Skriv til Suh
Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen
Nordgårdsvej 109
4030 Tune
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres. Du er velkommen til at være helt anonym, hvis du ønsker det. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk
Kære Suh
Jeg skriver til dig, fordi min bror for nylig har været involveret i en trafikulykke. Han kom alvorligt til skade, skal sandsynligvis have amputeret et stykke af det ene ben, og det har naturligvis påvirket hele familien (han har kone og to voksne børn). Han er også blevet tilbudt noget psykologhjælp, og jeg ved, han overvejer at tage imod tilbuddet. Jeg ønsker at vide, hvordan jeg støtter ham og familien bedst selvfølgelig er der noget praktisk, jeg kan hjælpe med, men er der også andre ting, jeg kan være opmærksom på?
Hilsen Søsteren
Kære Søster
Det er trist, at din bror er kommet alvorligere til skade.
Når sådan noget sker, kommer det som et chok for alle implicerede. For din bror er det for det første en omvæltning rent praktisk at han måske ikke længere har samme førlighed som tidligere med de begrænsninger, det kan medføre, f.eks. tab, af arbejdsevne, tab af selvhjulpenhed, begrænsninger i fritidsaktiviteter osv. Dernæst følger der for mange en form for identitets-krise. Man kan føle, at man ikke længere er den samme som før hvilket jo på en måde også er ganske sandt men ud over den fysiske forandring kan man også føle, at man ikke kan finde tilbage til sit gamle jeg indeni. Nogle føler sig mindre værd, fordi de ikke kan præstere det samme som tidligere, nogle føler sig mindre attraktive på grund af den fysiske forandring, nogle kan have svært ved at finde livsmodet og optimismen frem, og nogle bliver endda angste og forventer det værste af fremtiden (at noget tilsvarende vil ske igen og igen).
Din svigerinde kan på samme måde også have fået et chok af ulykken, og mange tanker har sikkert fyldt og fylder hende stadig: konfrontationen med så hurtigt at kunne miste den, hun elsker og står så nær, angsten for at blive alene, bekymringer for fremtiden og magtesløsheden over for det skete samt reaktionen i hendes mand. For begge parter kan der også være en vekslen mellem vrede over det skete og en taknemmelighed for, at det ikke gik værre. Disse ambivalente følelser kan være svære at rumme, da de opleves modsatrettede, men begge er lige berettigede og skal have lov til at fylde det, de nu gør, når de kommer.
Det er vældig dejligt for din bror og hans kone, at du er indstillet på at give en hjælpende hånd med i forhold til det praktiske. Her kan det være særlig rart for dem, at du måske stadig er opmærksom på deres behov i den retning, når andre måske glemmer det, fordi det er ved at være længe siden, det er sket.
Jeg håber også, at din bror tager imod tilbuddet om psykologhjælp, for det kan være vigtigt for ham at have et forum, hvor han kan tale og tænke uden at skulle bekymre sig om, hvordan hans kone og børn eller anden familie/ven reagerer. Desuden kan man som den forulykkede måske føle, at man ikke længere kan tillade sig at tale om det, der er sket endnu en gang man tror, at de andre er ved at være trætte af at høre på det.
Her er der måske også en ting, du kan bidrage med: være udholdende med at spørge både din bror og svigerinde, hvordan det går, og lade dem mærke, at du gerne vil lægge øre og skulder til også selvom det er 25. gang. Mange mennesker har et meget større behov for at tale om deres livssituation, end vi og også ofte de selv er klar over, og der sker forunderlige ting med mennesker, når man villigt stiller sig til rådighed for, at de bare kan læsse af.
En sidste ting, du kan være opmærksom på er, at mænd og kvinder bearbejder ting forskelligt, og det kan derfor være nogle andre ting, din bror har behov for, end du selv ville have haft, hvis det havde været dig eller din svigerinde det var sket for. Puf lidt til ham, hvis du oplever, at han går i stå, men husk samtidig at respektere ham for den måde, han håndterer situationen på. Steinar Ekvik (norsk præst) har bl.a. skrevet bogen Ta det som en mand, der handler om mænd og kvinders forskellige måder at sørge på, hvis det skulle have interesse.
