Van(d)vid

Jeg fejrede nytåret i London, hvor jeg sprang ud i det nye år med det ambitiøse – men simple – nytårsforsæt ikke at dumme mig alt for meget. Allerede den 2. januar gik det galt. Vi spiste frokost på Kentucky Fried Chicken på Oxford Street i det centrale London, hvor der på toilettet var automatiske vandhaner, der afgav en afmålt mængde vand, når man trykkede på knappen. Hele 3 ml slap der vistnok ud.
Da fik jeg øje på nabovasken, hvis vandhane kørte nonstop for fulde gardiner, så jeg tog et skridt til siden og nød godt af dette vandspild. Men da jeg ville stoppe festen og lette min miljøsamvittighed for denne præmature klimaoversvømmelse, ville den ikke holde op. I stedet hev jeg så hårdt opad jeg kunne. Det virkede.

Selvglad gik jeg ud fra dametoilettet og overvejede at ringe til Al Gore for at fortælle om mit gode initiativ. Jeg satte mig hen til min veninde Birgit, som lå begravet under massevis af burger-og-cola engangsemballage. Jeg glædede mig til at fortælle hende om min nær-helgen status, men blev afbrudt af en kvinde, der kom klynkende ud fra dametoilettet. Hun var drivvåd fra taljen og helt op til hårspidserne. Vi hørte hende fortælle personalet, at vandhanen var eksploderet op i hovedet på hende, og jeg besluttede mig alligevel for at holde min historie for mig selv.
Endnu en gang ville skæbnen, at jeg undgik det våde element på min krop. Min evne til at vige fra plaskende vand er nemlig noget nær overnaturlig.

Min veninde og jeg gik uskyldigt videre rundt i det store januar-udsalg i London, hvor vi i et stormagasin mødte ”Jesus”. Han er jo let genkendelig med sit lange hår og kåbe, og vi spottede ham i legetøjsafdelingen i en plastikemballage som actionhelt i fint selskab med The Terminator og Bruce Lee. Godt gået for en tømrer. Jeg håber for hans familie – i form af hans halvsøskendes efterkommere – at de får procenter af salget.
London over and out.