplement til Bibelordet, er Grundtvig uundværlig.
Meget af kærligheden til kirken er arv. Far og mor var i kirke mindst hveranden søndag.
Gående, ingen bil eller cykel, langt tilbage måtte mor sælge cyklen for at få pengene til at slå til.
Fra landbruget skiftede jeg til teologien. Den svenske biskop Nils Bolander skrev i 1959 bogen En lykke at være præst. Jeg er enig. Her er mange muligheder for at møde mennesker, både i glæde og sorg, og dele evangeliets budskab med andre – og oven i købet få penge for det! Men lykke er aldrig en stribe solskinsdage. Det kendte Nils Bolander også: At være præst er langtfra altid at leve på forklarelsens bjerg. Vor Herre har aldrig givet byggetilladelse til præstegårde på Tabor. Skuffelse over ikke at slå til, måske med aflyste gudstjenester, er tungt. Men ensomhed har jeg aldrig kendt til. Præsten er jo velkommen i langt de fleste hjem i sognet.
Men det skal understreges, at der kan også leves et kristenliv uden kirkegang. Jeg nævner tre mænd som eksempler. Da jeg engang skulle foretage en begravelse, mødte jeg en overrasket familie. I den dødes gemmer lå der mange optegnelser om hans liv med Gud med bønner og mange års dybe tanker. Men det vidste familien intet om. Det havde været hans livs hemmelighed, måske også smerte, han ikke kunne dele med andre. Alligevel levede han med Gud i sit indre..
Jeg nævner to andre kristne, der heller ikke gik i kirke. Den ene er svenske Dag Hammarskjøld, departementschef som 29-årig. FNs generalsekretær 1954-61. En strålende begavelse, kaldet en politisk Einstein. Ved sin død efterlod han en dagbog, Vejmærker, som er kaldt verdens forunderligste. Her er intet fra centret på 38. etage i FN bygningen, intet om konferencer med verdens mægtige, intet om vigtige afgørelser, som han var med til at træffe om Suez i 1956, intet om hans mange rejser jorden rundt. Men alt samler sig om hans rejser ind i sig selv. I denne tid hører vi om præsident Obama, som fik sin Nobelpris for tidligt. Også. Hammarskjøld modtog Nobelprisen, men for sent. Han fik den først efter sin død. På vej til en fredsmission i Congo 21. september 1961 styrtede hans maskine ned, sandsynligvis sabotage udført af en af de stridende parter, han skulle forhandle med. På kirkegården i Uppsala har jeg stået ved hans beskedne flade gravsten.
Vejmærker – skrev Hammarskjøld, – er en slags Hvidbog over mine forhandlinger med mig selv – og Gud. Døden er også meget omtalt i dagbogen. Havde han en anelse om en brat forsvinden?
I morgen skal vi mødes, døden og jeg.
Han skal støde sin værge i en vågen mand.
– Men hvor svider ej mindet om hver stund, jeg svindler bort.
Dæmonerne kommer ubudt, når huset står tomt. For andre gæster må du pænt lukke døren op.
Du kan ikke lege med dyret i dig selv uden at blive helt dyr, lege med løgnen uden at miste retten til sandheden, lege med grusomheden uden at miste sindets blidhed.
Den der holder sin have ren, reserverer ikke en plet til ukrudtet.
Gud dør ikke den dag, vi ikke længere tror på en personlig Guddom, men dør den dag, livet ikke mere gennemlyses for os af den evigt fornyende gave i underets glans fra kilder hinsides al fornuft.
Giv mig et rent sind – at jeg må se dig, et ydmygt sind – at jeg må høre dig, et kærligt sind – at jeg må tjene dig, et troens sind – at jeg må forblive i dig.
Vejen, du skal følge den. Lykken, du skal glemme den. Kalken, du skal tømme den.
Smerten, du skal skjule den. Svaret, du skal lære det. Facit, du skal bære det.
Dag Hammarskjøld holdt af Thomas a Kæmpis Kristi Efterfølgelse. Det kammede over hos en af hans kritikere Olaf Lagerkrantz, der mente, at Hammarskjøld led af et religiøst, et patologisk overmenneskekompleks, så han sigtede på at blive ny Kristus. Ateisten Lagerkrantz kunne ikke døje Hammarskjølds gudstro.
Fra Vejmærker fører mange spor ind i religionens vide verden, men ingen af de 600 nævner kirke og gudstjeneste. Da han ikke var kirkesøgende, anede selv nære venner ikke, at han var troende kristen.
Ved en græsklædt skrænt på Thurø kirkegård ved Svendborg ligger forfatteren og litteraturkritikeren Tom Kristensen, som også var kristen uden meget kirkegang. Han var født i 1893, cand. mag. 1919, året efter debuterede han med Fribytterdrømme. Skønt han var med i Årgangen, der måtte snuble i starten fulgte en hurtigt stigende karriere med anerkendt forfatterskab og ansættelse på Politiken som det foreløbige højdepunkt. Men menneskeligt snublede han, ægteskabet brast. Drukkenskaben tog til, villigt hjulpet af to digtervenner. Efter afsked med bladet var han 2½ år i Hornbæk og skrev, i afholdenhed, nøgleromanen Hærværk.
Hærværk blev hårdt trakteret af danske anmeldere. Hans Brix: En skuffelse. Men Norge roste den. Knut Hamsun kalder i et brev bogen Et genistreg og et kæmpeværk. I 1931 vendte Tom Kristensen tilbage til Politiken, hvor han blev et af århundredets fineste litteraturanmeldere.
Troen har været der hele tiden, siger Tom Kristensen, også i Hærværk, men i svækket form. I 1946 flyttede han til Thurø, træt af sjusser og cafeliv . I en samtale med Erik Rostbøl i 1954 kommer Tom Kristensen ind på sin gudstro: At Gud virkelig er til, erfarede jeg først – da det hele gik ad helvede til. Jeg mener ganske konkret og for mig personligt – jeg går ikke til alters, jeg tør ikke, for jeg tror virkelig på det, også ganske konkret. Jeg tror på den fuldkomne forvandling (i nadveren). Det er forresten også sjældent, at jeg går i kirke. Jeg er bange for at præsterne tager troen fra mig.
I en samtale i 1969 siger han med blufærdig undertone: Jeg tror oprigtigt, at Jesus Kristus er Guds søn, og det er en stor ting at nå frem til, når man er en gammel realist som mig. Han var stadig kættersk, forståeligt med hans kaotiske fortid.
Græs er hans kristne digt. Han ligger på jorden og ser stråene som kirketårne, der venter på ham:
Inde i stråenes dæmrende haller er der en stemme, som vågner og kalder et stigende kommer du nu, kommer du, kommer du, kommer du nu, du nu.
Og som et svar toner en klar, underbar, drengeklar stemme i mig:
Endnu ej nej! Endnu ej nej ! Men når mit vanvid er omme, når mine drømme om storhed er omme, da vil jeg komme, da vil jeg komme, da er jeg lille og lykkelig nok.
Tom Kristensens sidste år på Thurø randt stille hen, kun lidt skrev han. Tyngede ord som skibskatastrofer, brændende byer og asiatisk i sit vælde er angsten kunne tangenterne ikke tage, for han var på vej til at være lille og lykkelig nok. Til begravelsen 1974 valgte han Brorsons Her vil ties, her vil bies, som Græs er inspireret af. Brorson og Tom Kristensen kendte begge længselen, Brorson higede efter Himmeriges herlighed. Digteren længtes efter at kende Guds mening med Tom.
