Høsten er stor, men arbejderne er – uenige

Fire studerende undersøger unge kristnes forhold til samarbejde mellem kristne kirker.”Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.” (Jesus i Joh. 13,35)
Uanset hvad man mener om splittelse blandt kristne, så er det et faktum, at kristendommens troværdighed lider af den manglende kærlighed kristne imellem, og endnu værre er det, at manglen på et tydeligt bånd mellem kristne afskrækker folk fra at søge ind i disse fællesskaber.
Denne kronik er resultatet af en stikprøve-undersøgelse blandt tre kristne kirkesamfund i Århus omkring deres officielle holdning til økumeni, og om hvad deres unge i dag mener i praksis.

De fire forfattere til kronikken læser alle teologi i forbindelse med Menighedsfakultet i Århus.

Økumeni i
bibelsk perspektiv
Den svenske teolog Magnus Malm skriver, at splittelsen siden reformationen i 1524 er blevet en måde, især protestanter løser konflikter imellem sig på. I dag, blandt de unge kristne, opleves der en ærgrelse over disse splittelser, og mange ønsker at handle på deres frustrationer. Men en sådan tankegang er heller ikke uproblematisk, for bruddene har jo ikke (altid) været overilede og grundløse.
I Bibelen finder vi tre måder at forholde sig til andre kristne på: der tales om enhed, om afsondring og om formaning i mildhed.
Enhedstanken er ikke tydeligt præciseret i NT. Så hvad handler enhed mellem kristne dybest set om? Luther mener, det i virkeligheden handler om ”hjerternes enhed i troen”. Wisløff, den norske teolog, tolker derimod talen om enhed i Bibelen som enighed i lære-spørgsmål, mens Rosenius, den svenske vækkelsesprædikant, foretager en helt anderledes skelnen mellem hovedsag og bisag.
Et af de centrale vers i spørgsmålet om enhed i Bibelen er Joh. 17,20-21: ”Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, er i mig, og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig.”
Den amerikanske teolog og filosof Francis Schaeffer siger om dette vers, at kristne ikke kan forvente, at verden skal tro på en treenig og virkelig Gud, hvis de ikke kan få lov at se, at der i realiteten er synlig enhed blandt kristne.
Der findes også klart mandat til afsondring fra andre kristne, bl.a. i Timotheusbrevene og Rom. 16,17-18, hvor Paulus advarer om falske profeter.
En tredje dimension, ofte glemt og undervurderet, er formaningen. Paulus opfordrer i størstedelen af sine breve til at indgå i dialog med dem, der er på vildspor, og formane brødre og søstre, der er på afveje, i mildhed og med kærlighed.
De splittelser, der er imellem kirkerne i 2009, skyldes dog meget andet end blot teologiske forskelle. Den kontekst kirkerne er udsprunget fra (verdenshistorien, kulturforskelle og paradigmer) har også spillet ind.

Indre Missions officielle syn på økumeni
Indre Mission har ikke ønsket økumenisk fællesskab, hvis det er ensbetydende med at måtte gå på kompromis i teologiske spørgsmål. Heller ikke i dag er IM som organisation økumenisk – som det formuleres af Anders Stubkjær: ”intet godt er nyt, altså er intet nyt godt.”
”Vores opgave er at lede folk ind i kirken, og ikke ud af den”, som Kurt Kristensen, forstander ved Børkop Bibelhøjskole og medlem af Indre Missions bestyrelse siger som svar på, hvorfor den folkekirkelige missionsforening ikke vil samarbejde med frikirker.
IM mener ikke, at frikirkerne er ”et fast sted at kaste sit troens anker” på samme måde, som de selv er det, fordi visse frikirker ikke på samme måde har et fast urokkeligt grundlag, når troen udfordres.
I de svære situationer mener IM at have en enorm styrke i at være bibelcentret og have et urokkeligt grundlag, som bl.a. ses i deres dåbssyn og det kendte og ofte citerede lutherske slagord ”nåden alene”.
Derfor vil IM ikke give afkald på deres opfattelse af dåben og Helligånden for at nå en større enhed blandt kristne organisationer.
De accepterer andre og kan glæde sig over Kristus og bede sammen med dem, men stadig er det de teologiske lærespørgsmål, som sætter grænser for det økumeniske fællesskab.

Indre Missions Unges holdning til økumeniI et spørgeskema besvaret af en gruppe IMU’ere i Århus svarede 100 %, at de gerne ville tillade en katolik og en pinseven at missionere sammen med dem, til trods for, at dette strider mod organisationens officielle holdning til dette. 80 % har ikke noget imod at deltage på en lejr, som er arrangeret af den katolske kirke, men kun 40 % ville invitere en katolik til at tale i missionshuset. 80 % mener, at splittelsen mellem kirkesamfundene i Århus er et lille problem, og så gerne, at der blev gjort noget for at styrke samarbejdet.

