Netanyahu udnævnt til “verdens mest indflydelsesrige jøde”

Engang var Moses verdens mest indflydelsesrige jøde. Idag er det Israels statsminister, Binyamin Netanyahu, der har fået dette prædikat, udnævnt til denne placering af den engelsk-sprogede israelske avis “The Jerusalem Post”.

Bladet har valgt de 50 mest indflydelsesrige jøder i verden – og topposten er gået til den 61-årige Netanyahu, landets første israelsk-fødte regeringschef efter statens oprettelse i 1948.

Netanyahu efterfølges på listen af formanden for USA’s “Federal Reserve”, Ben S. Bernanke, Det hvide Hus’ stabschef Rahm Emanuel, “Google”s grundlægger Sergey Brin og pioneren for alternativ energi, israeleren Shai Agassi, der har oprettet infrastruktur-organisationen “Better Place” for elektrisk drevne biler.

En anden af topfolkene i Det hvide Hus, David Axelrod, er nr. 8 på listen – søn af en far, der flygtede fra pogromer til frihed i USA. Nr. 9 er professor (i jura) Alan Dershowitz, Harvard Universitet. Nr. 11 er Alan Solow, formand for “Konferencen af præsidenter for større amerikansk-jødiske organisationer”.

Netanyahus reaktion

Statsminister Netanyahu har fremsat følgende reaktion på sin udnævnelse:

– Den kendsgerning, at Israels statsminister opfattes som verdens mest indflydelsesrige jøde viser den historiske forandring, som zionismen har bragt til det jødiske folk. Et spredt og magtesløst folk har befæstet dets nationale liv i dets egne, suveræne stat, i dets ældgamle hjemland. Fra blot at være tilskuere på den internationale scene, kontrollererer jøderne idag deres egne skæbne og er vendt tilbage som et folk til familien af nationer.

Videre siger Netanyahu:

– Dette er en ære, som vidner om den dybtgående omskabelse, der reelt er sket for det jødiske folk i de sidste 62 år.

Det er første gang, “Jerusalem Post” offentliggør en sådan undersøgelse, men bladet tilsiger, at det vil blive en årlig tradition.