Hilsen Suh
Kære Suh
Jeg er en kvinde midt i fyrrerne, gift, har to børn. For nyligt har jeg igen erfaret, hvor dårlig jeg er til at tage imod kritik. Selvom jeg kan se rimeligheden (måske især dér) i kritikken, er det så svært for mig at tage den konstruktivt ind, og i stedet for får jeg ondt i maven og kan ikke tænke på andet. Jeg er meget ked af, at det er sådan, for det fylder helt utrolig meget og betyder selvfølgelig også, at jeg anstrenger mig for at gøre alting perfekt selvom jeg godt ved, at man ikke kan være perfekt!
Hilsen J.
Kære J
Det er ikke ualmindeligt, at det er svært at tage imod kritik. Nogle reagerer med forsvar og vrede hører ikke hvad der bliver sagt og angriber den anden tilbage. Andre bliver nærmest overvældet af kritikken, tager den alt for meget ind, og det starter en selvforstærkende negativ og selvdestruktiv spiral.
I første eksempel fører det ofte til en optrapning af konflikter, uvenskab og brudte relationer, mens det i sidste tilfælde kan føre til selvudslettende adfærd og et stadig lavere selvværd hos den, der bliver kritiseret. Og som du selv skriver, en anstrengende stræben efter perfektionisme, selvom man oppe i hovedet godt ved, at det ikke er muligt.
Når du åbenbart hører mest til den sidste gruppe og reagerer så voldsomt, som du gør, hænger det måske sammen med, at du i din opvækst har fået stærke reaktioner på, når du begik fejl. Forældre kan i bedste mening komme til at korrigere deres børns adfærd på meget uhensigtsmæssige måder, fx ved indirekte eller direkte at true barnet med at det mister forældrenes kærlighed, ret til at være en del af familien osv. Jeg har i tidens løb hørt mange frygtelige versioner. Hvis dette sker for ofte, kan man vokse op med den faste overbevisning, at hvis jeg fejler så er jeg DUM, og jeg mister samtidig dem, jeg holder af! Denne overbevisning påvirker naturligvis et barns sind, og den følelsesmæssige reaktion kan opleves overvældende med kraftige fysiske reaktioner som netop mavepine, svimmelhed, kvalme, uvirkeligheds-følelse, som alle er en form for udtryk for angst/chok.
Så når du reagerer sådan som voksen, er det sandsynligvis dit indre barn, du mærker altså, den del af dig, der ikke har haft mulighed for at udvikle mere realistiske reaktioner på at begå fejl, og man kan derfor billedligt sige, at du i de pågældende tilfælde ikke er mere end måske 5-6-7 år. For at hjælpe dig selv kan du derfor prøve at tænke på, hvordan et barn på den alder ville have brug for at blive mødt af en kærlig, omsorgsfuld voksen nemlig med forståelse, forklaring og vejledning til, hvordan man kommer videre herfra. De ting, du sikkert ikke har hørt i din opvækst pyt med det, bedre held næste gang eller det var ærgerligt, det må du bare gøre anderledes næste gang og nå, du er jo dejlig alligevel osv. må du sørge for bliver talt meget tydeligt ind over de situationer, hvor du reagerer så voldsomt, enten af din mand, en god ven eller af dig selv. Det er dette sidste budskab, der skal være det grundlæggende for dig og som altid skal fylde mest så er det knap så farligt at begå fejl en gang imellem.
Hilsen Suh
Hotline til Suh
På alle onsdage fra kl. 10-11 kan du ringe til Udfordringens psykolog Suh Jacobsen på 46 96 89 69.
Nogle af spørgsmålene bringes senere i brevkassen.
Du kan fortsat skrive pr. brev eller mail til:
Suh Jacobsen, Nordgårdsvej 109,
4030 Tune, eller mail til:
Suh@Udfordringen.dk