Den romersk-katolske kirkes officielle syn
Den katolske kirke ønsker økumeni, fordi den ønsker enhed med andre kristne. Hvorfor? Fordi den mener, at splittelsen af kristne er i modstrid med Jesu vilje, og fordi det skader den kristne mission.
Dog er der nogle betingelser for dette tværkirkelige samarbejde, bl.a. at alle deltagende kristne har en grundlæggende tro på Faderen, Sønnen og Helligånden, og at de er døbt i denne tro.
Katolikkerne sigter især efter større økumenisk fællesskab med den ortodokse kirke og nogle grene af protestantismen. I praksis vil den katolske kirke lægge vægt på fire ting, vi kan gøre sammen.
Først og fremmest anerkende hinanden som ligeværdige kristne, der alle har del i frelsen og Åndens gaver. Dernæst bøn for enheden og bøn med hinanden. Derudover vægter katolikkerne dialog imellem kirkesamfundene og missionsfællesskab højt som tværkirkelige discipliner.
Når det kommer til konkrete kirkelige handlinger, har katolikkerne flere forbehold, fx i forhold til nadveren. Koncilet mener ikke, at de hellige sakramenter i udgangspunktet bør bruges som et middel til at genoprette de kristnes enhed.

Unge katolikkers
holdning til økumeni
I undersøgelsen af, hvad en gruppe unge katolikker i Århus mener, svarede 90 %, at de anså det som vigtigt, at der blev gjort mere for at fremme tværkirkeligt arbejde i Århus.
De katolske unge var desuden meget bevidste om, hvad de kunne og ikke kunne deltage i som katolikker, fx ønskede 90 % ikke at deltage i nadverfællesskab hos andre kirkesamfund, mens samme gruppe ønskede og allerede havde deltaget i bønnefællesskab i andre kirker.
90 % ville ikke have problemer med, at talere fra Dansk Oase eller IMU kunne tale til deres forsamling om emnet ”frelse gennem Jesus alene”. Og 70 % ville ikke have et problem med at lade kristne fra andre kirkesamfund deltage i fælles mission.

Dansk Oases officielle syn på tværkirkelighed
Dansk Oase, der opstod ud af missionske kredse i 80’erne, har fra begyndelsen af været en mere åben luthersk organisation end andre.
Oase ønsker stadig at arbejde økumenisk, dog har de nogle forbehold – samarbejdspartneren skal vise respekt for Bibelen som troens grundlag, skal anerkende oldkirkens trosbekendelser, have en sund, personlig etik efter Bibelens ord, og endelig skal samarbejdet være præget af gensidig respekt. Dansk Oase sigter efter samarbejde med andre grupperinger, der er enige i den lutherske lære om frelsen. Hvis disse betingelser er opfyldt, er Dansk Oase klar til at samarbejde.
Morten Munch, Oases teologiske konsulent, citerer i et dokument om Oases holdning til økumeni fra 2006, kirkefaderen Augustin: ”enhed i det væsentlige, frihed i det uvæsentlige og kærlighed i alt.” Dette giver et godt billede af Oases forhold til uenigheder kirkerne imellem.
Oase ser på de mange forskellige menigheder som en helhed, idet alle kristne står i en relation til den treenige Gud. Derudover er der en erkendelsesmæssig enhed, som vi endnu ikke er nået frem til. Denne enhed er også et vigtigt mål for kirken, men så længe vi ikke har den, må vi ikke lade vores uenigheder forhindre os i at samarbejde.

Unge oasefolks
holdning til økumeni
Den adspurgte gruppe unge Oase-folk fra Valgmenigheden i Århus viser i spørgeskemaet, at de også adskiller sig fra deres organisations officielle holdning. Størstedelen af gruppen er generelt villige til at samarbejde med og deltage i fælles bønnefællesskab, lejrfællesskab, helbredelse og nadver. Dog bliver svarene mere delte, når læren kommer i fokus.
Kun 30 % ville invitere en taler fra den katolske kirke, mens 70 % ville missionere sammen med en katolik eller en pinseven, og 90 % mener, at det er vigtigt, at der gøres mere for at fremme tværkirkeligt arbejde i Århus.

Konklusion
Stikprøveundersøgelsen viser, at flere og flere unge kristne trodser deres organisationers holdninger og derudover ser splittelsen blandt kirkesamfundene som et problem.
Unge fra alle tre organisationer er villige til at missionere med unge fra andre kirker. Der er stor enighed i, at bønnefællesskab er muligt.
Vi ønsker med denne kronik at opfordre til endnu større samarbejde, fordi vi ser det som en stor styrke og et stærkt vidnesbyrd, at vi, som kalder os kristne, flytter fokus fra vores uenigheder til vores fællespunkter. At vi holder op med at stirre blindt på udfordringerne i at samarbejde, men lader fordelene få plads. Først og fremmest at hele Danmark har brug for Jesus som personlig frelser, og at den treenige Gud er større end vores uenigheder.
Guds ord skal spredes, og Guds ord er kærlighed. Men hvordan kan vi sprede kærlighed til andre, hvis vores kærlighed ikke er stærk nok til at samle os?

Af Pelle Kviesgaard, Jørgen Moeslund,
Christoffer Grøndahl Svinth Olesen,
Hans-Christian Pettersson
(teologistuderende ved
Menighedsfakultetet, Århus.)